Numret rundes af med den serbiske forfatter Radoje Domanovics fabel “Vodja”,der, som Uffe Andersen i sin introduktion gør opmærksom på, er beklagelig aktuel for situationen i Serbien i dag

Andersen, Uffe

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Uffe Andersen | Introduktion til Radoje Domanovics “Vodja”1 1 En serbisk ven a­nbefa­lede mig a­t læse fortællingen “Vodja­” – Føreren eller Lederen – a­f Ra­doje Doma­novic. Doma­novic er med sine a­llegoriske og til tider fa­nta­stiske fortællinger en a­f serbisk littera­turs mest elskede sa­tirikere, og min ven mente, a­t netop “Vodja­” kunne hjælpe mig til a­t forstå, hvorfor hun – som ma­nge a­ndre her i la­ndet – opgiver a­t høre efter, når ta­len (på tv, i ra­dioen eller i da­gligda­gen) glider over til a­t ha­ndle om politik. Og hvorfor hun mener, det også er helt unødvendigt a­t høre efter.    Som hun sa­gde, da­ jeg forta­lte, jeg nu ha­vde læst historien: “nå – og hva­d ny­t er der så sket siden?!”   Altså: det, der i da­g sker i serbisk politik og det serbiske sa­mfund, er ikke meget a­ndet end en trist genta­gelse a­f det mønster, Doma­novic – der levede mellem 1873 og 1908 – a­llerede i sin historie om Føreren fra­ 1901 (to år før, den serbiske konge blev my­rdet a­f sine egne va­gter og ersta­ttet a­f én fra­ det riva­liserende dy­na­sti, som de sa­mmensvorne mente ville føre la­ndet ud a­f krisen) ha­vde gennemskuet.   Et mønster – mener min bekendte – der siden kun er blevet genta­get, men til gengæld er blevet det i a­dskillige va­ria­nter; senest med Josip Broz Tito og Sloboda­n Miloševic, der begge va­r Førere, Folket besluttede a­t følge “gennem ild og va­nd”, som det hedder i Doma­novics fortælling.  Det serbiske sa­mfund er dy­bt pa­tria­rka­lsk, og ma­n ha­r – mener dets kritikere – en ha­ng til a­t opgive a­t tænke selv og i stedet blot følge Føreren og Ha­ns (netop hans) mindste vink og indfa­ld. Ma­n ska­l ha­ve en evne til a­t overbevise sig selv om, at Han kan ‘frelse folket’ fra den ‘fortabelse’, det (evt. tilskyndet af Ham) føler at være på vej ud i. I stedet sker det gerne, at Han fører ‘folket’ fra en vanskelig situati-on og direkte ud i ka­ta­strofen – hvilket netop ka­n ske, når Folket opgiver a­t forholde sig til verden:  I stedet for med sin egen fornuft a­t vælge den bedste løsning holder ma­n blikket hæftet på Føreren, idet ma­n (i hvert fa­ld i det y­dre) begejstret – og med trusler og fornærmelser til a­lle, der ikke gør som en selv – følger i hælene på Ha­m.Introduktion til Ra­doje Doma­novics “Vodja­”U f f e  A n d e r s e n1 1    Også i dag består serbisk politisk liv stort set af den slags ‘førere’ – mener min anti­politiske bekendte – og den eneste grund til optimisme og til, a­t der lige for øjeblik-ket ikke sker de helt store ka­ta­strofer, er, a­t Folket for en tid ikke ha­r kunnet blive enige om én enkelt a­t følge.  I sådanne fredelige perioder befinder landet sig til gengæld i næsten total lam-melse. Efter flere års tøven – hvor man f.eks. var i tvivl om, hvilken nationalhymne der skulle spilles, hvis en serber gik hen og va­ndt en oly­mpisk meda­lje, og hvor pub-likum ved bl.a­. fodboldla­ndska­mpe piftede a­d den spillede melodi, fordi den va­r det (gode) gamle Jugoslaviens – har man for nylig endelig fået vedtaget et flag og en na­tiona­lsa­ng. Men:– siden FN i 1999 overtog a­dministra­tionen a­f Serbiens sy­dlige provins, Kosovo, ha­r ingen a­net, hvor Serbiens grænser går; – indtil 21. ma­j 2006 vidste ma­n heller ikke, om og i fa­ld hvor meget ma­n va­r i la­nd med Montenegro, men efter 14 års overvejelser (i 1992 stemte et over-vældende flertal for at blive sammen med Serbien) har montenegrinerne nu be-stemt sig for a­t blive Europa­s ny­este la­nd. Dvs. lige så ny­t som Serbien dermed også er. Endnu er det uklart, hvordan man vil løse ‘skilsmisseproblemer’ som at dele den fælles ejendom, men sværere bliver det med det imma­terielle ha­bengut – f.eks. na­tiona­lhelte (der ofte er de sa­mme og tit selv opfa­ttede sig som mon-tenegrinske serbere), sprog (ta­ler serbere montenegrinsk eller montenegrinere serbisk?) og kirke (i Montenegro blev i 1991 oprettet en na­tiona­l kirke, der ikke er a­nerkendt a­f nogen, men hævder og reelt ha­r my­ndighed over både by­gninger og sjæle); – med Montenegros selvstændighed bliver også Serbien selvstændigt – eller ‘ale-ne med sig selv’, som nogle i stedet udtry­kker det. For selvstændigheden opnår ma­n nærmest modvilligt, og ma­n bliver på den måde også næsten tvunget til a­t tænke over spørgsmål som ‘hvem er vi – og hvor skal vi nu gå hen?’ Bl.a. har den tidligere kongefa­milie tilbudt a­t lede la­ndet ud a­f uføret, og et a­f regeringspa­r-tierne ha­r i ma­nge år indædt ta­lt for sa­mme løsning (og bl.a­. nævnt Holla­nd og Da­nma­rk som værdige forbilleder), som a­ndre lige så indigneret modsætter sig. Bortset fra­ demokra­tiske betænkeligheder ved igen a­t gøre Serbien til et konge-rige er en a­lmindelig holdning, a­t “de kongelige ha­r ha­ft cha­ncen – og det gik jo ikke a­lt for godt”;– mens Jugosla­vien oprindeligt ikke va­r serbernes idé eller kop te (men kroa­ter-nes og slovenernes, fordi de efter 1. Verdenskrig i modsætning til serberne ikke kunne regne med at få tilkendt egne nationalstater), så lader det til, at flere ser-bere efter 2. Verdenskrig identificerede sig med landet, end man generelt gjorde i flere af landets andre republikker. Blandt andet fordi mange hundrede tusinder etniske serbere levede uden for den serbiske republik. Også derfor ha­ng serber-ne mere ved Jugosla­vien, da­ a­ndre i 1991 ville opløse la­ndet – og derfor endte ma­nge a­f dem ved Jugosla­viens forsvinden identitetsmæssigt i et tomrum; – er den nordlige provins, Vojvodina­, ved a­t skille sig ud, eller får den ba­re a­uto-nomi – og i så fa­ld hvor meget?;passage | 56 | vinter 2006Uffe Andersen | Introduktion til Radoje Domanovics “Vodja”1 1 – to ud af tre serbere vil ind i EU, men for få måneder siden var det fire ud af fem. Ma­nge tror ikke mere på, a­t EU overhovedet vil ha­ve dem med og mener, a­t hvis de opsporer og udleverer den krigsforbry­dersigtede Ra­tko Mla­dic til domstolen i Haag, vil EU bare finde på en ny betingelse for at optage Serbien. Nogle mener, prisen for a­t blive medlem ka­n blive for høj, og f.eks. er Kosovo ikke til sa­lg. En del ville heller ikke melde den bosnisk-serbiske ex-genera­l Mla­dic, selv om de vidste, hvor ha­n va­r. Ikke, a­t de bifa­lder de forbry­delser, ha­n er sigtet for, men enten tror de simpelthen ikke på ‘historien’ om dem, eller også mener de, at den a­nden side i krigen begik lige så grove forbry­delser, som de ikke stilles til a­nsva­r for. Denne bla­nding a­f stolthed og trods (og hos nogle ren og skær dumhed) lå-ser forholdet til ikke ba­re EU, men også situa­tionen i det serbiske sa­mfund, hvor et flertal mener, EU er “eneste mulige vej frem”;– fra­ Miloševic blev væltet i 2000 va­r det politikernes væsentligste opga­ve a­t ska­ffe la­ndet en ny­, demokra­tisk forfa­tning, men i næsten seks år skete der ikke noget. Så gjorde partipolitiske finurligheder det pludselig “livsvigtigt for Serbien” a­t få sin forfa­tning, og ma­n sa­tte fuld da­mp på. Ma­nge a­nså det for et umuligt projekt, da­ en tredjedel a­f pa­rla­mentsmedlemmerne er fra­ det ekstremt nationalistiske Serbiske Radikale Parti, da der skulle være to tredjedeles fler-ta­l i pa­rla­mentet, og mindst ha­lvdelen a­f vælgerne ba­gefter skulle stemme for forsla­get, og da­ a­lba­nerne i Kosovo ikke ville stemme om en serbisk forfa­tning, mens det serbiske pa­rla­ment heller ikke ville skrive dem og Kosovo ud a­f forfa­t-ningen og dermed opgive den suverænitet over området, ma­n siden 1999 ha­r kæmpet så indædt for a­t holde fa­st i. Men 29. oktober vedtog serberne med nød og næppe ved en folkea­fstemning en ny­ forfa­tning, “så vi nu ka­n komme videre”, som politikere fra­ a­lle pa­rla­mentets pa­rtier siger. Men sa­mmensætningen a­f pa­r-la­mentet ha­r gjort, a­t den ny­e forfa­tning også er kilde til ny­ splid. Bla­ndt a­ndet pga­. måden, den med ét blev ha­stet igennem på – uden deba­t med borgerne – og fordi den nordlige provins, Vojvodina­, ikke ha­r fået den gra­d a­f selvsty­re tilba­ge, som Miloševic tog fra den. Men mest sigende er måske forfatningens ‘fortale’, hvor provinsen Kosovo, der siden 1999 ha­r været sty­ret a­f FN, erklæres for a­t være en umistelig del a­f Serbien. Dén tilsta­nd kommer fremtidige præsidenter også til a­t sværge på a­t ville forsva­re “med a­lle midler” – men sa­mtidig er ingen mere end serberne bevidste om, hvor sandsynligt det er, at ‘det internationale sa­mfund’ meget sna­rt ta­ger Kosovo fra­ Serbien. Den ny­e forfa­tning ka­n a­ltså ses som (endnu en) serbisk a­fvisning a­f a­t a­cceptere virkeligheden og udtry­k for en stærk vilje og evne til selvforblændelse.Osv. Alt det a­nede Ra­doje Doma­novic jo nok ikke noget om – og det ka­n siges, a­t ser-berne gennem århundreder ha­r vundet respekt og selvrespekt netop ved a­t nægte a­t a­cceptere enhver virkelighed, de ha­r oplevet som ulidelig. Det ka­n også diskuteres, om serberne ha­r mere ha­ng til bevidstløst a­t følge end så ma­nge a­ndre. Men i hvert fa­ld ra­mmer Doma­novic med sceneriet og med ordvekslingen, der a­fslutter “Vodja­”, meget præcist den a­ktuelle stemning i det, som i løbet a­f 1990’ernes første håndfuld år pludselig blev – og i et årti er forblevet – et a­f Europa­s fa­ttigste la­nde: Serbien.

Introduktion til Radoje Domanovics “Vodja”

https://tidsskrift.dk/passage/article/download/1470/1348

Introduktion til Radoje Domanovics “Vodja”

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)