research

Radrensning med og uden ukrudtsharvning i vintersæd om foråret i samspil med forskellige dyrkningsfaktorer

Abstract

Fire markforsøg blev gennemført med henblik på at undersøge ukrudts- og udbytteeffekter af radrensning med og uden ukrudtsharvning i vinterrug og -byg om foråret under indflydelse af dyrkningsfaktorerne: rækkeafstand, gødningsudbringning og udsædsmængde. Resultaterne kan sammenfattes til følgende konklusioner: · Radrensning kunne lettere gennemføres på 24 cm’s rækkeafstand og med bedre ukrudtseffekt end på 12 cm · Ukrudtsharvning udført lige efter radrensning, og ved samme hastighed som denne, forbedrede bekæmpelseseffekterne med 17-39% · En forbedring af kornets konkurrenceevne mod ukrudt i selve kornrækken gennem en øget kornplantebestand eller ved placering af gødningen forbedrede bekæmpelseseffekterne af mekanisk bekæmpelse med 20-30%, således at de samlede effekter var tæt på niveauet for kemisk bekæmpelse (80-90%) · Også mod ukrudtsarter med pælerods- og strækningsvækst blev der opnået gode bekæmpelseseffekter i størrelsesordenen 65-90% · 24 cm’s rækkeafstand medførte generelt udbyttetab på 9-12% i vinterbyg og 4-6% i rug i forhold til 12 cm Radrensning på 24 cm’s rækkeafstand synes umiddelbart mest anvendelig til økologisk vin-tersædsdyrkning, hvor udbyttetabene som følge af den større rækkeafstand oftest er betydelig mindre, og hvor den bedre ukrudtseffekt efter radrensningen nemt kan lede til et bedre resultat ukrudtsmæssigt såvel som udbyttemæssigt ved større forekomster af vanskeligt ukrudt sammenlignet med kun ukrudtsharvning på almindelig rækkeafstand. Til konventionel vintersædsdyrkning skal det tilstræbes at tilpasse radrensningsteknikken til mindre rækkeafstande end de 24 cm og i øvrigt forsøge at øge arbejdskapaciteten så meget som muligt

    Similar works