research

Resultater og erfaringer med ukrudtsbekæmpelse i økologiske frilandsgrønsager

Abstract

Nærværende artikel beskriver de senere års erfaringer og resultater med bekæmpelse af ukrudt i rækken i økologiske frilandsgrønsager, som kendes fra praksis og fra de markforsøg, som i forskningsmæssigt regi er gennemført nationalt og i nærmeste udland. Udplantning fremfor udsåning af grønsager fører almindeligvis til færre ukrudtsproblemer. Behovet for manuel lugning er betydeligt mindre, og det er i dag muligt at gennemføre mekanisk ukrudtsbekæmpelse med et rimeligt resultat i kulturer som kål og knoldselleri. I andre kulturer som f.eks. plantede porre og løg kan udplantning kombineret med ukrudtsharvning også føre til et meget lille håndlugningsbehov, men erfaringsgrundlaget stadig er ret begrænset. Ukrudtsbekæmpelsen i såede kulturer - og her tænkes der primært på gulerødder, såløg og såporre - er særlig krævende og dyr, fordi de 3 arter har et stort bekæmpelsesbehov, og fordi meget af bekæmpelsen er baseret på tidskrævende håndlugning. Tidsforbruget til lugning ligger typisk på 100-400 timer ha-1 alt afhængig af ukrudtstrykket. I de senere år er der fra forskningsmæssig side arbejdet en del på at forbedre den maskinelle bekæmpelse af ukrudt i rækken i de 3 kulturer. De bedste resultater er opnået i såløg og såporre, hvor flammebehandling kombineret med mekanisk ukrudtsbekæmpelse har kunnet reducere lugetiden med 70-80%. Det er relativt høje reduktioner, men resten af ukrudtet skal stadig fjernes ved håndlugning, og tidsforbruget til det kan nemt løbe op i 50 -100 timer ha-1 ved større ukrudtstryk. Der er derfor stadig behov for at udvikle og forfine bekæmpelsesstrategier, som bygger på kendte metoder, samt behov for at søge efter nye og mere effektive teknikker til maskinel bekæmpelse af ukrudt i rækkerne

    Similar works