Der skelnes her mellem tre narrative niveau’er: Urfortælling, livshistorie og grundfortælling. Den fortælling, som et menneske fortæller, når det beretter om sit liv, er dets livshistorie. Men denne indeholder eller implicerer ikke nødvendigvis en etik, dvs. en forestilling om det gode liv. Spørgsmålet er så, om dette er tilfældet, når terapeuten udlægger livshistorien i lyset af en narrativ model, der kan være en freudiansk »familieroman « eller et eventyr, kort sagt urfortællinger. Svaret er, at livshistorie og urfortælling er de første skridt henimod en etik, men at ingen af dem hver for sig eller i sammenhæng kan anvise en etik. Der behøves en tredje form for fortælling, en grundfortælling. Ligesom urfortællingen er grundfortællingen en narrativ model for forståelse af livshistorien, men medens urfortællingen er en slags generaliseret erindring, der i hovedsagen peger bagud imod det liv, der allerede er levet, er grundfortællingen en generaliseret forventning, der i hovedsagen peger fremad mod de muligheder, som livet rummer. Man kan derfor sige, at urfortællingen forholder sig til livshistorien som arkæologi, medens grundfortællingen forholder sig til den som eskatologi. Både urfortælling og grundfortælling har således deres berettigelse og nødvendighed i kraft af deres belysning af livshistorien, medens livshistorien omvendt får sin mening fra de to meta-narrative modeller for sand eksistens. Konklusionen er, at livshistorien i sig selv ikke kan orientere nogen eller noget. Der ville f.eks. ikke være noget opbyggeligt i, hvad Hitler eller Stalin kunne fortælle om deres eget liv. Destruktive eller ulykkelige menneskers livshistorie kan ikke frigøre nogen. Men psykoanalyse og etik, urfortællinger og grundfortællinger, kan bringe os ind i det lys, der redder vores livshistorie fra skibbrud.This paper makes the distinction between three kinds of stories about human life: the life-story, the arch-story and the basic story. The life-story simply records what we can remember of our own life, both in solitude and together with the other, the archstory tells about life with its imagined scenes of a better understanding of the human condition and the driving forces behind our life, and the basic story concerns life, which tells about our possibilities and responsibilities and opens up our world for the good life in community with the other. The arch-story is a kind of generalized memory which chiefly refers backwards to the life which has already been lived, whereas the basic story is a kind of generalized expectation which chiefly points forward towards the possibilities which life offers. The two kinds of story derive their validity and necessity from highlighting the life-story, where the life-story conversely finds its meaning in these two ideal narrative models of true existence. It is my thesis that ethics presuppose both the life-story and the arch-story, but that the fight against loss and evil relies on the vision related - directly or indirectly - by a basic story
