The paper is a brief study of the Danish expression lavær! (lad være). The author presents the expression’s origin and makes comments regarding lavær-related problems of orthographic, phonetic and semantic nature. The paper is concluded with remarks concerning the expression’s grammatical and syntactic status

Hansen, Erik

Biblioteka Nauki - repozytorium artykuÅÃ³w

Lavær!

Abstract
                The paper is a brief study of the Danish expression lavær! (lad være). The author presents the expression’s origin and makes comments regarding lavær-related problems of orthographic, phonetic and semantic nature. The paper is concluded with remarks concerning the expression’s grammatical and syntactic status. </jats:p

Erik Hansen

Crossref

Folia Scandinavica Posnaniensia

  Zeszyty Naukowe Centrum Badań im. Edyty Stein  

 
 
 
 
 
LAVÆR! 
 
 
 
ERIK HANSEN 
København 
 
ABSTRACT. The paper is a brief study of the Danish expression lavær! 
(lad være). The author presents the expression’s origin and makes 
comments regarding lavær-related problems of orthographic, phonetic 
and semantic nature. The paper is concluded with remarks concerning 
the expression’s grammatical and syntactic status.  
1. INDLEDNING 
Emnet for denne artikel er et højfrekvent idiom i moderne 
dansk talesprog, nemlig det privative udtryk lade være: 
 
(1) a. lad være at tale højt 
b. I må lade være med at bruge så mange penge 
c. la’ nu vær’ med det dér! 
 
I de fleste sammenhænge har lade være (med) samme semantiske værdi som 
negeret imperativ: 
 
(2) a. tal ikke højt! 
b. brug ikke så mange penge! 
 
Til trods for sin uundværlighed og meget hyppige forekomst i talesproget er 
lade være ikke eller kun meget sporadisk behandlet i grammatiske frem-
stillinger1 og i lærebøger i dansk som andetsprog. 
2. OPRINDELSE 
Oprindelsen til udtrykket lad vær(e) synes at være den velkendte 
konstruktion som ofte benævnes ”akkusativ med infinitiv” (GDS, III:1414 ff.): 
 
  
1 Se dog Grammatik over det Danske Sprog (GDS, II:1006 ff.). 
FOLIA SCANDINAVICA 
VOL. 20 POZNAŃ 2016 
DOI: 10.1515/fsp-2016-0025 
© 2016 Erik Hansen. This is an open access article distributed under the Creative Commons  
Attribution-NonCommercial-NoDerivs license (http://creativecommons.org.pl/licenses/by-nc-nd/3.0/)  
52 Erik Hansen 
(3) a. Nu er det nok ham, der er arrig […] La’ mig være (Wied, 1966-68, III:268) 
b. lad nu den radio være! 
c. Søndenvinden, o! han har mig kjær; 
    derfor kan han aldrig la’ mig vær’ (Aakjær, 1920:107) 
 
Jf.  
 
(4) a. vi lod ham blive 
b. har du set solen stå op? 
c. hun beder os komme til te i aften 
d. du må lade dem sidde i fred 
 
Betydningen af fx lad Ole være er vanskelig at parafrasere: undgå kontakt med 
Ole, gener ikke Ole, hjælp ikke Ole, undlad at kritisere Ole osv. Altså generelt: 
undgå kontakt! Udskiftes akkusativen med en infinitiv, får vi fx 
 
(5) a. du må lade være at ringe 
b. vil du lade være at svare? 
c. lad være at råbe! 
 
Parafrase: udfør ikke den handling infinitiven betegner: ring ikke, svar ikke, 
råb ikke osv. 
Efter den almindelige regel placeres at-infinitiven til slut, i tungtledsfeltet 
(Hansen, 2006:75 ff.), altså efter vær(e). Dette gælder også hvor konstruk-
tionen er middelbar, dvs. at infinitiven er tilknyttet med præpositionen med: 
 
(6) a. Lad være med at stikke dig i ansigtet med bestikket, når du spiser 
    (Information 25.4.2015, s. 24) 
b. […] en Sjæl, der tørstede efter Lys og Lykke og ikke kunne lade være 
    med at haabe paa en Solstraale (Pontoppidan, 1950:250) 
c. Ja – lov mig at la’ vær’ med at gå med gule støvler til diplomatfrakke 
    (Storm Petersen) 
3. UDTALE OG STAVNING 
Retskrivningsordbogen (RO,2012) nævner ikke eksplicit forbindelsen lade 
være. Heraf må man kunne slutte at lad(e) være er den autoriserede stavemåde: 
 
(7) a. Hvis du forsvinder nu, skal jeg lade være med at anmelde dig.  
    (Madsen, 1976:131) 
b. La være med at forelæse for mig. Jeg er ikke til eksamen. (Stein, 2014:41) 
 
Imidlertid ser det ud til at forfattere meget ofte vælger en stavemåde som bedre 
end den autoriserede afspejler den mundtlige form: 
 
Lavær! 53 
(8) a. For himlens skyld, la vær med at råbe så højt. (Andersen, 1979:54) 
b. Rasmus, la’ vær’ med at klapre så meget med tænderne – vi kan bi’e 
anholdt for gadeuorden. (Storm Petersen) 
c. La’ nu vær’ og spør så meget. (Panduro, 1971:29) 
 
Apostrofferne markerer bortfald af bogstaver i skrivemåderne, svarende til den 
almindelige udtales bortfald af sproglyde sammenlignet med normen. Det 
spirantiske d er bortfaldet i la’, og det tryksvage udlydende e i vær’, begge 
lyde som generelt er udsat for svind (Brink et al., 1990:831 og 1535). 
Enstavelsesordet vær’ har stød og er således i udtalen identisk med 
imperativ af være, fx 
 
(9) Vær velkommen, Herrens Aar (Grundtvig, Højskolesangbogen, 18. udg., 2006: 213/248, 
opr. 1849) 
 
Det kan dog i visse tilfælde være rimeligt at tolke ordformen vær som en 
imperativ af være, idet imperativen lad kan udløse imperativkongruens. Det vil 
sige at et imperativisk førsteled i en verbalkæde omtolker kædens øvrige 
verbaler til imperativisk form (GDS, III: 1004 ff.): 
 
(10) a. La’ vær’ at skab dig, Lotte (Schandorph, 1905:22) 
b. - la’ nu vær og tud, muser – det er han ikke værd (Abell, 1967:12) 
c. Kom så, dit lange skidehus og la’ vær’ og lig der og flyd (Rifbjerg, 1993:42) 
d. La’ nu vær’ og spør’ så meget (Panduro, 1971:29) 
 
Infinitivsmærket at har en udtale som gør det enslydende med og (jf. det 
norske å: en bok du har lyst til å lese videre i), og det skrives tit som og for at 
markere den naturlige udtale (Brink et al., 1990:186): 
 
(11) ka’ du la’ vær’ og råbe op! (Abell, 1935:44) 
 
Udtalen uden svind og den tilsvarende stavemåde er altid at regne for korrekt: 
 
(12) kan du lade være at råbe op 
4. MIDDELBAR TILKNYTNING OG ANAFORISK ELLIPSE 
Lavær har en lidt mere kompliceret konstruktion end beskrevet ovenfor. 
Lavær kan have sine underordnede led tilknyttet middelbart med præpo-
sitionen med, jf. (13): 
 
(13) a. […] en Sjæl, der tørstede efter Lys og Lykke og ikke kunde lade være 
med at haabe paa en Solstraale. (Pontoppidan, 1950:250) 
54 Erik Hansen 
b. Nana mente også, jeg skulle blive ved med at skrive op og prøve at lade 
være med at løbe om kap med Straus og mig selv (Bodelsen, 1971:134) 
c. Hvis du forsvinder nu, skal jeg lade være med at anmelde dig.  
(Madsen, 1976:131) 
 
Den middelbare konstruktion synes ikke semantisk at adskille sig fra den 
umiddelbare. Stilistisk er der muligvis den forskel at den umiddelbare 
konstruktion virker lidt mere gammeldags eller formel end konstruktionen med 
med. 
Hvor kontekst eller situation gør det muligt, kan infinitiven udelades, 
således at der opstår en anaforisk ellipse: 
 
(14) a. Ilse: Jeg synes stadig, du tænker på det? Jan: Kan ikke lade være  
[at tænke på det]. (Rifbjerg, 1962:8) 
b. Der var flere ting Bang ville spørge om, men han lod være [at spørge]. 
(Bodelsen, 1971:58) 
 
Infinitiven kan også pronominaliseres, men kun middelbart, med med: 
 
(15) Og lad vær med det en anden gang. (Rifbjerg, 1976:113) 
5. BRUG OG BETYDNING 
Udtryk hvori lavær indgår, er oftest regulative sproghandlinger, dvs. 
udsagn der er forsøg på at få modtageren til at udføre eller til at afstå fra at 
udføre bestemte handlinger. 
 
(16) a. La’ vær’ og rør’ mig! (Lucas/McClymont, 1998:82) 
b. Lad være med at sige mig imod! (Bodelsen, 1987:132) 
c. La’ nu vær’ og spør’ så meget (Panduro, 1971:29) 
 
Lavær er en direkte henvendelse til modtageren og bruges derfor ikke i officielle 
normerende anvisninger: 
 
(17) a. Gå ikke over sporet, der kommer tog (DSB, højttaler) 
b. Så ikke dild på samme plads år efter år (frøpose, Nordic Garden a/s, 2013) 
 
Jf. 
 
(18) a. Lad være at gå over sporet, der kommer tog 
b. Lad være med at så dild på samme plads år efter år 
 
Lavær! 55 
6. GRAMMATISK STATUS 
Lavær kan bruges uden egentlig grammatisk kontekst, som en inter-
jektion: 
 
(19) a. Å la’vær’ – tror du jeg er mannequin (Storm Petersen) 
b. Hvilken Petersen […]? Aa lad nu være! Vi er da voksne Mennesker 
(Wied, 1966-68 III:233) 
c. Hvad skulde jeg gøre? Jeg tryglede ham naturligvis om at lade være. Jeg 
tiggede ham ligefrem. (Pontoppidan, 1950:133) 
 
Det kunne tolkes sådan at lavær er en etfeltshelhed og altså snarest må be-
skrives som ét ord (EDG: 251 ff.). 
Men der er også argumenter for at betragte lavær som en enhed bestående 
af to ord. Det viser sig ved at la’ eller lad(e) – men ikke infinitiven – kan bøjes 
som et verbum: 
 
(20) a. Hvis du nu lader være med at ringe? 
b. Der var flere ting Bang ville spørge om, men han lod være (Bodelsen, 1971:58) 
c. Og jeg ku’ simpelthen ha’ lad’t vær’ mæ’ og følle deres Raad. (Soya, 1947:126) 
 
Yderligere står der tit et adverbial mellem la’ og vær’: la’ nu/så/hellere/lige 
vær’. Det er en af de adverbialtyper vi finder mellem finit og infinit verbum i 
en sætning: han vil hellere tage hjem (Hansen, 2006: 55 ff.): Endnu et 
argument for at lavær-konstruktionen ligner eller er en sætning: 
 
(21) a. Mick, lad for himlens skyld være med at ryste den flaske. (Panduro, 1960:58) 
b. Læg det her, men lad hellere være, det bliver omgående stjålet. (ibid.: 143)  
c. Jamen, så lad da for helvede være med at stå der og glo. (Weinreich, 2007:221)  
 
Såkaldt lette led står foran adverbialet, de tungere bagved som i almindelige 
sætninger (GDS, III:1637 ff.): 
 
(22) a. Lad ham nu være 
b. Lad nu Ole være 
7. EN JOKER I DET DANSKE SPROG 
Er lavær en sætning eller et ord? Og hvis det er et ord, hvilken ordklasse? 
Er lavær underlagt normale grammatiske regler, hvordan udtales det, og 
hvordan er den korrekte stavning? Hvorfor kan man ikke finde det som 
opslagsord i ordbøgerne? 
Men lavær er helt sikkert et hyppigt og uundværligt udtryk i naturligt 
samkvem mellem folk der taler dansk med hinanden. 
56 Erik Hansen 
MATERIALE 
Abell, Kjeld (1935). Melodien der blev væk. København: Gyldendal.  
Abell, Kjeld (1967). Dyveke. København: Gyldendal.  
Andersen, Benny (1968). Tykke Olsen. København: Borgen.  
Andersen, Benny (1979). Orfeus i undergrunden. København: Borgen. 
Bodelsen, Anders (1971). Straus. København: Gyldendal.  
Bodelsen, Anders (1987). Jeg kommer til at løbe. København: Gyldendal. 
Bodelsen, Anders (2009). Varm luft. København: Gyldendal.  
Lucas, I., McClymont, A. (red.). (1998). Ny dansk dramatik. København: Dansklærerforeningen. 
Madsen, Svend Åge (1976). Tugt og utugt i mellemtiden, bd. 2. København: Gyldendal. 
Madsen, Svend Åge (1990). Mellem himmel og jord. København: Gyldendal. 
Panduro, Leif (1960). De uanstændige. København: Gyldendal.  
Panduro, Leif (1971). Rundt om Selma. København: Gyldendal. 
Pontoppidan, Henrik (1950). Noveller og Skitser, bd. I-III. København: Gyldendal. 
Rifbjerg, Klaus (1962). Weekend. Kosmorama, december.  
Rifbjerg, Klaus (1976). De beskedne, bd. 1. København: Gyldendal. 
Rifbjerg, Klaus (1993). Vi bliver jo ældre. København: Gyldendal.  
Schandorph, Sophus (1905). Skovfogedbørnene. København: Gyldendal. 
Soya (1947): Efter. København: Westermann. 
Stein, Jesper (2014). Akrash. København: Politikens Forlag. 
Storm Petersen, Robert (1956). I Tonernes Verden og 48 andre Fortællinger. København: 
Branner og Korch. 
Storm Petersen, Robert (1974-76). Tegninger og tekster, bd. I-III. København: Carit Andersen. 
Weinreich, Torben (2007). Tværsummen. Lundby: Phiomia. 
Wied, Gustav (1966-68). Romaner, noveller, skuespil, bd. 1-12. København: Rosenkilde og Bagger. 
Aakjær, Jeppe (1920). Samlede Digte, bd. I-II. København: Gyldendal. 
LITTERATUR 
Brink, L. et al. (1990). Den Store Danske Udtaleordbog. København: Munksgaard. 
EDG = Diderichsen, P. (1962). Elementær dansk Grammatik. 3. udg. København: Gyldendal. 
GDS = Hansen, E. & Heltoft, L. (2011). Grammatik over det Danske Sprog, bd. I-III. København: 
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 
Hansen, E. (2006). Dæmonernes Port. 5. udg. København: Hans Reitzel.  
RO = Dansk Sprognævn (2012). Retskrivningsordbogen. 4. udg. København: Alinea A/S. 
 
 
Erik Hansen 
København 
ehans@mail.dk 


Danish

     LAVÆR!    ERIK HANSEN København  ABSTRACT. The paper is a brief study of the Danish expression lavær! (lad være). The author presents the expression’s origin and makes comments regarding lavær-related problems of orthographic, phonetic and semantic nature. The paper is concluded with remarks concerning the expression’s grammatical and syntactic status.  1. INDLEDNING Emnet for denne artikel er et højfrekvent idiom i moderne dansk talesprog, nemlig det privative udtryk lade være:  (1) a. lad være at tale højt b. I må lade være med at bruge så mange penge c. la’ nu vær’ med det dér!  I de fleste sammenhænge har lade være (med) samme semantiske værdi som negeret imperativ:  (2) a. tal ikke højt! b. brug ikke så mange penge!  Til trods for sin uundværlighed og meget hyppige forekomst i talesproget er lade være ikke eller kun meget sporadisk behandlet i grammatiske frem-stillinger1 og i lærebøger i dansk som andetsprog. 2. OPRINDELSE Oprindelsen til udtrykket lad vær(e) synes at være den velkendte konstruktion som ofte benævnes ”akkusativ med infinitiv” (GDS, III:1414 ff.):    1 Se dog Grammatik over det Danske Sprog (GDS, II:1006 ff.). FOLIA SCANDINAVICA VOL. 20 POZNAŃ 2016 DOI: 10.1515/fsp-2016-0025 © 2016 Erik Hansen. This is an open access article distributed under the Creative Commons  Attribution-NonCommercial-NoDerivs license (http://creativecommons.org.pl/licenses/by-nc-nd/3.0/)  52 Erik Hansen (3) a. Nu er det nok ham, der er arrig […] La’ mig være (Wied, 1966-68, III:268) b. lad nu den radio være! c. Søndenvinden, o! han har mig kjær;     derfor kan han aldrig la’ mig vær’ (Aakjær, 1920:107)  Jf.   (4) a. vi lod ham blive b. har du set solen stå op? c. hun beder os komme til te i aften d. du må lade dem sidde i fred  Betydningen af fx lad Ole være er vanskelig at parafrasere: undgå kontakt med Ole, gener ikke Ole, hjælp ikke Ole, undlad at kritisere Ole osv. Altså generelt: undgå kontakt! Udskiftes akkusativen med en infinitiv, får vi fx  (5) a. du må lade være at ringe b. vil du lade være at svare? c. lad være at råbe!  Parafrase: udfør ikke den handling infinitiven betegner: ring ikke, svar ikke, råb ikke osv. Efter den almindelige regel placeres at-infinitiven til slut, i tungtledsfeltet (Hansen, 2006:75 ff.), altså efter vær(e). Dette gælder også hvor konstruk-tionen er middelbar, dvs. at infinitiven er tilknyttet med præpositionen med:  (6) a. Lad være med at stikke dig i ansigtet med bestikket, når du spiser     (Information 25.4.2015, s. 24) b. […] en Sjæl, der tørstede efter Lys og Lykke og ikke kunne lade være     med at haabe paa en Solstraale (Pontoppidan, 1950:250) c. Ja – lov mig at la’ vær’ med at gå med gule støvler til diplomatfrakke     (Storm Petersen) 3. UDTALE OG STAVNING Retskrivningsordbogen (RO,2012) nævner ikke eksplicit forbindelsen lade være. Heraf må man kunne slutte at lad(e) være er den autoriserede stavemåde:  (7) a. Hvis du forsvinder nu, skal jeg lade være med at anmelde dig.      (Madsen, 1976:131) b. La være med at forelæse for mig. Jeg er ikke til eksamen. (Stein, 2014:41)  Imidlertid ser det ud til at forfattere meget ofte vælger en stavemåde som bedre end den autoriserede afspejler den mundtlige form:  Lavær! 53 (8) a. For himlens skyld, la vær med at råbe så højt. (Andersen, 1979:54) b. Rasmus, la’ vær’ med at klapre så meget med tænderne – vi kan bi’e anholdt for gadeuorden. (Storm Petersen) c. La’ nu vær’ og spør så meget. (Panduro, 1971:29)  Apostrofferne markerer bortfald af bogstaver i skrivemåderne, svarende til den almindelige udtales bortfald af sproglyde sammenlignet med normen. Det spirantiske d er bortfaldet i la’, og det tryksvage udlydende e i vær’, begge lyde som generelt er udsat for svind (Brink et al., 1990:831 og 1535). Enstavelsesordet vær’ har stød og er således i udtalen identisk med imperativ af være, fx  (9) Vær velkommen, Herrens Aar (Grundtvig, Højskolesangbogen, 18. udg., 2006: 213/248, opr. 1849)  Det kan dog i visse tilfælde være rimeligt at tolke ordformen vær som en imperativ af være, idet imperativen lad kan udløse imperativkongruens. Det vil sige at et imperativisk førsteled i en verbalkæde omtolker kædens øvrige verbaler til imperativisk form (GDS, III: 1004 ff.):  (10) a. La’ vær’ at skab dig, Lotte (Schandorph, 1905:22) b. - la’ nu vær og tud, muser – det er han ikke værd (Abell, 1967:12) c. Kom så, dit lange skidehus og la’ vær’ og lig der og flyd (Rifbjerg, 1993:42) d. La’ nu vær’ og spør’ så meget (Panduro, 1971:29)  Infinitivsmærket at har en udtale som gør det enslydende med og (jf. det norske å: en bok du har lyst til å lese videre i), og det skrives tit som og for at markere den naturlige udtale (Brink et al., 1990:186):  (11) ka’ du la’ vær’ og råbe op! (Abell, 1935:44)  Udtalen uden svind og den tilsvarende stavemåde er altid at regne for korrekt:  (12) kan du lade være at råbe op 4. MIDDELBAR TILKNYTNING OG ANAFORISK ELLIPSE Lavær har en lidt mere kompliceret konstruktion end beskrevet ovenfor. Lavær kan have sine underordnede led tilknyttet middelbart med præpo-sitionen med, jf. (13):  (13) a. […] en Sjæl, der tørstede efter Lys og Lykke og ikke kunde lade være med at haabe paa en Solstraale. (Pontoppidan, 1950:250) 54 Erik Hansen b. Nana mente også, jeg skulle blive ved med at skrive op og prøve at lade være med at løbe om kap med Straus og mig selv (Bodelsen, 1971:134) c. Hvis du forsvinder nu, skal jeg lade være med at anmelde dig.  (Madsen, 1976:131)  Den middelbare konstruktion synes ikke semantisk at adskille sig fra den umiddelbare. Stilistisk er der muligvis den forskel at den umiddelbare konstruktion virker lidt mere gammeldags eller formel end konstruktionen med med. Hvor kontekst eller situation gør det muligt, kan infinitiven udelades, således at der opstår en anaforisk ellipse:  (14) a. Ilse: Jeg synes stadig, du tænker på det? Jan: Kan ikke lade være  [at tænke på det]. (Rifbjerg, 1962:8) b. Der var flere ting Bang ville spørge om, men han lod være [at spørge]. (Bodelsen, 1971:58)  Infinitiven kan også pronominaliseres, men kun middelbart, med med:  (15) Og lad vær med det en anden gang. (Rifbjerg, 1976:113) 5. BRUG OG BETYDNING Udtryk hvori lavær indgår, er oftest regulative sproghandlinger, dvs. udsagn der er forsøg på at få modtageren til at udføre eller til at afstå fra at udføre bestemte handlinger.  (16) a. La’ vær’ og rør’ mig! (Lucas/McClymont, 1998:82) b. Lad være med at sige mig imod! (Bodelsen, 1987:132) c. La’ nu vær’ og spør’ så meget (Panduro, 1971:29)  Lavær er en direkte henvendelse til modtageren og bruges derfor ikke i officielle normerende anvisninger:  (17) a. Gå ikke over sporet, der kommer tog (DSB, højttaler) b. Så ikke dild på samme plads år efter år (frøpose, Nordic Garden a/s, 2013)  Jf.  (18) a. Lad være at gå over sporet, der kommer tog b. Lad være med at så dild på samme plads år efter år  Lavær! 55 6. GRAMMATISK STATUS Lavær kan bruges uden egentlig grammatisk kontekst, som en inter-jektion:  (19) a. Å la’vær’ – tror du jeg er mannequin (Storm Petersen) b. Hvilken Petersen […]? Aa lad nu være! Vi er da voksne Mennesker (Wied, 1966-68 III:233) c. Hvad skulde jeg gøre? Jeg tryglede ham naturligvis om at lade være. Jeg tiggede ham ligefrem. (Pontoppidan, 1950:133)  Det kunne tolkes sådan at lavær er en etfeltshelhed og altså snarest må be-skrives som ét ord (EDG: 251 ff.). Men der er også argumenter for at betragte lavær som en enhed bestående af to ord. Det viser sig ved at la’ eller lad(e) – men ikke infinitiven – kan bøjes som et verbum:  (20) a. Hvis du nu lader være med at ringe? b. Der var flere ting Bang ville spørge om, men han lod være (Bodelsen, 1971:58) c. Og jeg ku’ simpelthen ha’ lad’t vær’ mæ’ og følle deres Raad. (Soya, 1947:126)  Yderligere står der tit et adverbial mellem la’ og vær’: la’ nu/så/hellere/lige vær’. Det er en af de adverbialtyper vi finder mellem finit og infinit verbum i en sætning: han vil hellere tage hjem (Hansen, 2006: 55 ff.): Endnu et argument for at lavær-konstruktionen ligner eller er en sætning:  (21) a. Mick, lad for himlens skyld være med at ryste den flaske. (Panduro, 1960:58) b. Læg det her, men lad hellere være, det bliver omgående stjålet. (ibid.: 143)  c. Jamen, så lad da for helvede være med at stå der og glo. (Weinreich, 2007:221)   Såkaldt lette led står foran adverbialet, de tungere bagved som i almindelige sætninger (GDS, III:1637 ff.):  (22) a. Lad ham nu være b. Lad nu Ole være 7. EN JOKER I DET DANSKE SPROG Er lavær en sætning eller et ord? Og hvis det er et ord, hvilken ordklasse? Er lavær underlagt normale grammatiske regler, hvordan udtales det, og hvordan er den korrekte stavning? Hvorfor kan man ikke finde det som opslagsord i ordbøgerne? Men lavær er helt sikkert et hyppigt og uundværligt udtryk i naturligt samkvem mellem folk der taler dansk med hinanden. 56 Erik Hansen MATERIALE Abell, Kjeld (1935). Melodien der blev væk. København: Gyldendal.  Abell, Kjeld (1967). Dyveke. København: Gyldendal.  Andersen, Benny (1968). Tykke Olsen. København: Borgen.  Andersen, Benny (1979). Orfeus i undergrunden. København: Borgen. Bodelsen, Anders (1971). Straus. København: Gyldendal.  Bodelsen, Anders (1987). Jeg kommer til at løbe. København: Gyldendal. Bodelsen, Anders (2009). Varm luft. København: Gyldendal.  Lucas, I., McClymont, A. (red.). (1998). Ny dansk dramatik. København: Dansklærerforeningen. Madsen, Svend Åge (1976). Tugt og utugt i mellemtiden, bd. 2. København: Gyldendal. Madsen, Svend Åge (1990). Mellem himmel og jord. København: Gyldendal. Panduro, Leif (1960). De uanstændige. København: Gyldendal.  Panduro, Leif (1971). Rundt om Selma. København: Gyldendal. Pontoppidan, Henrik (1950). Noveller og Skitser, bd. I-III. København: Gyldendal. Rifbjerg, Klaus (1962). Weekend. Kosmorama, december.  Rifbjerg, Klaus (1976). De beskedne, bd. 1. København: Gyldendal. Rifbjerg, Klaus (1993). Vi bliver jo ældre. København: Gyldendal.  Schandorph, Sophus (1905). Skovfogedbørnene. København: Gyldendal. Soya (1947): Efter. København: Westermann. Stein, Jesper (2014). Akrash. København: Politikens Forlag. Storm Petersen, Robert (1956). I Tonernes Verden og 48 andre Fortællinger. København: Branner og Korch. Storm Petersen, Robert (1974-76). Tegninger og tekster, bd. I-III. København: Carit Andersen. Weinreich, Torben (2007). Tværsummen. Lundby: Phiomia. Wied, Gustav (1966-68). Romaner, noveller, skuespil, bd. 1-12. København: Rosenkilde og Bagger. Aakjær, Jeppe (1920). Samlede Digte, bd. I-II. København: Gyldendal. LITTERATUR Brink, L. et al. (1990). Den Store Danske Udtaleordbog. København: Munksgaard. EDG = Diderichsen, P. (1962). Elementær dansk Grammatik. 3. udg. København: Gyldendal. GDS = Hansen, E. & Heltoft, L. (2011). Grammatik over det Danske Sprog, bd. I-III. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hansen, E. (2006). Dæmonernes Port. 5. udg. København: Hans Reitzel.  RO = Dansk Sprognævn (2012). Retskrivningsordbogen. 4. udg. København: Alinea A/S.   Erik Hansen København ehans@mail.dk 

https://pressto.amu.edu.pl/index.php/fsp/article/download/6757/6767

Lavær!

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Biblioteka Nauki - repozytorium artykuÅÃ³w

Crossref

Zeszyty Naukowe Centrum Badań im. Edyty Stein

Folia Scandinavica Posnaniensia

Lavær!

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Biblioteka Nauki - repozytorium artykuÅÃ³w

Crossref

Zeszyty Naukowe Centrum Badań im. Edyty Stein

Folia Scandinavica Posnaniensia

Biblioteka Nauki - repozytorium artykuÅÃ³w