Susan Kent (ed.): Domestic Architecture and the Use of Space - An Interdisciplinary Cross-Cultural Study
Anmeldes af Bror Westma

Westman, Bror

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

nere årtiers krigshandlinger, hvor skiftende selvbestaltede regimer gentager kolonitidens forsøg på at forvalte nueme.Men selv om de individuelle profeter re­præsenterede innovation, var de som fæno­men et udtryk for kontinuitet. De byggede vi­dere på traditionen for, at visse mænd kunne arve en særlig forbindelse til guddomme fra oven, den fra Evans-Pritchards værker så kendte guan kuoth, „ejer af en guddom", som er det ord for fænomenet, der hyppigst anven­des blandt de vestlige nuer, og som Evans- Pritchard ligestillede med „profet". Johnson bruger, på to undtagelser nær, konsekvent den engelske term prophet, ikke (de østlige) nuer(ne)s term: guk kuoth - „en guddoms be­holder". Dermed er udnævnelsen til profet Johnsons, ikke nuemes. For dem bærer ter­men guk kuoth formodentlig sin egen mening, defineret af fænomen og praksis. For os andre er det dog af betydning, at Johnson aldrig gi­ver nogen klar deFmition på sit pro/etbegreb. Derved bliver man ganske vist en hel del mere vidende om nuemes mangfoldige guk kuoth- skikkelser, men man bliver ikke særlig meget klogere på profeter og profeti i almindelighed.Johnsons forsigtige ansats til at formulere et profetbegreb består i at genoplive termino­logien fra Nora Chadwicks „tænksomme, men nu negligerede bog Poetry and Prophecy" fra 1942. For at undgå terminologien fra ånde­besættelsesfænomener, skriver Johnson, kan man passende anvende Chadwicks term „man­tisk aktivitet", der refererer til „erhvervelse, dyrkelse og erklæring af viden, viden om en almindeligvis ukendt nutid og fortid, så vel som om fremtiden" (side 35). Denne græske „fætter" til profeti-begrebet undgår ifølge Johnson den almindelige forvirring, som ude­lukkende jævnfører profeti med forudsigelse, og opmærksomheden henledes på de intellek­tuelle og kunstneriske kvaliteter ved mantiske personer så som seere, shamaner og profeter (ibid.). Det står ikke denne anmelder klart, hvor­ledes Chadwicks „mantiske personer" adskil­ler sig fra for eksempel Max Webers „mysta- goger", og hvorfor ikke ét ord om Edwin Ardeners teori om profeti (fra 1975), der om­sider udkom i Ardener-antologien The Voice of Prophecy i 1989 (ed. Malcolm Chapman), blandt andet i Oxford - på Basil Blackwell - på et tidspunkt, da Johnson må formodes at have været midt i arbejdet på Nuer Prophets!Det manglende teoretiske standpunkt skul­le ifølge Johnson (side ix) findes i artiklenRevealing Prophets i 1994-antologien Revealing Prophets: Prophecy in Eastern African History, redigeret af D. M. Andersen og D. H. Johnson. I lokaliseringen af denne tekst meldte der sig et problem: Der gives i bibliografien ingen referencer til forlag, men alene til udgivelsessteder. Dét går simpelthen ikke i disse tider, hvor selv gamle, ærværdige universitetsforlag bliver multinationale, med forlagsaftaler i snart sagt hver en universitets­by. I hvert fald forlaget burde have en princi­piel interesse i at få sådanne oplysninger med. En søgning i bibliotekernes database afslø­rede, at Revealing Prophets udkom i septem­ber 1994 på forlagene Ohio University Press og James Currey. Det burde selvsagt have fremgået af bibliografien. Man kan så blot håbe på, at denne udgivelse giver den teoretisk sultne mere guf for pengene....Og når vi nu er ved - grafiske detaljer: Som omslagsfoto har man valgt at gengive det billede af profeten Dial Diu, der også findes på side 212, men de to billeder vender forskel­ligt! Man må vælge at tro, at der er tale om et hændeligt uheld, og ikke en skruppelløs, æste­tisk manipulation fra forlagets side, hvorved netop den profet, der står klarest frem af tek­sten, præsenteres i vrangbillede.Nina Johnsen mag.scient. i antropologiSUSAN KENT (ed.): Domestic Architecture and the Use of Space - An Interdisciplinary Cross-Cultural Study. Cambridge, New York & Melbourne: Cambridge University Press 1993 (1990). 192 sider, illustreret. ISBN 0-521-44577-9 paperback, pris£14.95.Den foreliggende bog, der udkom første gang på Cambridge University Press i 1990, hand­ler om relationen mellem boligers udformning og brugen af dem. Bogen er nu udkommet som paperback i en serie, der hedder New Directions in Archaeology, og det siger alle­rede meget om dens indhold. Udgiveren er selv arkæolog og ønsker at åbne faget i for­hold til etnografers studier af materiel kultur, som boligerne jo er en del af.Det arkæologiske udgangspunkt betyder først og fremmest at studier af materiel kultur må foretages, uden at man kan spørge folk, hvad tingene betyder. Kan de lære af etnogra­fers studier af andre kulturers boformer?160Det drejer sig især om at oversætte begreber anvendt i den etnografiske/antropologiske forskning til begreber, som arkæologer kan anvende. Det fremgår af bogen at denne over­sættelse betyder en form for generalisering: Der tales om aktiviteter og om sociopolitisk kompleksitet, og der tales om mono- og multi- funktionelle aktiviteter i forhold til rum­anvendelse, dvs. om rum anvendes til flere formål eller om de kun er bestemt til en be­stemt type handlinger.Det er ikke mærkeligt, at arkæologer kan bruge arkitekten og arkitekturantropologen Amos Rapoport, der slog igennem med sin bog House, Form and Culture. ( Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall 1969). Udgiveren af den foreligende bog trækker stærkt på Rapoport, der i kapitlet „Systems of activities and systems of settings" på en meget generel måde forsøger at relatere begreberne „setting" og „activity". Jeg ser disse begreber som rela­tionen mellem sted og bevægelse, som det fremgår af Rapoports grafiske beskrivelser. For Susan Kent handler det om, hvorvidt der sker mange forskellige ting på samme sted, el­ler om stedet kun er til én bestemt form for handling - og om hvorledes dette kan aflæses af udgravede fysiske former.Arkæologerne kan bruge Rapoport fordi han abstraherer fra visuelle data til visuelle beskrivelser uden om en sproglig feltarbejds­undersøgelse. Sidstnævnte indeholder bogen dog også eksempler på både fra Madagascar, Schweiz og om Swahilihuset. Kapitlerne om Madagascar (Susan Kus og Victor Raha- rijaona) og Swahilihuset (Linda W. Donley- Reid) ligger tæt op ad symbolantropologien i udforskningen af boligens symbolik i forhold til i verdenshjørner, relationer mellem oppe og nede, forholdet mellem kønnene og forholdet mellem aldersgrupper. Også boligens ind­retning og møblering og dens anvendelse til opbevaring og fremvisning bliver fortolket, mest indgående i Swahilieksemplet.Analysen af moderne boligbyggeri i Schweiz (Roderick J. Lawrence) understreger nødvendigheden af at tage hensyn til tidsdimen­sionen for at forstå, hvorledes levet liv og de fysiske rammer gensidigt påvirker hinanden.Ud over introduktionen præsenterer Susan Kent os for en indgående analyse af boformer set i relation til sociopolitiske strukturer (ind­delinger efter køn, alder og aktiviteter), men hun konkluderer mærkeligt nok i en note (nr. 14): „Skønt gensidige forhold ikke altid med­fører et årsagsforhold, så er det omvendte også sandt - gensidige forhold benægter ikke altid årsagsforhold. I dette tilfælde antyder jeg, at rumopdelt arkitektur, funktionelt afgrænsede og kønsspecifikke rum og sociopolitisk kom­pleksitet hænger sammen." (side 152; min oversættelse). Hun mener altså, at komplekse samfund giver mange rumopdelinger i arki­tekturen, hvor hvert rum har sin funktion. I samme kapitel citerer Kent to britiske forskere for at mene, at det er incesttabuet, der forklarer de engelske soveværelsers adskilthed fra re­sten af boligen. Hun tager afstand fra denne antagelse med henvisning til tværkulturelle er­faringer. Jeg blev selv optaget af problemet og kan henvise til den gamle sociolog Georg Sim- mel, der ud fra tværkulturelle henvisninger når frem til, at incesttabuets udformning i forskel­lige kulturer består i et samspil mellem sociale og rumlige forhold: Incesttabuet forstærkes kraftigt, hvor nære slægtninge bor tæt sammen (se Georg Simmel Soziologie. Duncker & Humbolt, Berlin 1968, side 491-3), Fra denne synsvinkel giver samspillet mellem rum og køn flere muligheder for manipulation. En af dem er anvendelsen af fysisk afgrænsning af sovesteder. Fysisk afstand mellem nære slægt­ninge svækker derimod incesttabuet. Her ser vi et af problemerne med den arkæologiske forskning i fysiske efterladenskaber: Hvad be­tyder det, at nogle slægtninge ikke bor under samme tag med de øvrige?Bogen rejser flere spørgsmål, end den be­svarer. De deskriptive symbolstudier er oply­sende og relativt uproblematiske. De tvær­kulturelle sammenligninger får det mere til at knitre. De hjælper os til at stille spørgsmål om den skiftende betydning af relationerne mel­lem samfundenes delelementer, hvortil også den fysiske udformning af boligerne hører. Jeg kan henvise til en anden bog i samme genre, hvor arkæologer og antropologer mø­des: Ole Grøn m.fl.(eds.): Social Space. Odense University Press 1991.Bror Westman Antropolog, Arkitektskolen København161

Susan Kent (ed.): Domestic Architecture and the Use of Space - An Interdisciplinary Cross-Cultural Study

https://tidsskrift.dk/tidsskriftetantropologi/article/download/117852/165843

Susan Kent (ed.): Domestic Architecture and the Use of Space - An Interdisciplinary Cross-Cultural Study

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)