Mange antropologiske, litteraturvidenskabelige og religionsvidenskabelige indianerstudier hjemsøges af primitivisme-romantik, og megen postmoderne og postkolonial litteratur svækkes af religiøse og etniske dagsordener, trods al berettiget fag- og samfundskritik. Jeg appellerer derfor til en ‘no nonsense’ tilgang til religion, en tilgang som jeg sammenfatter i begrebet etno-hermeneutik. Bidraget dokumenterer min egen vandring fra religionshistorisk kulturrelativist til samfundskritiker og universalist, sidstnævnte i kraft af erkendelser inden for den kognitive og neurobiologiske forskning. Faget ligger midt i spændingsfeltet mellem kulturrelativistisk partikularisme og almen menneskelig universalisme. Det kan ikke være anderledes, hvis vi skal leve op til et fag, der tager sit genstands oprindelser, former, funktioner, strukturer og betydninger alvorlig
