I artiklen præsenteres to legesyn, et antropologisk-kulturelt og et pædagogisk-psykologisk. Forfatteren udfolder det sidstnævnte, der antager og argumenterer for legens potentiale og mulighed for at bidrage til den legendes læring og udvikling. Her inddrages i overvejende grad den kulturhistoriske skoles virksomhedsbegreb og legeteori, men der sættes spørgsmålstegn ved den klassiske forståelse af Vygotskys legesyn, at barnet nærmest automatisk konstruerer zonen for den nærmeste udvikling i legen. Parallelt med fremstilling af det pædagogiske legesyn inddrages det kulturelle legesyn som kritisk korrektiv, da dette udtrykker betænkelighed og ser en fare for reduktionisme og for, at legens skabende kraft forsvinder i takt med en pædagogisering af legen
