Afhandlingens tematiske sag er en genvindelse af Heideggers tænkning og tænkevej som en før-sokratisk informeret, ny-aristotelisk ἦθος-tænkning og dette som en rekonstruktion af antik selv-ledelses-tænkning.
I Komposition, referencer, oversættelser og forkortelser udvikles blandt andet en særlig forbindelse mellem referentialitet og afhandlingens komposition, under inspiration fra Heideggers egen brug af inter- og intra-tekstualitet, og vigtige kilder og formalia præsenteres. Kompositionen og dermed afhandlingens enkelte §’er er tænkt således, at en række temaer gennem afhandlingen ofte forbinder sig med tidligere udviklede temaer, som nu sættes anderledes i spil og ind i nye sammenhænge, og herved oplyses det tidligere og det senere udviklede i en gensidighed. Sagt på en anden måde, så vil en lang række forberedende behandlinger finde en senere udfoldelse, og dette angivet som en tendens i kompositionen......
