I denne artikel, vil jeg argumentere for, at den nuværende konceptualisering af symptomer på traumatisk stress – og til en vis grad også PTSD-diagnosen – ikke er hensigtsmæssig. Nyere bestræbelser på kultursensitivitet, kulturel personligheds- og stressopfattelse m.fl., lider ofte skibbrud, fordi der, som udgangspunkt og/eller slutresultat, stadig ledes efter symptomer og diagnoser indenfor en vestlig individualiseret medicinsk diskurs. Der argumenteres i disse tilgange for kontekstinddragelse, men hvad menes med dette begreb, og hvorfor er det ikke tilstrækkeligt? Jeg vil vise, hvordan isolation, invasion og undgåelse – tre hovedsymptomer på en traumetilstand – ikke er at placere hos individet, men hos individet og dets omgivelser/relationer. Jeg vil forsøge, at skabe en teoretisk ramme, hvori symptomerne ses som en fælles bevægelse/handling mellem individer
