Ejrnæs, Morten

Danish

Behandlingen af socialt udsatte børnLektor i teorier om sociale problemer ved Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation ved Aalborg UniversitetOm ”snuptagsløsningernes” utilstrækkelighed og nødvendigheden af at erkende, at uenighed er et grundvilkår i socialt arbejde med udsatte børnMed jævne mellemrum opstår der ophedede diskussioner om behandlingen af socialt udsatte børn. Diskussionerne opstår som regel på baggrund af enkelte tilfælde af meget groft omsorgssvigt, som bliver genstand for pressens intense behandling. Pressen interesserer sig naturligt nok først og fremmest for, om myndighederne har reageret i tide, og om de har reageret kvalificeret på, at disse børn er blevet udsat for omsorgssvigt. Politikerne interesserer sig – i nogle tilfælde nødtvungent – for de samme spørgsmål. I forbindelse med disse diskussioner indskærper socialministeren rutinemæssigt over for kommunerne og over for de kommunale medarbejdere de lovbestemte pligter og henviser til love og regler, som umiddelbart ser ud som om de skulle kunne forhindre, at der opstår fejl, mangler og undladelser, fx med hensyn til at foretage underretninger om omsorgssvigt, med hensyn til at reagere på disse underretninger og med hensyn til at sætte ind med undersøgelser eller foranstaltninger i forhold til de udsatte børn. Rutinemæssigt kræver ministeren tillige redegørelser for den aktuelle sag, udsteder trusler om mere kontrol og tager initiativer til undersøgelser eller forsøg. I sjældnere tilfælde lover ministeren ekstra ressourcer til området. Oppositionspolitikerne drager ligeså rutinemæssigt ministeren til ansvar for svigtene og ser myndighedernes svigt som udtryk for ministerens lave prioritering af området, gennemførte besparelser eller forfejlet socialpolitik.Politikernes reaktioner kan imidlertid først og fremmest anskues som signaler, der over for vælgerne skal vise, at politikerne er ansvarlige. Christiansborgpolitikernes ansvarlighed demonstreres gennem bastante udmeldinger og luftige løfter. De ansvarlige kommunale politikere og ledere er derimod altid i defensiven, fordi de sager, pressen støver op, altid er karakteriseret ved, at der er begået et eller som oftest flere fejltrin, som specielt i bagklogskabens lys virker både uforståelige og uforklarlige. De kommunale politikere og embedsmænd kan derfor kun koncentrere sig om den mest nødvendige ”damage control” og er tilbøjelige til blot at beklage, at der er begået fejl og foretaget fejlskøn, som fremstilles som beklagelige undtagelser, og de kan så ellers håbe på, at mediestormen hurtigt driver over. Efter dages, ugers og i sjældnere tilfælde måneders massiv pressedækning dør sagen ud. Resultatet er på kommunalt plan, at menige medarbejdere, ledere og politikere i varierende grad bliver gjort ansvarlige for svigtene, hvilket selvfølgelig i nogle tilfælde kan være påkrævet, men i mange tilfælde når man aldrig til at diskutere hvilke strukturelle træk, der har ført til, at der opstår disse alvorlige svigt. På statsligt plan kan det føre til en række ”hovsaløsninger”, som kun har til formål at legitimere den førte politik eller vise, at man arbejder med at forbedre den.  Disse hovsaløsninger kan enten være ændringer i lovgivningen (signallovgivning), igangsættelse af efteruddannelsesprogrammer for henholdsvis ledere og medarbejdere på børneområdet eller igangsættelse af effektundersøgelser, der skal påvise, hvilken behandling, der er bedst.Desværre er udgangspunktet for alle disse tiltag, at der faktisk findes juridiske, organisatoriske eller pædagogisk psykologiske ”snuptagsløsninger” på disse problemer. Det gør der ikke. Behandlingen af socialt udsatte børn er meget kompliceret, og dette forhold skyldes først og fremmest, at der ikke bare findes én rigtig metode til løsning af disse komplekse problemer. Jeg vil forsøge at tydeliggøre dette med resultater fra en undersøgelse af kommunale medarbejderes syn på børns problemer, og hvad der bør gøres i forhold til disse problemer.Case: Lone 4 årLone, der er fire år og går i børnehave, har lige tisset i bukserne, da hun bliver hentet af sin moder, der skal følge hende hen til en veninde, der har fødselsdag. Moderen bliver vred og siger, at Lone er et lille pattebarn, der hellere skulle gå i vuggestue og have ble på. Lone begynder at græde, men moderen river hende vredt i armen og siger, at nu bliver de nødt til at gå hjem, så hun kan få rent tøj på, og at hun ikke er gammel nok til at komme til børnefødselsdag.  Moderen siger videre, at hun kan få lov til at sidde alene på sit værelse resten af eftermiddagen. Lone bliver helt ulykkelig, men moderen trækker hende bare med og siger, at hun er alt for lille til at komme til fødselsdag, når hun tisser i bukserne. (Ejrnæs 2006:51)					(Ejrnæs 2006: 51-52)Denne case og besvarelserne af de til casen hørende spørgsmål indgår i undersøgelsen ”Faglighed og tværfaglighed” (Ejrnæs 2006), der afdækker forskellige professioners syn på børn og deres sociale problemer. Lone-casen og besvarelsen af spørgsmålene illustrerer et interessant resultat fra undersøgelsen, som kan belyse spørgsmålet om kvaliteten i det sociale arbejde i forhold til socialt udsatte børn fra en ny vinkel. Besvarelsen af spørgsmålene viser, at der er meget stor enighed mellem alle fagpersoner (dvs. samtlige pædagoger, sundhedsplejersker, sagsbehandlere og lærere) om, at pædagogen bør fortælle moderen, at der ikke er noget problematisk i, at barnet kommer til at tisse i bukserne, og at problemet let kan løses ved, at barnet låner et par bukser. Der er ligeledes meget stor enighed blandt alle medarbejderne om, at pædagogen bør fortælle moderen, at det er forkert at skælde barnet ud og ”straffe” det for at have tisset i bukserne. Endelig er der også meget stor enighed om, at pædagogen skal bede moderen om en samtale i anledning af episoden. Det kan samtidig konstateres, at der ikke er signifikante forskelle mellem de enkelte faggruppers besvarelser af disse tre spørgsmål	Derimod er der stor uenighed om, hvorvidt pædagogen bør foreslå moderen en samtale med en psykolog, der er knyttet til institutionen og pædagogen. Kun 37,6% af medarbejderne mener dette, og 62,4% mener altså, at pædagogen ikke bør fremsætte dette forslag. Det kan endvidere konstateres, at en større andel af sundhedsplejersker (55,3%) mener, at pædagogen bør foreslå denne samtale, end hvad der er gældende for de andre tre faggrupper (ca. 33%). Dette skyldes formentlig, at der i sundhedsplejerskeuddannelsen er fokus på relationen mellem forældre og barn, fx med hensyn til hvad man realistisk kan forvente af et barn, hvordan man opbygger en tillidsfuld relation, og hvornår og hvordan man kan henholdsvis stimulere børn og korrigere deres opførsel. Forskellen mellem sundhedsplejerskerne og de andre faggrupper er dog marginal. Der er derimod store forskelle i holdning til dette spørgsmål inden for den enkelte faggruppe. Det karakteristiske er altså, at alle faggrupper er splittede i deres holdning til dette spørgsmål. Det samme gælder medarbejdernes holdninger til en række andre spørgsmål vedrørende inddragelse af en fagperson fra en anden faggruppe i arbejdet med et barn eller en familie. Der er endnu større uenighed mellem fagpersonerne med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt der bør ske underretning til socialforvaltningen, ”hvis moderen under samtalen fortæller, at hun altid behandler Lone på den måde, når hun har gjort noget forkert”, og at moderen både mener, at det er rigtigt at gøre sådan og at hun vil fortsætte med det. Der kan blandt samtlige medarbejdere konstateres maksimal uenighed om dette spørgsmål, idet 49,9% af medarbejderne mener, at der bør underrettes, og altså 50,1%, at der ikke bør underrettes.Kun 33,7% af lærerne mener, at der bør underrettes, mens over 50% af de andre faggrupper mener, at der bør underrettes, og 61,6% af sundhedsplejerskerne mener, at der bør ske underretning. Der kan altså også på dette spørgsmål konstateres forskel på faggrupperne. Lærerne, der som hovedopgave har undervisning og dannelse, har tendens til at være mere tilbageholdende med hensyn til at foretage underretning, og som ved det foregående spørgsmål er det sundhedsplejerskerne, der ser mest alvorligt på problemet og som derfor har den største tendens til at ville underrette. Det er imidlertid også for dette spørgsmåls vedkommende således, at uenigheden mellem faggrupperne er marginal i forhold til uenigheden inden for faggruppen. Alle fire faggrupper er indbyrdes dybt splittede med hensyn til, hvordan denne sag skal håndteres. I denne sag er det imidlertid interessant at hæfte sig specielt ved pædagogernes og sagsbehandlernes svar, idet disse to faggrupper måtte kunne formodes at have et fagligt eller professionelt grundlag for at kunne tage stilling til dette sidste spørgsmål. Hændelsesforløb, som ligner det beskrevne, må formodes at forekomme i daginstitutioner med mellemrum, og stillingtagen til situationer som de beskrevne er derfor spørgsmål, som pædagogerne må forholde sig fagligt til. Pædagogerne har under deres uddannelse fået undervisning om både underretningspligten, og hvad den indebærer for pædagoger, og de har fået undervisning i både pædagogik og psykologi, der skulle gøre dem i stand til at vurdere den skadevirkning en sådan form for opdragelse kan medføre. Endvidere har pædagogerne altså i kortere eller længere tid været beskæftiget med børn og fået erfaringer med underretninger, og de har haft kolleger, med hvem de har kunnet diskutere, hvornår og hvordan man i praksis forholder sig til underretning. Alligevel viser undersøgelsen, at der inden for pædagoggruppen er næsten maksimal splittelse med hensyn til spørgsmålet, om der bør underrettes eller ej. Pædagogernes faglighed og erfaringer fra pædagogarbejdet fører alligevel ikke til nogen ensartet stillingtagen til dette meget centrale spørgsmål om, hvorvidt der bør underrettes eller ej.Sagsbehandlernes indstilling til dette spørgsmål er lige så interessant. Sagsbehandlerne er den faggruppe, der modtager underretninger om børns truede situation. Dvs. denne gruppe sagsbehandlere, der har med børnesager at gøre, er altså vant til at modtage underretninger og har erfaringer med, hvad underretninger kan og skal bruges til. Sagsbehandlerne, der for hovedpartens vedkommende er socialrådgivere, har endvidere gennem deres uddannelse fået et grundigt kendskab til både lov og vejledninger, der vedrører socialt udsatte børn. Alligevel viser det sig, at sagsbehandlerne – ligesom pædagogerne – er næsten maksimalt uenige om, hvorvidt der bør underrettes. Sagsbehandlernes faglighed inklusive deres juridiske ekspertise giver altså ikke nogen sikkerhed for en ensartet stillingtagen til dette vigtige spørgsmål inden for faggruppen.  Konklusionen er, at faglighed i form af pædagogisk psykologisk viden om skaderne ved den form for opdragelse som moderen angiver, at hun finder bedst, og som hun agter at fortsætte med, ikke sikrer ensartede holdninger til i hvilke tilfælde, der bør underrettes.  Heller ikke juridisk kundskab eller erfaringsbaseret viden om hvornår man som offentligt ansat skal underrette socialforvaltningen sikrer, at de nærmeste fagpersoner har samme holdning til underretning.Min pointe i forhold til spørgsmålet om at kvalificere behandlingen af udsatte børn er, at det er overordentlig vigtigt at man tager udgangspunkt i det faktum, at der blandt de professionelle, der både har de bedste uddannelsesmæssige forudsætninger for at tage stilling til disse spørgsmål og de mest relevante praksiserfaringer, er næsten maksimal uenighed med hensyn til, hvad der bør gøres i forhold til disse to helt centrale spørgsmål. Det betyder for det første, at der ikke umiddelbart kan peges på en korrekt behandling eller beslutning. Fagpersoner med samme uddannelse og omfattende praksiserfaringer kan nemlig ud fra saglige overvejelser være uenige om behandlingen af udsatte børn. Uenighed om centrale spørgsmål i forhold til behandlingen af udsatte børn er således et grundvilkår. Faglighed kan derfor aldrig blive et spørgsmål om, at der findes en rigtig manual for behandlingen af disse dybt komplicerede problemer. Der kan eksistere forskellige fagligt begrundede holdninger til, hvad der bør gøres. Hverken juraen, psykologien eller pædagogikken kan garantere en faglighed, der sikrer ensartede eller korrekte holdninger. Faglighed i forhold til behandlingen af socialt udsatte børn må i stedet forstås som kompetence med hensyn til at kunne håndtere den uundgåelige uenighed fagligt.Det kræver samfundsfaglig indsigt i de områder, hvor der med stor sandsynlighed vil være uenighed. Det kræver mod til at erkende uenigheden. Det kræver kundskab med hensyn til at identificere, hvilken form for uenighed, der er tale om. Det kræver kompetence til at håndtere de forskellige former for uenighed herunder også den uenighed, der ikke kan udryddes, fordi den skyldes dybt forankrede holdningsforskelle, som findes i befolkningen, og hvor man derfor må kunne håndtere, hvordan man i den aktuelle sag håndterer uenigheden uden at blive handlingslammet.  Erkendelsen af denne uenighed og udviklingen af en organisationskultur, hvor uenighed værdsættes, giver de bedste muligheder for, at en sag belyses ud fra de forskellige værdier, som faktisk findes i befolkningen. Disse værdier skal derfor inddrages i vurderingen. Kort udtrykt sikrer opmærksomheden på uenigheden og de forskellige holdninger, at der bliver taget stilling på et nuanceret grundlag. Uanset, hvad beslutningen i sidste ende bliver med hensyn til underretning eller valg af foranstaltning, bliver det dermed sikret, at den medarbejder, der står for behandlingen, kender til forskellige synsvinkler, der kan anlægges på sagen,. Det giver den pågældende medarbejder bedre muligheder for at se sagerne både ud fra forældrenes og børnenes synspunkt og for at kunne udvise empati. Endvidere sikrer den åbne udveksling af stærkt forskellige synspunkter på en sag, at der ikke er enkelte medarbejdere, der på grund af ”blinde” pletter (dvs. ensidige og unuancerede vurderinger) kan få lov til at fortsætte en behandling, der er kørt af sporet eller kan undlade reaktion på underretninger, selvom kollegaer kan se, at indsats er stærkt påkrævet. ”Snuptagsløsninger” inklusive lovændringer bliver aldrig andet end halve, kvarte eller kosmetiske løsninger på at bedre kvaliteten i det sociale arbejde med udsatte børn. Kun ved at udnytte uenigheden konstruktivt kan vi bedre kvaliteten i dette arbejde og minimere muligheden for totalsvigt i arbejdet med socialt udsatte børn.LitteraturEjrnæs, M.   (2004): Myten om faglig enighed /. I: Uden for nummer: Tidsskrift for Social Forskning. 2004; Vol. 5, No. 9, p. 16 Ejrnæs, M. (2006): Faglighed og tværfaglighed: Vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere, København: Akademisk ForlagEjrnæs, M. (udkommer efteråret 2007): Teori og empati – Relationsprofessionernes faglighed I: Hviid Jacobsen, M. og Pringle, Keath red. At forstå det sociale, København, Akademisk ForlagPAGE  1

Behandlingen af socialt udsatte børn

https://vbn.aau.dk/ws/files/13413065/behandlingen_af_socialt_udsatte

Behandlingen af socialt udsatte børn

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

VBN