Anmeldelser af:   Rüdiger Safranski: Das Böse oder Das Drama der Freiheit. Carl Hanser Verlag, 1998 (335 sider). Da. udg. Det onde eller Frihedens drama. Oversat af Christian Bundegaard. Gyldendal, 1999 (283 sider).   Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi. Oversat af Joachim Wrang. Klim, 2002 (223 sider, kr. 245).   Richard Bernstein: Radical Evil. A Philosophical Interrogation. Oxford: Polity Press, 2002

Stjernfelt, Frederik

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Psyke & Logos, 2003, 24, 416-422DET ONDE BLØDDYROndskaben oplever en renæssance – men findes den?Anmeldelser af: Rüdiger Safranski: Das Böse oder Das Drama der Freiheit.Carl Hanser Verlag, 1998 (335 sider). Da. udg. Det onde eller Frihedens drama.Oversat af Christian Bundegaard. Gyldendal, 1999 (283 sider).Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi.Oversat af Joachim Wrang. Klim, 2002 (223 sider, kr. 245).Richard Bernstein: Radical Evil. A Philosophical Interrogation. Oxford: Polity Press, 2002.Frederik StjernfeltEfter mange års dårlig presse går det godt for ondskaben. Begrebet er ble-vet presset af sekulariseringen, få tror længere på Den Onde, og selv DetOnde er ofte blevet søgt helt opløst i dårlige opvækstvilkår, en fuld moderog en voldelig fader. Men nu er Det Onde igen ved at blive filosofisk pro-minent, fx hos tyskeren Rüdiger Safranski med bogen af samme navn, hosnordmanden L.F.H. Svendsen med Ondskabens filosofi og hos amerika-neren Richard Bernstein med The Radical Evil.Rüdiger Safranski tilhører i Tyskland kredsen omkring Botho Strauß –det selvbevidste »ny højre«, der i begyndelsen af halvfemserne trådte fremi den tyske debat i kølvandet på Strauß’ essay »Anschwellender Bocksge-sang«, og som kalder sig selv »Neurechtler« eller »89’ere«. Det er enstærkt blandet gruppe, der spænder fra altmodisch civilisationskritik oversammenbidt had til 68’erne og til moderate politiske positioner, der næp-pe ville være kontroversielle ret mange andre steder end i Forbundsrepu-blikken. Safranski tilhører den moderate ende af gruppen, og han er – lige-som Botho Strauß i øvrigt – selv gammel 68’er og rundet af Adorno, ogde to’s grundargument synes at være, at et stort bundt af den gamle ven-416Frederik Stjernfelt, f. 1957, er dr.phil., lektor ved Institut for litteraturvidenskab, Kø-benhavns Universitet.20-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 416strefløjs kritikpunkter i dag kan finde et bedre grundlag på højrefløjen.Med Das Böse kaster Safranski – uden explicit at sige det – sig ud i at sø-ge en filosofisk legitimation for sin politiske position. Interessen i »det on-de« ligger i en afstandtagen fra dette begrebs påfaldende fordampning iden moderne debat. En moderne figur, på venstrefløjen såvel som langt udpå højrefløjen, har været at betragte øjensynligt onde handlinger som ud-springende af bagvedliggende sociale bestemmelser: Faderen drak, mode-ren tævede osv. Hvis det er tilfældet, så er de onde handlinger egentlig sletikke onde, men bare produkter af dårligt miljø, og så bliver begrebet ir-relevant. Men Safranski spørger – lidt ligesom Enzensberger – »Wie aber,wenn das Böse nichts erreichen will, sondern das Nichts will?« – hvadhvis den onde handling slet ikke har noget mål, end ikke et fordrejet ellerforvansket mål? Så kan det onde i handlingen ikke længere bortforklares?Ud fra dette ledespørgsmål udgør hans bog nu en kredsende gennem-gang af begrebet om det onde i idehistorien. Augustin, Hobbes, Kant,Schelling, Schopenhauer, Nietzsche, Freud ... bogen er en løst sammen-kædet række kapitler, der antiautoritært undlader et explicitere den kon-klusion, som man selv må søge. Men helt gennemgående er det, at Sa-franski ligesom Kant finder ondskaben uadskillelig fra friheden. For alle de tænkere, Safranski gennemløber, er det afgørende, at men-nesket er karakteriseret ved at være ikke helt igennem determineret, ikkehelt bestemt, ved at være frit. Og at ondskabens mulighed ligger i frihe-den. Ligsom Kant konstaterer, at den etiske handling er det, der hævermennesket over naturnødvendigheden og således er den næsten eneste restaf teologi i hans system, så ser Safranski Sade som Kants dunkle tvilling,der tilføjer den spejlvendte lære: at også i exceptionelt onde handlinger,der krænker pligten, hæver mennesket sig over naturgrundlaget. Det er ik-ke kun i den gode handling, at mennesket viser sig frit, men lige så vel iden onde. Kant antog, ligesom flere andre af Safranskis husguder, at denikke-etiske handling var bestemt af egenviljen, af egeninteressen, og der-for kunne han forestille sig, at de stridende egeninteresser med den retteindretning af samfundet kunne ledes til det fælles bedste af en AdamSmith-agtig usynlig hånd – Kants »sociale asocialitet«. Men denne libera-listiske løsning umuliggøres for Safranski af de decideret onde handlinger,der ikke bare er egoistiske, men finder en særlig nydelse i selve handling-ens i øvrigt formålsløse ondskab.Dette pessimistiske menneskesyn danner nu basis for Safranskis kon-servatisme – ikke at den overhovedet tematiseres særlig direkte i bogen, iøvrigt – der lærer, at ondskaben ikke kan udryddes, men må domesticeres,tæmmes, holdes nede. På den ene side må den enkelte lære at tøjle ond-skaben i sig selv – på den anden side må samfundet opbygges med hen-blik på at tøjle dets egen iboende ondskab. Den tyske antropologiske filosof Arnold Gehlen (der ligesom Heideg-ger var nazist) præsenteres af Safranski med henblik på sidstnævnte. ForDet onde bløddyr. Ondskaben oplever en renæssance – men findes den? 41720-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 417Gehlen var mennesket et »Weichtier«, et bløddyr, der behøvede opbyg-gelsen af en skal for at kunne overleve, for ikke at gå under i en alle blød-dyrs kamp mod alle. Menneskets konkylie er så de samfundsmæssige in-stitutioner, der inkarnerer sædelige værdier. Denne højre-hegelske figurkonstaterer således, at mennesket for at kunne overleve må yderliggøresig, fremmedgøre sig i institutioner – men for Gehlen vinder man ved den-ne afgift selve friheden. Først fremmedgørelsen i institutionerne giver in-dividet en – begrænset – frihed. Safranski fører desværre ikke diskussio-nen til bunds på dette vigtige punkt: hvis det således er tilfældet, at de højtudviklede moderne samfund først for alvor giver mulighed for frihed ogderfor ondskab, hvad der nok kan være noget om – hvilke nøjere krav skalman så stille til disse institutioner for at ondskaben kanaliseres og margi-naliseres? Dette dunkle spørgsmål skjuler imidlertid ikke en stærk konse-kvens af Gehlens analyse – institutionskritikken kan ikke kræve andetend: nye institutioner. Den inderlige, subjektive kritik af institutionerne,der ser dem som sjælløse, kolde og fremmedgjorte, og som heroverfordrømmer om livet selv, der leves ubegrænset og uden disse hæmninger –den kritik slår nødvendigvis om i barbari. Denne analyse af så mange uto-piers indbyggede tendens til forlis rammer imidlertid ikke kun megen ven-streorienteret institutionskritik, men afgrænser samtidig Safranski fra dentyske tradition for »radikal konservatisme«, der netop trækker på sådanneforestillinger om »livet selv« som en ustyrlig kraft, der kuldkaster alt detstivnede, der forsøger at binde det. På dette punkt vælger Safranski – mod-sat fx Ernst Jünger eller den tidlige Heidegger – en art statskonservatisme.På det individuelle plan kan Safranski henvende sig hos fx Augustin ogFreud. Den førstes syndsbevidsthed kan kompletteres af den andens visionom det myndige individ, der med kulturens byrde som tragisk omkostningopnår kontrol med egne impulser. Hvad institutionerne er for samfundet,det er den personlige myndighed for individet – således synes Safranskisligning at være – kun den kan sikre individet mod at geråde i vilkårligeudbrud af ondskab. Trods hyldesten til institution og myndighed forbliverder dog en livsfilosofisk tråd i Safranskis argumentation. Er friheden i vortid ikke truet af civilisationen? – spørger han afslutningsvis, med ilde-varslende konnotationer. Er det alligevel ikke sådan, at den moderne ci-viliseringsproces og den »videnskabelig-tekniske civilisation« træder opsom egetvæsen over for det frie menneske og begrænser, måske udrydderfriheden? Her får vi pludselig og egentlig uventet en institutionskritik afgammel, livsfilosofisk aftapning: det vi engang ville kalde Gud, det vil vinu kalde det »overkomplekse« ved samfundslivet, som vi ikke kan styreog som begrænser vor frihed.Heldigvis vælger Safranski ikke de radikale livsfilosofiske mediciner,der kan forekomme så nærliggende, men en beskeden, kantiansk udvej. Viskal, som Ivan Malinovski engang sagde, leve som var der en fremtid oget håb. Vi skal leve »als ob«, som om man selv kunne og skulle bestem-Frederik Stjernfelt41820-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 418me sit liv, kun således kan vi nærme verden til en tilstand, hvor det ogsåfaktisk er tilfældet. Vi skal, som bogen slutter, handle »som om en Gud el-ler vor egen natur havde ment det godt med os«.Som man kan høre, er det en bog, der trods mange interessante over-vejelser ikke konkluderer entydigt. Eller, om man skal sige det venligere,underspiller sin konklusion. For findes friheden faktisk, eller har vi denkun »als ob«? Hovedtendensen i bogen hævder det første, og det er da og-så den mest oplagte lære at drage af den: at vi ikke på den ene side kanhævde og besynge den menneskelige frihed – og så på den anden side be-nægte den, lige så snart vi ser konsekvenser af den som vi ikke bryder osom, i kriminalitet, i krig, kort sagt i det onde. Den norske filosof Lars Svendsen kaster sig over samme problemkom-pleks som Safranski – men med andre resultater. Ondskabens filosofi er påsin vis en misvisende titel, for Svendsen siger igen og igen, at ondskabenikke er et filosofisk problem, men et praktisk-politisk problem: vi skal ik-ke definere det onde, men bekæmpe det. Dette aktivistiske program hin-drer ham dog ikke i at give sig i kast med at gennemgå en lang række ond-skabsfilosofier i en hastig, citatspækket stil tilføjet egne knappe konklu-sioner. De klassiske »theodicéer« gennemgås og affejes først – det er deforskellige gamle svar på spørgsmålet om, hvordan der kan være så me-gen ondskab i verden, når Gud nu er god. De får – ikke helt retfærdigt –på hattepulden; de er mere bortforklaringsforsøg end forsøg på virkelig atbegribe det onde – ja de er derfor nærmest selv af det onde. Blandt Svendsens store kilder er især Kant (ideen om det radikale onde,der fører subjektet bort fra den etiske pligt af egenkærlige grunde) og Han-nah Arendt (ideen om ondskabens banalitet, med exemplet Eichmann) –og det fører ham til at opstille fire, eller som det skal vise sig, tre basaletyper ondskab: Det dæmonisk onde, det instrumentelt onde, det dumt on-de og det idealistisk onde. Det idealistisk onde mener at ville det gode,men gør det onde; det instrumentelt onde anvender et ondt middel til etgodt formål (nogle gange ganske vist med rette); og ondskaben af dumhedfarer frem i medfør af kognitiv indskrænkethed. Man ser her, at det »dæ-monisk onde« pludselig er borte; det argumenteres ret hastigt, at der ikkefindes ondskab for ondskabens egen skyld, men at alle handlinger, set fraden handlendes synspunkt, altid er motiveret af en eller anden form forgodhed i en bred brug af ordet. Svendsen gør sig sagen for let ved at omdøbe ondskaben for ondska-bens egen skyld. Men det skyldes måske hans plastiske (og i øvrigt tilta-lende) metaetiske position: han er »svag konsekvensetiker«. Man plejer ietikken at skelne mellem pligtetik (der ser på handlingens intention) ognytteetik (der ser på dens resultat) – det hedder i oversættelsen her an-svars- over for konsekvensetik. Det er velkendt, hvorledes de to syns-punkter hver for sig, i rendyrket form, let fører til absurde implikationer.Det onde bløddyr. Ondskaben oplever en renæssance – men findes den? 41920-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 419Svendsens ide er at man må have en overordnet pligtetik (der ser det en-kelte menneskes rettigheder som ukrænkelige i traditionen fra Kant) –men at denne lære i konkrete situationer kan sættes ud af kraft, hvis storemulige konsekvenser truer. Alle har fx ret til en retfærdig rettergang, menhvis statens existens er i fare, kan dette suspenderes over for terrormis-tænkte. Denne position er naturligvis plastisk og åbner for skøn, eller, omman vil, etisk tænkning – men man må nok sige, at den konsekvensetiskekattelem kun ret sjældent må tages i anvendelse, hvis ikke synspunktetspligtetiske grund hurtigt skal eroderes helt bort. Men Svendsens tiltalende kompromis mellem pligt og nytte udrydderikke ondskabens problem. Det er faktisk en af ondskabsbegrebets antropo-logiske urgåder, det spørgsmål, der optager Safranski mest, som Svendsenmeget hurtigt ondulerer, når han lader det radikalt onde forsvinde – godthjulpet af at han har givet ondskaben for ondskabens egen skyld det retfjogede navn »dæmonisk ondskab«, som om man behøvede at abonnerepå en eller anden mystisk overtro for at antage dens existens. Man kunnejo à la Sade argumentere for, at det at undlade at gøre det gode af egois-tiske grunde ikke er ondt, men bare egenkærligt – det rigtigt onde må væ-re lige så uinteresseret i egoistiske hensyn som det rigtigt gode er det. Sa-des libertinere handler jo ofte ikke af lyst, de er slaver af deres egne ind-viklede programmer og må ofte sukkende begive sig ud i en ny runde ra-dikale orgier. Reduktionen af dette rent onde til det instrumentelt onde (udfra ideen om, at hvis man frydes over ondskaben i sig selv, så er det pågrund af fryden, man gør det, og ikke på grund af ondskaben ...) er helt af-gørende for, hvilket menneskesyn, man ender med. For hvis ondskab forondskabens egen skyld ikke existerer, så er al ondskab jo i en vis forstandmotiveret i det gode (som så bare misforstås på en eller anden måde), også kan man i princippet restløst oplyse sig ud af ondskaben. Og det der sy-nes at være ondskab, det er så bare gode personer, der er blevet vildført afsystemer, af samfund, af andre mennesker (der derfor meget let bliver on-de, nissen flytter med). Så skal man måske endda især oplyse og bekæm-pe personer, der påstår, at ondskaben existerer!Men existerer ondskab for ondskabens egen skyld på den anden side, såmå man hylde en mere dyster antropologi à la Hobbes eller Machiavelli,hvor mennesket ikke i sig selv er godt, men snarere kapabelt til både godtog ondt. Et oplyst synspunkt på baggrund af en sådan antropologi ville såsnarere være, som hos Safranski, at man må skabe samfund og institutio-ner, der er i stand til at inddæmme menneskets kapacitet for ondskab (ogaltså ikke tro, at de kan udrydde den, eller at den allerede er udryddet).Man kan måske sige, at den mindste fare er at indrømme muligheden fordet absolut onde, for ondskaben for dens egen skyld – ellers vil man væ-re helt uforberedt på dens eventuelle opdukken?Hvis man betragter en ond handling, som den handlende nyder, så skil-les Safranskis og Svendsens veje i analysen af denne nydelse. Hos Sa-Frederik Stjernfelt42020-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 420franski er den en bivirkning, måske ikke engang nødvendig, fordi detegentlig onde er handlingens frigørelse ikke bare fra det gode, men ogsåfra egoismen. Hos Svendsen derimod får nydelsen en meget vigtig rolle,fordi det reelt er den, der skal være garanti for, at den onde handling i vir-keligheden er misforstået godhed – den retter sig i virkeligheden kun modsubjektets nydelse, og de onde effekter er omvendt en bivirkning af den.Men mod Svendsens bortdisputation af ondskaben kunne man vel om-vendt spørge: jamen hvis det radikalt onde kan opløses i nydelse – hvor-for kan det absolut gode så ikke også opløses i pløret af subjektive fø-lelser, så vi ender i et rent psykologisk spejlkabinet af indre emotioner?Ender etiske spørgsmål så ikke bare med at være et spørgsmål om føleri –og skrider vi så ikke hastigt bort fra Svendsens pligtetiske grundlag overmod nytteetikkens summer af følelser?Et tredje bud på det »radikalt onde« tilbyder Richard Bernstein. Jeg skalikke her gennemgå hele hans bog, men blot fokusere på hans grundige be-handling af det afgørende mødepunkt for Safranski og Svendsen: Kant.Det er jo Kant, der i sit religionsskrift indfører begrebet om »det radikaltonde«, og det er forbundet til en række centrale problemer i hele hans fi-losofi. Bernstein bemærker, at Kant med begrebet om »det radikalt onde«slet ikke henviser til exceptionelt onde handliger à la dem Hannah Arendtanvender beslægtede begreber om. Når Kant taler om det »radikalt onde«,så henviser han bare til, at det onde er »rodfæstet« i den menneskelige na-tur i kraft af den grundlæggende frihed. Det omfatter på denne måde alleonde handlinger, lige fra Auschwitz i det ene yderpunkt og til personer,der handler perfekt og hensynsfuldt over for andre, men alene fordi de harlyst til det, og ikke af agtelse for pligten, som man af frihed burde vælge.Bernstein ser derfor en modsætning mellem friheden og Kants ide om, atdet »radikalt onde« er motiveret af egenkærligheden. Ligesom Safranskiargumenterer med Sade, finder Bernstein en overset kategori hos Kant:nemlig muligheden for at individet vælger det onde af andre grunde endegenkærligheden – det han næsten med Svendsens ordvalg kalder »djæ-velsk« (devilish). Kant hævder ganske vist, at alle mennesker må kendedet kategoriske imperativ, som egenviljen så kan føre os bort fra – menBernstein tilføjer, at der intet er i Kants argument, der umuliggør, at manmed fuld viden om det kategoriske imperativ kan handle ikke bare egen-kærligt, men djævelsk: »There is no free choice (Willkür) unless there isthe free choice to be morally evil, and even devilish.« (42) Følgelig vil og-så Bernstein konkludere, at der ingen flugtvej existerer fra det personligeansvar for at begå onde handlinger (233).Det ondes genkomst vil naturligvis have retsfilosofiske og retspolitiskekonsekvenser. Hvis det personlige ansvar ikke kan bortforklares (undta-gen naturligvis i tilfælde af klinisk utilregnelighed og lignende), så kanDet onde bløddyr. Ondskaben oplever en renæssance – men findes den? 42120-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 421onde handlinger heller ikke restløst oversættes til socialpolitiske proble-mer. Men selv om straf hhv. socialpolitik er de to midler, der naturligt føl-ger af hhv. Safranski/Bernsteins synspunkter på den ene side og Svend-sens på den anden, så er det vigtigt at bemærke, at straf og socialpolitikikke af den grund er hinanden gensidigt udelukkende midler. Man kansagtens argumentere for, at begge bør spille en rolle: socialpolitikken kanikke udrydde det onde, men den kan mindske den baggrund, der er med-virkende til at få individer til at vælge det onde. De, der så alligevel gørdet, er hjemfaldne til straf.Teksten bygger på anmeldelser af Safranskis og Svendsens bøger, der tidligere har stå-et i Weekendavisen.Frederik Stjernfelt42220-stjernfelt anm..qxd  10-07-2003  15:42  Side 422

DET ONDE BLØDDYR - Ondskaben oplever en renæssance – men findes den?

https://tidsskrift.dk/psyke/article/download/8631/7204

DET ONDE BLØDDYR - Ondskaben oplever en renæssance – men findes den?

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)