Sodemann, Morten

University of Southern Denmark Research Output

30   behandlerbladet  |  2016  | |  2016  |  behandlerbladet   31
Den amerikanske ekspert i psyki-ske traumer og torturfølger, psy-
kiateren Richard Mollica, beskrev i 
2004 en patienthistorie i det aner-
kendte New England Journal of Me-
dicine(1). Den handlede om en cambo-
diansk kvinde med en mangeårig 
dårligt behandlet type 2-diabetes. 
Efter angrebet på World Trade 
Center 11. september 2001 var hen-
des læge på kursus i at opfange symp-
tomer på Post Traumatisk Stress Syn-
drom (PTSD). Da han kom tilbage fra 
kurset, spurgte han hende for første 
gang om hendes l iv og oplevelser. 
Hun havde oplevet, at to af  hendes 
børn var døde af  sult, og at hendes 
mand var blevet fængslet, tortureret 
og døde. Efter flugten til USA blev 
hendes ældste datter knivoverfaldet og 
havde været tæt på at dø. Patienten 
havde siden da isoleret sig, sov sjældent 
og hendes koncentration og hukom-
melse var påvirket. 
Lægen sendte patienten til behand-
ling for PTSD med svær depression, og 
det resulterede i bedre diabeteskontrol.
En sundere adfærd
En helt ny undersøgelse af  diabetes-
forekomst blandt etniske minoriteter i 
Danmark viser en højere og stigende 
prævalens blandt etniske minoriteter 
sammenlignet med etniske danskere(2). 
På trods af  dette er dødeligheden af  
diabetes lavere blandt etniske minori-
teter.  Andre undersøgelser tyder på, 
at det formentlig skyldes en i forhold 
til etniske danskere relativt sundere 
adfærd med mindre rygning og lavere 
alkoholforbrug samt færre selvmord. 
Hvis flygtninge/indvandrere fulgte 
alle, formelle som uformelle, integrati-
onskrav til punkt og prikke, ville vi 
have en katastrofal overdødelighed 
blandt etniske minoriteter. Sådan er 
det heldigvis ikke endnu, men det er 
desværre  ikke sundhedsvæsenets for-
tjeneste, at flygtninge/indvandrere le-
ver længere end etniske danskere – det 
er en hensigtsmæssig adfærd, de med-
bringer i bagagen. Afhængigt af  etni-
citet tager det erfaringsmæssigt mel-
lem en til fem generationer at tilegne 
sig modtagerlandets dårlige kost- og 
motionsvaner.
 Når livet i landflygtighed som mi-
noritet bliver præget af  tab af  familie-
medlemmer i hjemlandet, handlings-
lammelse og mørke fremtidsudsigter 
på grund af  arbejdsløshed, dårlig øko-
nomi, sprogproblemer og manglende 
uddannelse er det lette svar inaktivitet 
og demoralisering. Mad bliver den 
lette lindrende løsning. Men resultatet 
er overvægt, højt blodtryk og type 
2-diabetes. Sundhedsvæsenets stan-
dardsvar er KRAM (fokus på kost, 
rygning, alkohol og motion) + piller + 
moderat psykisk pres. Men som en pa-
tient på Indvandrermedicinsk Klinik 
sagde: “Hvorfor skal jeg tage denne 
her dyre medicin, når den ikke hjæl-
per på mine problemer?”. Hvis vi ikke 
tager patienters levevilkår og præmis-
ser alvorligt, ender de med at tjekke 
ud, mens de nikker og samtykker – for 
så at gøre det, de finder bedst uden at 
inddrage behandlerne, så de undgår 
skæld ud. 
Alle patienter er rationelle – på de-
res egne præmisser, men får vi ikke 
professionelt  indblik i deres præmis-
ser, forstår vi ikke deres handlinger og 
kan ikke gå i dialog om dem(3). Her er 
tre eksempler:
Om Sarah
Sarah er stor, meget stor, har type 
2-diabetes, forhøjet blodtryk og mu-
skelsmerter. Sarah kommer fra et vest-
afrikansk land og taler ikke dansk – 
kun sit eget sprog. Muskelsmerterne er 
tolket som “etniske smerter”, og Sarah 
får hele tiden at vide, at hun skal tabe 
sig, spise mindre fedt og sukker. På 
trods af  disse råd følges hendes vægt, 
blodsukker og blodtryk konstant ad 
mod nye og endnu højere værdier, 
hvilket udløser skæld ud fra læger og 
sygeplejersker. 
Sarah bliver henvist til Indvandrer-
medicinsk Klinik med “meget dårlig 
compliance, lav  egenomsorg og fysisk 
inaktivitet”. På dette tidspunkt havde 
klinikken adgang til tolket diætistsam-
tale, og Sarah får tre samtaler, hvorun-
der Sarah tager endnu mere på i vægt. 
Konfronteret med dette er hun tyde-
ligt forvirret: Hun havde forstået bud-
skabet og efterlevet det, men diætisten 
havde kun lavet en plan for kost om 
dagen, ikke om natten, hvor Sarah 
spiste store mængder mad.
Sarah havde mareridt fra krigsople-
velser i hjemlandet og turde ikke sove. 
Mad var det eneste beroligende mid-
del, hun kendte: jo mere jo bedre. Sa-
rah skammede sig over sin krop og var 
fortvivlet over, at de råd, hun fik, ikke 
hjalp. Muskelsmerterne viste sig at 
skyldes en type muskelgigt og ikke 
Update UPDATE 2016
Empati er den  stærkeste medicin
Etniske minoriteter i Danmark får 
oftere type 2-diabetes end etniske 
danskere. Men de lever længere 
medderes diabetes – og det er ikke 
sundhedsvæsenets skyld, skriver 
professor i indvandrer-medicin 
Morten Sodemann.
Af Morten Sodemann
mosdemann@health.sdu.dk
Professor, ph.d. i indvandrermedicin 
og global sundhed. Indvandrermedi-
cinsk Klinik, Odense Universitetsho-
spital. Næstformand i Selskab for 
Indvandrersundhed og formand for 
Global Health Minders.
“Hvis vi ikke tager patienters 
levevilkår og præmisser alvor-
ligt, ender de med at tjekke ud”
32   behandlerbladet  |  2016  | |  2016  |  behandlerbladet   33
etniske smerter. Sarah fik behand-
ling for krigstraumer og gigt og en 
kostplan, der inddrog nattespisning. 
Det viste sig efterfølgende, at Sarah 
var langt over ti år ældre end svarende 
til sit CPR-nummer, fordi hendes 
mand havde husket forkert, da hun 
blev familiesammenført. Sarah blev 
derfor med et trylleslag til pensionist – 
og så passede det hele meget bedre.
Om Abdul
Abdul er svært syg med sin type 2-dia-
betes og får udover insulin megen an-
den slags medicin. Han får to slags 
medicin for blodtrykket, to slags mod 
nervebetændelse, to slags mod ryg-
smerter, to piller mod angst og mare-
ridt og kolesterolnedsættende medi-
cin. 
Abdul er med i flere projekter, for 
han er en venlig mand, der gerne vil 
have styr på sin sygdom. Han har fået 
en iPad, som en sygeplejerske kontak-
ter ham på om morgenen, en anden 
ringer til ham til frokost på hans mo-
bil, og en tredje ringer om aftenen og 
hører, om han har husket det hele, og 
hvad aftenens blodsukker var. Han vil 
nødig lave fejl, så han har plastret en 
hel væg til med gule stickers med alt 
det, han skal huske, så han ikke svarer 
forkert, når de ringer. Faktisk føler 
Abdul, at han er sat i arbejde af  syge-
huset: Han har så travlt med de opga-
ver, lægerne og sygeplejerskerne stiller 
ham, at han har sagt til sin sagsbe-
handler, at han er ansat af  sygehuset 
til at passe sine sygdomme. 
Lægerne har sagt, at hvis han ikke 
passer sin medicin, så dør han. Hele 
familien er koncentreret 100 procent 
om hans sygdom, pillerne og maden. 
Familien har ikke tid til at komme ud 
eller have gæster og børnene må ikke 
forstyrre. Der er ikke råd til tøj til bør-
nene, der heller ikke kan gå til svøm-
ning eller fodbold, fordi alle pengene 
går til medicin. Men der er styr på 
sukkersygen, og lægerne er tilfredse.
Om Mohammed
Mohammed er en svær diabetespa-
tient. Han smiler, han er overordentlig 
høflig, men hans blodsukker har sit 
eget liv, og Mohammed mener ikke, 
han kan gøre mere, end han gør: Han 
køber tre slags diabetesmedicin, alle 
hans penge går til det, men medicinen 
virker ikke, så hvad nytte gør det? 
Hans blodsukker er så højt, at han bør 
have insulin, han har føleforstyrrelser 
og er meget træt. Hospitalet kæmper 
med at overbevise ham, men Moham-
med siger nej tak – hvorfor købe insu-
lin, når medicinen alligevel ikke virker?
På Indvandrermedicinsk Klinik 
prøver vi at finde ud af, hvad det helt 
præcist er, der gør, at han ikke vil have 
insulin. Først siger han, at det er fordi, 
han er muslim og en ven har sagt, at 
der kan være svineknogler i insulin. 
Da vi afkræfter dén opfattelse, genta-
ger Mohammed, at når medicin ikke 
hjælper, så hjælper mere medicin hel-
ler ikke, vel? 
Stillet i udsigt at insulin måske vil 
gøre hans liv og økonomi bedre, bliver 
han tavs og tænker – længe. Moham-
med siger så: “Jamen, jeg kan ikke 
holde tanken ud om, at jeg skal stikke 
mig for at kunne spise. I siger, jeg skal 
tage insulin, så jeg kan spise mad. Men 
det er da ikke menneskeligt at skulle 
stikke sig for at spise. Jeg vil være men-
neskelig, og mennesker spiser piller for 
at spise. Det siger mine venner også. 
Man er handicappet, hvis man skal 
stikke sig hver dag – jeg er ikke handi-
cappet”. 
Det viser sig dog, at Mohammed 
nok har købt de mange diabetespiller, 
men han har taget dem som humør-
piller: Hvis han havde ondt i hovedet, 
hvis han var træt, hvis han var vred, 
eller hvis han have mavepine – men 
aldrig fast. Der blev lavet en aftale: 
Mohammed tager pillerne som anbe-
falet i tre måneder hver dag – ikke for 
at kunne spise, men for at hans syg-
dom ikke skulle blive værre. Dét gjor-
de Mohammed og hans blodsukker 
faldt. 
Der er to eksperter
Det er måske en floskel, at patienter er 
eksperter i deres eget liv, men det er 
ikke desto mindre afgørende, at be-
handlere ser patientsamtaler som en 
samtale mellem to eksperter. Patienter 
sender ofte signaler om behov for an-
erkendelse, psyko-social støtte og for-
klaringer – små forsigtige prøveballo-
ner. Behandlerne hænger desværre tit 
fast i fysiske forklaringer og interventi-
oner, mens meget få anvender den 
stærkeste medicin: empati.
Vi skal lære at opfange de prøvebal-
loner, patienter sender, for diabetespa-
tienter med en empatisk behandler 
har betydeligt bedre kontrol af  blod-
sukker og kolesterol(4). Og den sand-
synligvis eneste medicin, der virker 
blandt etniske minoritetspatienter, er 
at søge at forstå deres vilkår, tanker og 
behov uden belæringer, skrappe krav 
og urealistiske behandlingsmål.
Update UPDATE 2016
NU FÅS ABASAGLAR®  
I EN NY KWIKPEN™
  Abasaglar®  Lantus®
Tilsvarende virkning3
Tilsvarende bivirkningsprofil3
Samme dosering3
Tilsvarende SPC2,4 
Generelt tilskud
Forskel i priser5 kr. 462,85 kr. 530,10
Abasaglar er enkel at anvende 
og administrere - og fås nu i  
en forfyldt KwikPen med  
80 enheders dosering.1,2
D
K
A
BA
00
03
0/
11
.2
01
6
Gør det enkelt at komme igang med 
insulin. Bestil Abasaglar® startpakke 
og demopen på danmark@lilly.com.
1.  Ignaut D et al, FlexPen and KwikPen prefilled insulin devices: a laboratory evaluation of ergonomic and injection 
force characteristics. J diabetes Sci Technol Vol 2, Issue 3, May 2008.  
2. Abasaglar SPC.
3. EMA. Abasaglar Assessment Report. 2014.
4. Lantus SPC. 
5. Ref.: Medicinpriser.dk  -  23.09.2016. Pakninger a 5x3 ml forfyldte penne.
6. EMA, Guideline on similar biological medicinal products, 23 October 2014.  
Abasaglar® (insulin glargin) til behandling af diabetes mellitus, er biosimilært til Lantus®. Et biosimilært 
lægemiddel ligner et allerede godkendt biologisk lægemiddel. Der er ingen klinisk relevante forskelle i 
virkning og bivirkningsprofil, men der vil være forskel i fremstillingsprocessen.3,6
Se pligttekst side 25
REFERENCER
1.  Mollica RF: Surviving torture. New England 
Journal of Medicine. 2004;351:5-7. 
2. Andersen GS, Kamper-Jørgensen Z, 
Carstensen B et al.: Diabetes among 
migrants in Denmark: Incidence, mortality, 
and prevalence based on a longitudinal 
register study of the entire Danish 
population. Diabetes Research and Clinical 
Practice. 2016; 8.
3. Sodemann M, Kristensen TR, Sangren H, 
Nielsen D. Barrierer i samtalen med 
indvandrerpatienten. Ugeskrift for Læger. 
2015;35.
4. Hojat M, Louis DZ, Markham FW et al.: 
Physicians' empathy and clinical outcomes 
for diabetic patients. Academic Medicine. 
2011;86:359-64.


Empati er den stærkeste medicin

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

University of Southern Denmark Research Output