Bag enhver samling står der en indsamler med en særlig interesse og historie. Professor emerita Esther Fihl blev indsamler ved et tilfælde, men hendes arbejde med at samle genstande ind blandt fiskerne i den sydindiske kystby Tranquebar kom til at sætte retningen for resten af hendes karriere. I dette interview fortæller hun om, hvordan materialitet og etnografiske genstandssamlinger har været gennemgående temaer i hendes forskning og arbejdsliv

Lillelund, Caroline Johanne

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   21Et liv som antropolog: Esther Fihl Fortalt til Caroline Johanne LillelundBag enhver samling står der en indsamler med en særlig interesse og historie. Professor emerita Esther Fihl blev indsamler ved et tilfælde, men hendes arbejde med at samle genstande ind blandt fiskerne i den sydindiske kystby Tranquebar kom til at sætte retningen for resten af hendes karriere. I dette interview fortæller hun om, hvordan materialitet og etnografiske genstandssamlinger har været gennemgående temaer i hendes forskning og arbejdsliv.En vedvarende interesse for ting“Det har altid interesseret mig, hvordan mennesker forstår materielle ob-jekter som del af deres livsverden. Det er et analytisk spørgsmål, som har fulgt mig, helt siden jeg samlede genstande ind til Moesgaard Museum i !"#!, og det har i den grad skærpet mit blik for teoriudviklingen inden for antropologien og for de etnogra$ske samlingers og museers betydning.” Jeg interviewer Esther Fihl over Zoom en mandag eftermiddag i maj. Hun sidder ved vinduet med udsigt over bjergene i et gammelt byhus i en lands-by i Ligurien, hvor hun nu tilbringer en del af året sammen med sin mand. Frem til sin pensionering i %&!' var Esther Fihl professor på Center for Komparative Kulturstudier på Institut for Tværkulturelle og Regionale Stu-dier (ToRS) på Københavns Universitet og virkede sideløbende som forsk-ningsfaglig leder af Nationalmuseets Tranquebar Initiativ, der var med til at reaktualisere spørgsmålet om dansk kolonialisme i dansk og international forskning. Gennem hele sin karriere har hun interesseret sig for etnogra$ske genstande og samlinger og for, hvad de kan fortælle om menneskers forskel-lige liv og livsverdener. Indsamler ved et tilfælde Da Esther Fihl studerede på Afdeling for Etnogra$ og Social Antropologi på Aarhus Universitet i !"'&erne, lå det ikke i kortene, at arbejdet med materi-alitet og etnogra$ske samlinger i så høj grad ville komme til at de$nere hen-des arbejde som antropolog og forsker. F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   2322  E T  L I V  S O M  A N T R O P O L O G :  E S T H E R  F I H L   “Det var faktisk slet ikke min egen idé, at jeg skulle samle genstande ind til Moesgaard Museum. Dengang var der kun ringe interesse for etnogra$ske samlinger og genstande på faget. Det var sådan noget gammelt støvet no-get, som næsten ingen interesserede sig for. Men da jeg i !"#& forberedte mig på at tage af sted på mit første feltarbejde i Tranquebar, mente Klaus Ferdinand, som både var lektor på instituttet og ansvarlig for Moesgaard Museums etnogra$ske genstandssamling, bestemt, at jeg skulle samle ind.” Esther Fihl havde besluttet sig for at studere $skersamfundet i den tidligere danske koloni, og de aftalte derfor, at hun skulle indsamle genstande fra $-skerne i tre eksemplarer. Ét sæt skulle indgå permanent i Moesgaards sam-linger, ét sæt skulle udlånes til formidling gennem UNESCOs skoleprojekt, og endelig skulle der være en dubletsamling, som kunne supplere de to an-dre samlinger, hvis noget gik i stykker. “Indsamling havde ikke rigtig min in-teresse, men jeg tænkte ‘nå ja, det gør jeg så’.”Esther Fihl ankom til Tranquebar i december !"#& sammen med sin mand, der er arkæolog, og som også har fulgt med på mange af hendes se-nere feltarbejder i kystbyen “som kok og bærer, som han siger”. Hun havde valgt netop Tranquebar som sin felt, fordi hun oplevede, at man på antro-pologistudiet altid kun beskæftigede sig med engelsk, fransk og tysk koloni-alisme og aldrig med de danske oversøiske koloniale forbindelser. Men hun havde også læst grundigt op på litteraturen om Indien og dets antikoloniali-stiske uafhængighedsbevægelse og følte sig pludselig lidt beklemt ved sådan at komme anstigende som repræsentant for det land, der i %%( år havde her-sket som kolonimagt i byen. Forsøg på at skjule sin identitet som dansker viste sig dog helt umulige. Alle spurgte straks, hvor hun kom fra, men ingen syntes at bære noget særligt nag til danskere, hvis de da overhovedet var be-kendte med den tidligere danske kolonisering. “De havde jo næsten ingenting”Under feltarbejdet indså Esther Fihl hurtigt, hvad et fokus på genstande kunne bidrage med. “Det skærpede mit blik for den materielle side af $skernes liv og livsver-dener. Hvem havde råd til potter og pander i husholdningen i deres små stråtækkede hytter, hvem var nødt til at låne selv simpelt køkkenudstyr hos naboen, og hvilke familier ejede en kattumaram at $ske fra?” En kattumaram er den simple bådtype fremstillet af sammenbundne tilhug-gede stammer af balsatræ, der dengang blev brugt af kyst$skerne i Tamil Nadu, og som har givet navn til bådtypen katamaran, selvom den er gan-ske anderledes. De mænd, der ikke havde en kattumaram, måtte ernære sig som daglejere på andres både eller som hjælpere på land. Esther Fihl regi-strerede også, hvilke familier der havde et husalter med rituelt udstyr og må-F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   23ske også fotogra$er af afdøde forældre, og hvem der ikke havde råd til den slags og blot benyttede et hjørne i hytten til at ud-føre de daglige religiøse ritualer. Og hvem der kun havde det tøj, de stod og gik i og måske højst $k ét måltid mad om dagen. “Indsamlingen gjorde noget kvalitativt godt for mit feltarbejde og for min for-ståelse af de betydninger, som $skerne tillagde deres egen livsverden.”Men faktisk var der kun ganske få gen-stande at indsamle, hvis de skulle være re-præsentative for $skernes liv. “De havde jo næsten ingenting. Ud over $skegrej, samlede jeg potter og pander ind fra husholdningerne og kalendere, politiske plakater, sovemåtter af siv, tøj og smykker. Det var de få ting $skerne omgav sig med. Og så $k jeg lavet små modeller af kattumaram’er med sejl og net, for de var velegnede at bruge i UNE-SCO-skoleprojektet. Mange af tingene byttede jeg mig til, så de $k en ny gen-stand købt på det lokale marked, hvis jeg $k deres gamle brugte. Nogle genstande anskaffede jeg også fra nye, for eksempel en særlig type bemalet lerkrukke, som traditionelt bliver givet i medgift til de unge kvinder. Et par af kvinderne fulgte med mig til pottemageren og instruerede ham nøje, så krukkerne $k de helt rig-tige bemalinger. Vi gik mange kilometer hver vej for at bestille dem og senere for at hente dem igen. I dag bringer de selv-samme kvinder stadig ofte samtalen hen på disse bryllupskrukker, når jeg besøger Tranquebar. Det er et fælles reference-punkt og et godt minde om vedvarende relationer, nu gennem )ere generationer. Det illustrerer, at genstande kan ‘rumme’ fælles hukommelse på en anden måde end det talte ord.”Fiskerfamilies bolig, !"#!.F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   2524  E T  L I V  S O M  A N T R O P O L O G :  E S T H E R  F I H L   Tilbage i Aarhus blev nogle af de indsamlede genstande vist på udstillingen Fremmed for Hvem? på Moesgaard i !"#*, og Esther Fihl udviklede, som sit bidrag til UNESCOs skoleprojekt, et undervisningsprogram til brug i dan-ske folkeskoler om $skerne i Tranquebar. Genstandssamlingen, som skolerne kunne låne, supplerede hun med en masse fotos og beskrivelser af, hvordan tingene blev brugt, sammen med nedskrevne fortolkninger af $skernes liv og verdenssyn, sådan som hun havde erfaret dem under sit feltarbejde. Det, at $skerne havde så få ting, og at der havde været så få genstande for hende at indsamle og dernæst formidle, synliggjorde en anden udfordring, for hvor-dan undgår man, at et vestligt publikum kommer til at sætte lighedstegn mel-lem $skernes få og simple ejendele og en såkaldt primitiv kultur? “Jeg ville ikke meningsfuldt kunne formidle $skernes liv og livsverden uden at lade genstandene ledsage af fotogra$er, $lmoptagelser og tekster, så det også rammer noget almenmenneskeligt.” Kolonihistorie og rejsebeskrivelserMens hendes etnogra$ske feltarbejde havde handlet om at undersøge samti-dens økonomiske vilkår for $skerne i Tranquebar, valgte Esther Fihl at skri-ve sin magisterkonferens om det historiske kulturmøde mellem danskere og tamilere i kolonitiden. “Jeg forsøgte at vende spørgsmålet om og se på mødet ud fra et perspek-tiv fra Indien – så godt som jeg kunne – og ikke fra Danmark, som dan-ske historikere hidtil mest havde gjort. Hvorfor inviterede inderne til, at danskerne kunne slå sig ned? Hvad ville den lokale fyrste og de lokale i området med danskerne? Så jeg blev ved Tranquebar som emne, men øn-skede at få den der historiske dybde med i min forståelse også.” Esther Fihl på det tidligere danske Fort Dansborg, !"#!.F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   25Efter endt magisteruddannelse søgte og $k Esther Fihl et toårigt kandidats-tipendium til unge forskere. “Projektet handlede om de selv- og fremmed-opfattelser, der lå i rejse- og ekspeditionslitteraturen både i relation til Indi-en og andre steder.” Olufsens samling og tingenes tavse håndgribelighedEfter nogle år blev Esther Fihl pludselig en dag ringet op af antropolog Ida Nikolajsen, der dengang stod i spidsen for et stort dansk nomadeforsknings-projekt $nansieret af Carlsbergfondet. “Hun vidste, at jeg havde beskæftiget mig med rejsebeskrivelser og ekspe-ditioner, og at jeg tidligere havde samlet genstande ind og foreslog mig at skrive en ansøgning til Carlsbergfondet om et projekt, der skulle handle om geografen og militærmanden Ole Olufsens Pamirekspeditioner i slut-ningen af !#&&-tallet og om hans indsamlinger af genstande til National-museet. Om ikke jeg havde lyst til det? Det havde jeg og var så heldig at få støtte til projektet.” Olufsens samling er Danmarks ældste nomadesamling og indeholder mere end '&& genstande fra Centralasien, på grænsen mellem zar-Rusland, Af-ghanistan, Kina og Britisk Indien. Den består af nogle få pragtgenstande, men mest af hverdagsting som rideudstyr, våben, klædedragter og en stor jurte med diverse udstyr. “Det var fantastisk at arbejde med de her genstande. De stammede fra to på hinanden følgende ekspeditioner i !#"&erne. De var altså samlet ind blandt de samme folk, af de samme indsamlere på nogenlunde den samme På Nationalmuseets magasin i Brede kigger Esther Fihl (til højre) sammen med konservator Irene Skals på et teltbånd indsamlet blandt turkmenere på den $. Parmir-ekspedition i !#"". Båndet har et flot knyttet mønster udført i relief, !""#.F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   2726  E T  L I V  S O M  A N T R O P O L O G :  E S T H E R  F I H L   rute og med nogenlunde de samme formål. Dengang var det herskende syn i etnogra$-en, at genstande var de mest pålidelige og objektive kilder til studiet af fremmede kul-turer og havde forrang for det talte og det skrevne ord. Museernes etnogra$ske afde-linger rundt i Europa virkede næsten som en slags laboratorier, hvor etnografer kunne komme og tyde og sammenligne genstande og samlinger og derved udsige noget om teknologi, kulturelle præferencer, evolutionære kulturstadier og så videre.”I arkiver og privatsamlinger var Esther Fihl i stand til at opstøve breve, dagbøger, avis-artikler og nedskrevne erindringer, som omhandlede de to ekspeditioner, dertil en række videnskabelige og populærvidenskabelige artikler, som ekspeditionsdeltagerne selv hav-de publiceret. Men det var genstandene, hun satte i fokus.“Det, der for mig var noget ganske særligt, var, hvordan den der fysiske form trængte sig på og blev en tavs håndgribelighed. Uanset, hvordan jeg vendte og drejede genstan-dene, svarede de jo ikke på mine spørgsmål om, hvilken betydning materialer, form og Esther Fihl besøger Kupamma, som hun har fulgt siden !"#!, og som sammen med sit barnebarn i $%%& bor i et hjørne af en stor, midlertidig barak opført til tsunamiofre i Tranquebar. F O R TA LT  T I L  C A R O L I N E  J O H A N N E  L I L L E L U N D   2726  E T  L I V  S O M  A N T R O P O L O G :  E S T H E R  F I H L   farver har haft for dem, som har brugt genstandene, eller på hvordan de var blevet brugt. Med Olufsens Samling opdagede jeg, hvordan en muse-umssamling og dens genstande kan gå i glemmebogen i antropologien og tabe videnskabelig kraft og betydning.”Esther Fihl forsøgte at fravriste genstandene betydning ved at beskrive dem, sortere dem i grupper og rubricere dem på forskellig vis. “Hvorfor var netop disse genstande blevet udvalgt af de danske ekspe-ditionsdeltagere og transporteret tusindvis af kilometer på heste- og ka-melryg, med godstog, skib og hestevogn til Nationalmuseet i København? Hvad var det, de skulle repræsentere over for et dansk eller europæisk publikum? Det var selve processen fra at være brugsgenstand i Central-asien frem til at blive udnævnt til etnogra$kum på et dansk museum, jeg søgte at skabe ny viden om.”Esther Fihls analyse af Pamirekspeditionerne blev i antropologien et bidrag til studiet af materialitet. “Det særlige ved min analyse af Pamirekspeditionen var, at jeg brugte genstandene til at sige noget om historiske repræsentations-processer. Det var nyt.” Da tobindsværket ‘Exploring Asia: Collecting Objects and Writing Cultures from the Steppes to the High Pamirs !#"+-!#""’ var i trykken, indleverede Esther Fihl på opfordring af Ida Nikolajsen manuskrip-tet til det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet til forsvar for den $loso$ske doktorgrad, som hun $k i %&&%. International og tværdisciplinær koloniforskning – og en overflod af tingI %&&, inviterede Nationalmuseet Esther Fihl til at formulere rammerne for det tiltag, der blev kendt som Tranquebar Initiativet. Under hendes forsk-ningsfaglige ledelse udviklede initiativet sig til at være internationalt og tværdisciplinært i sit tilsnit og inkluderede blandt andet en række eksternt støttede forskningsprojekter, der satte fokus på genstande og materiel kul-tur i kolonitidens og samtidens Tranquebar, foruden bygningsrestaurering og genstandsindsamling. “Historisk set var der jo åbnet for et mere globalt blik på den danske ko-lonitid og ekspansionshistorie, og historievidenskaben hev i højere grad også antropologiske problematikker ind i studierne. Det var en kæmpe-stor glæde for mig at bringe forskellige fag og nationaliteter sammen i Tranquebar Initiativet, så forskere i Danmark og Indien kunne være fæl-les om at udforske den koloniale historie og nutidens syn på den materi-elle kulturarv.”2928  Denne gang var det ikke Esther, der samle-de genstande ind fra byen, men hendes felt-arbejde i årene %&&* til %&!+ om de langsig-tede økonomiske transformationsprocesser i $skersamfundet, ikke mindst efter tsuna-mikatastrofen i december %&&*, gjorde det klart, hvor meget samfundet havde foran-dret sig i materiel henseende over årene. “Godt nok havde der jo været en tsuna-mi, der på tragisk vis havde ryddet både mennesker, huse og dyr af vejen, men de hushold, der var intakte efter kata-strofen, rummede jo et helt anderledes mangfoldigt genstandskompleks, end det jeg så i !"#!. Nu har folk jo møb-ler at sidde i og senge at sove i. Materi-elt set er det en helt anden verden med motorcykler, TV og telefoner, det hele.” Esther Fihl er antropolog og professor emerita ved institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet. Fra !""# til !"$% virkede hun som forskningsfaglig leder af Nationalmuseets Tranquebar Initiativ. Caroline Johanne Lillelund er ph.d. i antropologi fra Københavns Universitet. I !""&-!""% indsamlede hun omkring '"" genstande fra Tranquebarområdet til Nationalmuseet som led i forskningsprojektet Lavkasterne i Tranquebar. Esther Fihl har ikke selv samlet ret man-ge genstande ind siden !"#!, men ved Tranquebar Initiativets afslutning i %&!' blev hendes dubletsamling fra Tranque-bar overført fra Moesgaard Museum til Nationalmuseet, som allerede havde sam-linger fra Tranquebar fra !+&&-, !'&&- og !#&&-tallet foruden den samling, der var blevet hjembragt i %&&' med Tranquebar Initiativet. “Min lille samling fra !"#! udfylder tom-rummet, så museet nu også har genstan-de fra !"&&-tallet. Det er dejligt at tæn-ke på, at den indgår i en fornem *&&-årig kontinuitet af genstandssamlinger fra Tranquebar.”

Et liv som antropolog: Esther Fihl: Fortalt til Caroline Johanne Lillelund

https://tidsskrift.dk/jf/article/download/142470/186141

Et liv som antropolog: Esther Fihl: Fortalt til Caroline Johanne Lillelund

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)