Baggrund: Stigende efterspørgsel på hjemmesygepleje og begrænsede ressourcer har givet den rehabiliterende indsats større bevågenhed. Omstillingen til denne strategi har vist sig vanskelig indenfor hjemmesygeplejen.
Formål: at belyse sygeplejerskernes oplevelse af at yde borgeren en rehabiliterende indsats i hjemmesygeplejen.
Metode: Spradley’s metode for kvalitativ etnografisk deltagerobservation blev benyttet til dataindsamling og analyse. Tre sygeplejersker blev fulgt tre formiddage.
Fund: den rehabiliterende indsats blev set som metode til at gøre borgerne uafhængig af hjælp fra kommunen. Med afsæt i vurderings- og udredningsbesøg blev sygeplejerskernes arbejde rammesat af ydelser og kørselslister. Derfor blev dokumentation afgørende for om en rehabiliterende indsats blev udført. Det særlige fokus på borgerens aktivering betød at hverdagsrehabiliteringen kunne blive meningsløs for sygeplejersken. En styrkende faktor for den rehabiliterende indsats, var et personligt kendskab og relation til borgeren.
Konklusion: Sygeplejerskernes rehabiliterende indsats var opgavebaseret og styret af organisatoriske rammer og hæmmet af fragmentering. Derfor udeblev en helhedsorienteret rehabiliterende indsats
