Elstrøm, Kim

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

anmeldelser190forbud mod performativ selvmodsi-gelse nu også kan bære den enorme for-klaringskraft, som det tillægges. Såvel i sin anvendelse til ”immanent kritik” som i sin omvending i det perfor-mative argument for positiv selvrefe-rence, tjener det til at imødegå konkur-rende positioner, der bygger på radikalt anderledes primisser. Med sit elegante greb kværner dette forbudsprincip de andre positioner ned på en måde, der giver mig ubehagelige associationer til en klassisk freudiansk måde at imø-degå enhver kritik på ved at reducere den til udtryk for psykisk fortrængning. Accepten af  dette princip er nemlig betinget af, at man overtager en omfat-tende sprogfilosofisk teori på betingel-ser, der ikke i sig selv synes at levne megen plads til kommunikativ hand-len.En del af  forklaringen på Habermas’ eklekticisme er utvivlsomt, at idéen om kommunikativ handlen kræver principiel åbenhed over for konkurrerende positioner, men i posi-tionernes indbyrdes kamp stiller også diskursetikeren ultimative betingelser for dialogens form, før den er begyndt. Ja, det kan da godt være, at man laver performative selvmodsigelser, men det kan også godt være, at man siger noget væsentligt, mens man gør det, som man ikke ellers kunne have sagt. Bogens styrke består altså ikke i at afklare forholdet mellem Habermas’ diskursetik og andre moderne positio-ner. Diskursetik og den positive selvreference vil bekræfte modstandernes afsmag lige så grundigt, som den vil styrke til-hængernes begejstring. Derfor inspire-rer den næppe til fornyet dialog med de konkurrerende positioner. Anders Bordum har rigeligt at gøre med at underbygge diskursetikkens overlegne forklaringskraft, og det gør han til gen-gæld også med stor styrke og et suve-rænt overblik. Det er der kommet en bog ud af, som kan få status af  en grønspættebog for diskursetikere i de næste par generationer eller mere af  Habermas-inspirerede studerende og forskere, der konstruktivt vil omsætte diskursetikken i et empirisk forsknings-program. I sidste ende er det her dis-kursetikken skal stå sin prøve i kon-kurrence med det mylder af  diskursive analysestrategier, der dukker op i disse år.Henrik Borup NielsenAthenes kammer – om videnskabernes enhedJan Faye, Athenes kammer. En filosofisk indføring i videnskaber-nes enhed, Høst & Søn, Køben-havn 2000, 219 sider, 248 kr.Under hellenismens gavmilde kultur-politik tilflød store summer videnska-berne. De blomstrede og forgrenede sig. Denne forgrening affødte spørgs-målet, om der overhovedet var en sam-menhæng mellem de forskellige viden-skabelige praksisser, og dette spørgs-mål har vel - med større eller mindre vægt - trængt sig på siden. Det har i hvert fald trængt sig på hos dr. phil. Jan Faye, lektor i filosofi på Køben-havns Universitet, for han har skrevet en indføring i videnskabernes enhed, anmeldelser191hvis hensigt er at åbne en fornyet debat om forholdet mellem videnskaberne. Man har i nyere tid forsøgt at realisere tanken om en enhedsvi-denskab med udgangspunkt i, at der findes fælles træk ved de genstande, som videnskaben beskæftiger sig med. Forsøgene findes i flere udgaver – emergentisme, holisme, reduktionisme. Positivisterne er et eksempel på den sidste udgave. De krævede af  sikker videnskabelig erkendelse, at alle hypo-teser kunne reduceres til udsagn om sanseerkendelse. Forsøgene har ikke været succesfulde, og de har en ten-dens til at støde de interesser, der knyt-ter sig til studiet af  mennesket og dets udfoldelser. Humanvidenskaberne har derfor ofte forsøgt at begrunde sig teoretisk ved netop at pege på deres egenart, på skellet mellem de forskel-lige former for videnskab. Johann Gustav Droysen skel-nede mellem den naturvidenskabelige, universelle forklaring og den humanvi-denskabelige, individuelle fortolkning. Senere begrundede Jürgen Habermas opdelingen mellem natur-, samfunds- og humanvidenskaber ved at pege på, at de var styret af  hver deres erkendel-sesinteresse. Forsøgene på at sætte skel har været mere sejlivede end forsøgene på at samle, men ifølge Faye beror de på den samme myte, som det er vig-tigt at mane i jorden. Myten består i, at man har afvist - eller påvist - enheden ved at henvise til videnskabernes gen-standsområder. Hvad det kommer an på, er at påvise enheden i metoderne. Metoderne giver formen på den viden-skabelige praksis, forklaringerne leve-rer indholdet. Metodologien ligger implicit i den måde, videnskaberne ræsonnerer på, så først når filosoffen skal beskrive den videnskabelige praksis, kan disse forskrifter trækkes frem i lyset, for filo-sofi er netop ikke videnskab. Fayes synspunkt er, at enhver videnskabelig undersøgelse sker på grundlag af  et sæt fælles metoder. Gennem en række diskussioner af  kendsgerninger, meto-der, love og regler, teorier og model-ler, realisme og antirealisme afklarer Faye dette synspunkt. Han fremstiller et væld af  teoripositioner, som beret-tiger betegnelsen ’indføring’. Emnet er dog kompliceret, og bogen er sine steder ganske vanskelig, men Faye har krydret den med en mængde pæda-gogiske eksempler. Undervejs rammer han en pæl igennem en del forestil-linger om, hvad videnskabelige forkla-ringer er, og han påviser i hvor høj grad naturvidenskaben fortolker, og humanvidenskaberne forklarer. Det, de forklarer og fortolker, er kendsgernin-ger, og Faye holder stædigt fast ved, at der – på trods af  en vis opreklameret ’teoriladethed’ - findes objektive kends-gerninger. Naturvidenskaben beskæf-tiger sig med naturlige kendgerninger, som den forklarer kausalt, samfundsvi-denskaben forklarer menneskelige for-hold intentionelt, og humanvidenska-berne forklarer de nominelle kendsger-ninger interpretativt.Videnskabelige teorier forsy-ner os med sprogregler og ordforråd, der sætter os i stand til at beskæftige os med et bestemt genstandsområde, som vi ønsker at erkende og forklare. Videnskabelige teorier kan altså hver-ken være sande eller falske. I videnska-anmeldelser192ben vil enhver forklaring ske med hen-visning til en hypotese, og enhver hypo-tese vil være en fortolkning af  kendger-ninger. Hypoteser eller videnskabelige formodninger skal kunne begrundes, før vor tro på, at de er sande, kan siges at være berettiget. Ydermere skal begrundelsen være pålidelig, og dette skal sikre den videnskabelige metode. Faye påviser, at hermeneutik-ken - en metode til at opnå forståelse af  betydning - er et eksempel på de samme opdagelses- og begrundelses-former som de statistiske og eksperi-mentelle metoder inden for naturvi-denskaben. Samtidig møder man inden for naturvidenskaben den åbenhed i fortolkningen, som kendes fra herme-neutikken.Enhver teoretisk forståelse bygger på idealiseringer og abstraktio-ner, og teorier er regler til beskrivelse af  modeller, og modeller er systemer af  abstrakte objekter. En videnskabe-lig fortolkning er altså ikke interessant, fordi den bygger på en teori, der er sand, men fordi den inddrager generelle begreber og er systematisk. Faye hærder de bløde videnskaber, og derved rokker han faktisk ved en stor del af  de for-domme, som humanvidenskaberne har om sig selv. Barrieren mellem de ide-ografiske og nomotetiske beskrivelser nedbrydes, og dannelse nævnes ikke med ét ord i bogen. Fayes udgangspunkt er sans-ningen, der altid er intentionel, og som omfatter instrumentiel observa-tion, men nogle tolkninger går langt ud over det, der kan afgøres med empiriske midler, fordi vore hypoteser er empirisk eller intentionelt underbe-stemte. Da man ikke kan komme bag erfaringen, kan de ikke afgøres - her holder videnskaben op, og metafysik-ken begynder. Metafysik er ikke viden, men et forsøg på at finde mening i vor viden, som udspringer af  tanken om, at alt i verden udgør en sammenhæn-gende helhed med et fælles udspring i ét kosmos. Derfor kan Faye i foror-det kalde denne videnskabsfilosofiske bog for et debatindlæg og en situati-onsrapport. Et halvt år efter, at bogen er udkommet, har det været småt med debatten, og situationen er, at under-visningsministeriet i et nyhedsbrev fra 15. januar 2001 har døbt det studium generale, som Faye må have haft i tankerne, da han skrev en indføring i videnskabernes enhed, til fagets viden-skabsteori.  Kim Elstrøm

Athenes kammer – om videnskabernes enhed

https://tidsskrift.dk/slagmark/article/download/104938/153768

Athenes kammer – om videnskabernes enhed

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)