Dannelse risikerer at blive presset ud og forfalde i en tid, hvor den herskende evidensforståelse, der fokuserer på effektmåling, gør sig gældende i udviklings- og læringsoptikker. Med en evidensforståelse, der bygger på kausaliteten ‘metode – resultat’, risikerer beskæftigelsen med menneskets udvikling og dannelse at blive en beskæftigelse med metoder og koncepter og om “what works”– og netop ikke om menneske og levet liv, hvor etik, fællesskab og livsduelighed er det centrale. Dannelse – og dermed mennesket – reduceres til at blive et spørgsmål om instrumentaliseret kompetenceudmåling. I denne artikel anvendes begrebet utopi som greb til at fremskrive et eksistentialistisk dannelsesperspektiv, hvor væren og til-bliven træder frem som modtræk til den herskende evidensbaserede, effektivitets- og målrationelle dannelsestænknings ensidighed. Dannelse er et historisk begreb, der må forstås i tidslighed, hvor et eksistentialistisk dannelsesperspektiv tilbyder et vokabular, der gør det muligt at tænke dannelse i postmodernismens kontingente vilkår uden at forfalde til rent konstruktionistiske betragtninger eller evidensbaserede optikker. Dannelse skrives frem som et eksistensanliggende grundet i kontingens, hvor begreber som tidslighed, transcendens, undren, meningstilskrivelse og sandhedssøgen bliver centrale omdrejningspunkter. Dannelse er aldrig dannelse uden et dannelsesideal. I et eksistentialistisk perspektiv træder der idealer frem som evne til meningstilskrivelse, evne til undren og refleksion og evne til at skønne i en kontingent og kompleks verden – evner, der rummes i begrebet serendipitet, der er artiklens bud på et tidsligt, ontologisk dannelsesideal
