Offeret udgør en ritualiseret centralstruktur i al religiøs praksis verden over, men hvad symboliserer denne handling egentlig? I herværende artikel anskues fænomenet fra en evolutionær psykologisk vinkel, og gennem tværkulturelle, komparative og eksperimentelle data argumenteres der for, at offeret ikke først og fremmest er et religiøst begreb, men snarere må betragtes som en nøglefaktor i menneskets socialitet, afspejlende et medfødt reciprocitetsprogram som er velkendt i dyreverdenen fra spermacethvaler og vampyrflagermus til primaterne og os selv. Det religiøse offer, som iscenesat ritual, tjener derfor nok som inspiration for den menneskelige samfærdsel, men er i grunden det symbolske udtryk for samme – og således et derivat, som henter dets hele indre hellighed fra dets evne til symbolsk fortætning af netop den udvekslingsnormativitet, der allerede er gældende praksis mellem mennesker uden for den intime yngelplejes nære relation. Det overordnede forhold mellem religion og evolution diskuteres dernæst, og det påpeges, at religionen er en af de nichekonstruktioner, der kan have gjort sig gældende i udviklingen af den menneskelige socialitet og moral. Dels som leverandør af udløsende nøglestimuli og dels som selekterende miljøfaktor i egen ret
