Seeberg, Peter

University of Southern Denmark Research Output

 Libyens revolutionære statsløs-
hed og oprøret mod Gaddafi 
 
Peter Seeberg 
 
Opstanden i Libyen i februar 2011 kan forklares ved generel utilfredshed med de so-
ciale vilkår og med et undertrykkende og korrupt regime. I den forstand adskiller op-
standen sig ikke fra andre – om det nu er de nylige opgør med de autoritære ledere i 
Egypten og Tunesien eller folkelige opstande længere tilbage i historien. Men der er 
også forhold, der er specifikke for Libyen og som har haft betydning for den aktuelle 
borgerkrigssituation i Libyen. 
Ud over de meget generaliserende forklaringer nævnt ovenfor, har nogle analyser 
hæftet sig ved en udtalt personkult knyttet til Gaddafis styre i Tripoli. Andre har lagt 
vægt på de libyske klaner eller på fraværet af nationalfølelse i et opsplittet Libyen. 
Denne artikel vil fokusere på et andet fænomen, nemlig udviklingen af den libyske stat 
og den særlige struktur, som kendetegner denne og som med en måske lidt søgt be-
tegnelse kan kaldes for statsløshed. Det er synspunktet i artiklen, at for at forstå den 
tragiske nutid i den nordafrikanske stat, er det nødvendigt at se nærmere på den his-
toriske udvikling af Gaddafis politiske system. De næsten 42 års statsudvikling, siden 
Gaddafi i september 1969 greb magten, er dermed artiklens udgangspunkt. 
. 
 
ANALYSE                                   March 2011 
Peter Seeberg: Libyens revolutionære statsløshed og Gaddafis fald  
 
2 
   
     addafi har i løbet af sine 42 år ved magten søgt at etablere et styre, hvor en 
række statsfunktioner bevidst er blevet nedprioriteret, således at der aldrig, på 
trods af relativ ressourcerigelighed, er opstået en bare nogenlunde velfunge-
rende offentlig sektor eller statsmagt. Artiklen argumenterer for, at utilfredshed 
hermed, især hos de unge i Libyen, har spillet en væsentlig rolle for oprøret 
mod Gaddafis revolutionære regime. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan det 
kan forklares, at udviklingen har forløbet således. og i hvilket omfang dette har 
været en bevidst strategi fra regimets side. 
I slutningen af november 1969, i sin første større tale efter kuppet i septem-
ber, udtalte Gaddafi, at det repræsentative demokrati ikke var en egnet stats-
form i Libyen. Det blev dog ikke ved den lejlighed klargjort, hvad der så skulle 
være den konkrete model for statsbygningen. Allerede på det tidspunkt var 
retoriske besværgelser snarere end nøje udarbejdede planer kendetegnende for 
de revolutionære ledere i Libyen. I denne tidlige fase var den arabiske national-
isme og arven efter Nasser væsentlig for Gaddafi. Det var således ambitionen at 
anvende de voksende olieindtægter til at genrejse arabisk storhed. 
Det ideologiske grundlag for den nye libyske statsmagt var en doktrinær, na-
tionalistisk socialisme, som blev funderet i en lokal kontekst, ikke ulig en række 
andre tredje verdens-baserede lederes visioner i de første årtier efter 2. Verden-
skrig. Forsøgene på at basere det ideologiske felttog på en vis folkelig opbakn-
ing slog imidlertid fejl, ikke mindst fordi Gaddafi lagde sig ud med den lille 
vestligt orienterede elite, stamme- eller klanlederskabet og brede dele af be-
folkningen, som oplevede, at løfterne om sociale forbedringer ikke blev opfyldt. 
Samtidig havde Gaddafi held til at udmanøvrere de andre ledere fra kuppet i 
1969 og i stigende grad samle magten hos sig selv.  
Fra midten af 1970’erne blev han, med udgivelsen af Den Grønne Bog, revolu-
tionens centrale ideologiske leder. Bogen præsenterer en sælsom blanding af 
Islam, socialisme, snusfornuft og rent vrøvl med sine tre dele: ”The Solution of 
the Problem of Democracy” (sic!), ” The Solution of the Economic Problem” og 
”The Social Basis of The Third Universal Theory”. Værket rummer, i dettes før-
ste del, argumentationen for, at en hierarkisk organisering i komitéer og/eller 
konferencer er det eneste sande demokrati: ”Popular Conferences are the only 
means to achieve popular democracy. Any system of government contrary to 
this method, the method of Popular Conferences, is undemocratic. All the pre-
vailing systems of government in the world today will remain undemocratic, 
unless they adopt this method. Popular Conferences are the end of the journey 
of the masses in quest of democracy.” 
 
 
G
Peter Seeberg: Libyens revolutionære statsløshed og Gaddafis fald  
 
3 
Statsløshedens grundlag og udvikling 
Det ideologiske grundlag blev allerede fra begyndelsen af 1970’erne ført ud i 
livet ved etableringen af revolutionære komitéer, der skulle udgøre fundamen-
tet for regimet. Disse blev gradvist udbygget hen gennem årtiet, og fra 1977 
blev det formelle apparat bestående af ”Komitéer” og ”Kongresser” fastlagt i 
sin (foreløbigt) endelige form med erklæringen om, at Libyen var et jamahiriyya, 
en stat styret direkte af masserne, folkets stat. Men parallelt med etableringen 
og udviklingen af det formelle styre, udviklede regimet sin egen uformelle 
magtstruktur, centreret omkring Gaddafi selv og baseret på sikkerhedsstyrker 
og efterretningstjenester organiseret under mere eller mindre officielle former. 
Desuden af revolutionære komitéer, dvs. korps af unge, ideologisk loyale grup-
peringer, der refererede direkte til lederen selv og havde mobiliserings- og in-
doktrineringsfunktioner. 
Med disse, delvist uigennemskuelige magtstrukturer, konsoliderede Gaddafi 
sin dominans. Samtidig reduceredes den legitimitet, der måtte have været til 
stede. Og med opbygningen af en såvel formel som uformel magtbase 
elimineredes også muligheden for at etablere en opposition – eller blot ud-
trykke en anderledes opfattelse. Gaddafi blev i realiteten den, der traf alle væ-
sentlige beslutninger og - hvis han skønnede at have brug for det – fik han be-
slutningen sanktioneret officielt af den relevante instans. 
Op gennem 1980’erne udviklede og forandrede systemet sig – med le-
jlighedsvise opblødninger og setbacks. I anden halvdel af 1980’erne så en libysk 
perestroika dagens lys. Således gennemførte Gadaffi i 1987, efter nogen tids in-
tern kritik, bl.a. af den økonomiske politik, hvad der blev betegnet ”revolution 
inden for revolutionen”. Denne garanterede visse rettigheder og friheder for 
befolkningen, omend langt fra internationale standarder. Desuden indebar re-
formerne en moderat liberalisering af detailhandelen og en delvis opgivelse af 
det statslige monopol på udlandshandel, som tilsammen førte til en genåbning 
af nogle lokale markeder, som var lukket af økonomiske årsager. 
Undtaget fra liberaliseringerne var olie- og sværindustrien, men alligevel 
skabtes der en vis ny dynamik internt i den libyske økonomi. Udadtil oplevede 
Libyen imidlertid en isolation, som førte til, at ambitionerne ikke for alvor fandt 
udfoldelse. De eksterne problemer havde først og fremmest at gøre med for-
holdet til USA, der som en straf for en libysk bombeaktion på et diskotek i Ber-
lin, som kostede to amerikanske soldater livet, i 1986 bombede udvalgte mål i 
Libyen. I 1988 fulgte Lockerbie-aktionen, som skulle få stor betydning for 
Libyens situation i 1990’erne, hvilket i høj grad havde at gøre med de sank-
tioner, som i 1992 blev indført fra FN’s side. 1990’erne blev præget af sanktion-
erne, hvilket indebar stærkt forøgede problemer for regimet i Tripoli. 
Peter Seeberg: Libyens revolutionære statsløshed og Gaddafis fald  
 
4 
Væsentligt var imidlertid også de interne modsætninger, der dukkede op i 
1990’erne. og hang sammen med voksende utilfredshed med Gaddafis styre. I 
1993 var der et attentat mod den libyske leder, i midten af 1990’erne var der i 
voksende omfang kritiske røster fremme fra indflydelsesrige stammeledere i 
landet og mest alvorligt var en opblomstring af militant islamisme. I kombina-
tion med økonomiske vanskeligheder, som kom til udtryk i manglende udbe-
talinger af lønninger for offentligt ansatte og udbredt varemangel, skabte dette 
en kritisk situation for Gaddafi, som indså, at det var nødvendigt at sadle om, 
hvis ikke isolation udadtil og voksende intern uro skulle anfægte hans hidtil 
ubestridte magtposition. 
 
Forsøg på åbning, men mangel på udvikling 
Med udviklingen i perioden efter april 1999, hvor Gaddafi indrømmede libysk 
ansvar for Lockerbie-tragedien, vendte billedet yderligere, begunstiget af høje 
oliepriser på verdensmarkedet. Den forbedrede situation gjorde det lettere for 
Gaddafi at kooptere den opposition, som var begyndt at vise sig i 1990’erne. 
Rentier-økonomien – 97% af statens indtægter stammede i 2003 fra olieeksport – 
kom bl.a. til udtryk ved, at den libyske elite og i nogen grad også den alminde-
lige befolkning blev købt til fortsat loyalitet. På det økonomiske felt blev det 
forsøgt at reformere inden for forskellige centrale udviklingsfelter, bl.a. inden-
for landbrug, turisme og handel. Men tilsyneladende var Gaddafi ikke for alvor 
helt klar over, hvordan han bedst sikrede en stabil, positiv udvikling hvad 
angik nye internationale kontakter og interne fremskridt.  
De mange initiativer blev således ledsaget af en inkonsekvent og ind i 
mellem endda direkte kontraproduktiv italesættelse af målene for Libyens ud-
vikling, som disse opfattedes af Gaddafi. Således blev forsøg på at tiltrække 
udenlandske investeringer og udenlandske eksperter til at rekonstruere sank-
tionsramte industrianlæg ledsaget af taler fra Gaddafis side, hvor han pludselig 
advarede mod for stor udenlandsk indflydelse. Overordnet set så det ud til, at 
udviklingen foregik i to hastigheder: olieindustrien blev sikret en nogenlunde 
positiv udvikling, mens de øvrige sektorer ikke for alvor fik den vind i sejlene, 
som der rent faktisk – Libyens økonomiske potentiale taget i betragtning – var 
dækning for. 
Et væsentligt problem for Libyens udvikling havde at gøre med den 
statsløshed, som blev skabt med Libyens politiske udvikling siden 1969. Adskil-
lelsen mellem det formelle politiske system, komitéer og kongresser på den ene 
side, og det uformelle, men reelle magtcentrum omkring Gaddafi på den anden 
side, bidrog i meget høj grad til problemerne. Og centraliseringen af den reelle 
beslutningskompetence hos en enkeltperson, hvis dømmekraft og indsigt på en 
række områder syntes begrænset, forstærkede problemerne. Årsagerne, som 
Peter Seeberg: Libyens revolutionære statsløshed og Gaddafis fald  
 
5 
Dirk Vandewalle peger på i sin ”A History of Modern Libya”, var for det første 
fravær af opbygning af et bare nogenlunde velfungerende statsligt apparat og 
for det andet fraværet af folkelig deltagelse i meningsfulde politiske institu-
tioner.    
 
Gaddafis fald 
Statsløsheden har ironisk nok ført til, at staten er ekstremt dominerende i sam-
fundslivet. Og da statsapparatets overbygning ikke er en rationel, politisk styret 
enhed, men et komplekst, irrationelt system, hvis afgørelser overvåges af den 
uformelle, men højst reelle leder, Gaddafi, mangler der simpelthen konsistens 
og dynamik i udviklingen på en lang række væsentlige områder af samfundet. 
Det betyder, at udviklingen går i stå og at der ikke er nogen konsensus om de 
beslutninger, der træffes eller blot forståelse for baggrunden for disse. Netop 
manglen på en form for forståelse for de væsentlige beslutninger, der er blevet 
truffet, skaber frustration, specielt hvis enhver kan se, at (nogle af) beslut-
ningerne er uhensigtsmæssige, for nu at udtrykke det neutralt. 
Manglen på opbakning til det politiske system har på den måde været en ik-
ke uvæsentlig del af grunden til den bevægelse, der førte til oprøret mod Ga-
daffi. Det var i længden helt utåleligt at se en inkompetent diktator skalte og 
valte med Libyens betydelige ressourcer og muligheder i et politisk system, 
hvor rationel medvirken ikke var meningsfuld. Statsløsheden umuliggjorde 
samtidig etableringen af en opposition i traditionel politisk forstand, hvilket 
naturligvis også har været væsentligt for den voksende utilfredshed med Gad-
dafi, der kulminerede med demonstrationerne i februar 2011. Umuligheden af 
at etablere en opposition er ikke et særegent vilkår for Libyen, men har måske 
her en særlig karakter, givet den særlige form for politisk ledelse. 
Hertil kommer, at den unge (og numerisk særdeles talstærke) generation i 
voksende grad er blevet lede og kede af regimet. Af tre årsager: For det første 
fordi Libyens ressourcer ikke økonomisk er kommet de unge til gode, men er 
blevet misbrugt af et inkompetent regime. For det andet fordi de unge er blevet 
forholdt udviklingsmuligheder af en dårligt fungerende offentlig sektor, det 
være sig uddannelsesmæssigt, socialt eller hvad angår fritidsaktiviteter og 
moderne kommunikationsmidler. For det tredje fordi ungdomsarbejdsløsheden 
er høj i et samfund med store potentialer for vækst.  
Derfor har de taget piller og lyttet til bin Laden, som det hed, da Gaddafi 
forleden skulle forsøge at forklare, hvorfor de unge var imod ham. 
 
 
 
 
Peter Seeberg: Libyens revolutionære statsløshed og Gaddafis fald  
 
6 
Litteratur 
 
Braut-Hegghammer, Malfrid: Libya’s Nuclear Turnaround: Perspectives from 
Tripoli, Middle East Journal 2008, Vol. 62, No. 1, pp. 56-72. 
Joffé, George: Libya: Past and Future? Al Jazeera.net, 
(http://english.aljazeera.net/indepth/opinion/2011/02/201122412934486492.html) 
Juhl, Peter: Qaddafi and the false dawn of a ‘New Libya’, Foreign Policy, Middle 
East Channel, posted 23 February 2011. 
The Middle East and North Africa, 57th Edition, Routledge, London, 2011. 
al-Qaddafi, Muammar: The Green Book, part 1-3, 
http://www.mathaba.net/gci/theory/gb1.htm. 
St John, Ronald Bruce: The Changing Libyan Economy: Causes and Consequences, 
Middle East Journal 2008, Vol. 62, No. 1, pp. 75-91. 
St John, Ronald Bruce: Libya and the United States: a Faustian Pact? Middle East 
Policy 2008, Vol. 15, No. 1, pp. 133-147. 
Vandewalle, Dirk: A History of Modern Libya, Cambridge University Press, 
Cambridge and New York, 2006. 
 
 
 
 
 


Libyens revolutionære statsløshed og oprøret mod Gaddafi

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

University of Southern Denmark Research Output