Ph.d.-afhandlingen undersøger betydningen af ledelsens styringsform i forhold til medarbejdernes meningsskabelse omkring CSR. Herunder hvorvidt CSR som koncept påvirker medarbejderes forventninger til ledelsens styringsform og sensegiving, og i givet fald hvordan. Ligeledes hvilke virksomhedsinterne processer der viser sig at have indflydelse på ledelsens styringsform og medarbejdernes meningsskabelsesproces i relation til CSR.
Afhandlingen er baseret på et longitudinelt studie i VELUX hovedkontor i Hørsholm, Danmark, i forhold til implementeringen af Sustainable Living, som er det overordnede mål for VELUX’ arbejde med bæredygtighed såvel internt som eksternt.
Data er indhentet med to års interval i henholdsvis 2008 og 2010 og er baseret på 70 interviews med medarbejdere, mellemledere og ledelse i 2008 og 2010 samt observationsstudier i sammenlagt 2½ år. Sideløbende med disse undersøgelser har jeg deltaget i seminarer, projekter & møder, fulgt presseomtale om CSR i VELUX og undersøgt interne dokumenter med relation til CSR området