Tilknytningsforskningen har været domineret af et personorienteret fokus og kun få psykologer og psykiatere har givet opmærksomhed til immateriel og spirituel attachment. Forskellige historiske eksempler på isolation fra andre personer, »solitude« og ensomhed bliver givet som en introduktion til et kulturpsykologisk perspektiv på tilknytning. Den spirituelle attachment illustreres med interview med benediktiner nonner i cølibat og det konkluderes at solitude og cølibat har sin basis i en sikker en personorienteret tilknytning, men i spiritualiteten bliver andre former for interrelationer dannet; såkaldt spirituel attachment. Buddhismen og dens form for ikke-attachment introduceres som et eksempel på et andet syn på selvets psykologi og dets forhold til andre betydende personer
