Artiklen viser, at der har været en tendens til at overse Ludwig Wittgensteins matematiske skrifter som følge af en ensidig fokusering på enten de tidlige logiske arbejder eller den senere sprogfilosofi. Gennem en præsentation af den kontekst hvori matematikfilosofien udkrystalliserer sig, vises det, hvorledes historien om det matematikfilosofiske engagement bidrager til forståelsen af overgangsfasen i Wittgensteins tænkning, hvor der ikke er tale om et fundamentalt brud, men snarere om en udvikling af tankerne
