Artiklen tager afsæt i to personer, der var blandt hovedkræfterne bag oprettelsen af et folkeuniversitet på dansk grund, den revolutionære socialist Gerson Trier og historikeren Kristian Erslev. Den viser, hvorledes de to personer havde vidt forskellige ideologiske bevæggrunde for at engagere sig i den nye institution. Trier så institutionen som et led i højnelsen af proletariatets levevilkår, mens Erslev inddrog Folkeuniversitetet i kampen for en nyorientering af Københavns Universitet. Troen på værdien af videnskabsbaseret folkeoplysning havde de til fælles. Artiklen stiller skarpt på de kompromiser og strategier Trier og Erslev betjente sig af for at skabe rum for Folkeuniversitetet i det danske oplysningslandskab, og artiklen undersøger herved den komplekse proces, hvorigennem idéer gennem forhandling glider ind i institutioner og omsættes til praksis
