I Hélène Cixous’ feministiske og revolutionære manifest, Le rire de la Meduse, appellerer Cixous til kvinden
om at skrive litteratur i en kvindelig udtryksform, igennem l´écriture féminine. Hun skal så at sige at kaste sig
over teksten med både krop og sjæl for således endelig at befri sig fra den fallocentriske underkastelse.
I sit værk reflekterer Cixous over spørgsmål omkring kvindefrigørelsen, om kvinders ønsker og behov
for en eksperimenterende, kvindelig og radikal måde at udtrykke sig på.
Er disse tematikker fortsat aktuelle for kvindelige forfattere i Frankrig i dag? Det er det spørgsmål, som
vi vil undersøge i denne opgave igennem nærmere analyse af den franske forfatter Christine Angots
autofiktionære værk Un amour impossible (2015).
Christine Angot betragter ikke sig selv som en feministisk forfatter, men dette forhindrer hende ikke i, i et
interview i Le monde, at bruge et udtryk som den kvindelige viden (le savoir féminin). Denne viden definerer
Angot som udefinerbar. Hélène Cixous giver udtryk for en lignende tanke om l’écriture feminine, når hun i Le
rire de la Méduse beskriver denne pratik som umuligt at definere.
Umiddelbart virker det ikke som om at Hélène Cixous og Christine Angot på det litterære har en direkte
kobling, men begge reflekterer de dog og gør sig tanker om en særlig kvindelig måde at udtrykke sig på, der i
sin kvindelige udtryksform er en kraft som verden skal anerkende og respektere
