C. M. Hann: Socialism: Ideals, Ideologies and Local Practice
Anmeldes af Ole Høiri

Høiris, Ole

Danish

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Det er synd, at det blev så dumt og dårligt, emnet indeholder ellers et væld af sjove mulig­heder.Nils Finn Munch-Petersen Gudhjem, BornholmC. M. HANN: Socialism: Ideals, Ideologies and Local Practice. ASA Monographs no. 31. London & New York: Routledge 1992. 271 sider. Pris £ 15,99, ISBN 0-415-08322-2.“The importance of ... micro-scale ethnogra- phic work should not be underestimated” (Hann p. 9).Det er før set, at en bog har været så længe om at komme ud, at dens aktualitet er passé. Men få projekter har været så uheldig som dette. Her var udgivelsen ikke for langsom, men historien for hurtig. Ideen til den konfe­rence, der ligger bag bogen, er fra 1989, da den bipolære verden så stabil ud. Konferencen fo­regik i Cambridge i april 1991 - efter Østeuro­pas sammenbrud, men før Sovjetunionens - og ved bogens udgivelse var kun Kina og Cuba tilbage.Ernst Gellner gør i forordet sin lære af det hændte op: socialisme må reduceres til det po- litisk-kulturelle felts dominans af det økono­miske, noget er kan forekomme i mange for­mer. Erfaringerne med disse former kan antropologien bidrage med at etablere. Også Hann fremsætter en restdefmition i denne ret­ning. For ham er socialisme menneskehedens største og mest systematiske forsøg på at hu­manisere den kapitalistiske økonomi for at skabe det gode samfund.De to første artikler omhandler traditio­nelle antropologiske emner med undertitler som “Kropotkin visits the Bushmen’’ og “Marx and Sahlins in the Amazon”. Alan Bamard gennemgår debatten om kollektivisme/indivi­dualisme hos buskmændene som en vester­landsk ideologiske debat, og Joanna Overing gennemgår tilsvarende begreberne anarki/kol­lektivisme og relaterer dem til sit feltmateriale fra piaroa.Blandt de mere interessante artikler er Ralph Grillos: “The construct of ‘Africa’ in African Socialism”. Med udgangspunkt i en kenyansk regeringserklæring fra 1965 om afri­kansk socialisme fastslår han kernen i begrebet som 1) gensidigt socialt ansvar - karakteriseret ved alle ’co-'-ordene: cooperation, community.corporateness og co-ownership; og 2) politisk demokrati, d.v.s. det demokratiske og det klasseløse. Disse fænomener i det traditionelle afrikanske samfund blev relateret til begreber som udvidet familie (Nyerere) og broderskab (Kenyatta). Grillo sporer inspirationen til Jomo Kenyattas antropologiske værk fra 1938: “Facing Mount Kenya". Bag denne bog ligger igen to inspirationskilder, en missionsopfat­telse af fælles ansvarlighed som tæt på de sande kristne ideer, og en generel antropolo­gisk opfattelse af de traditionelle afrikanske forhold.Grillo gennemgår den debat, der har været om afrikansk socialisme og hans pointe er, at kernen i begrebet og årsagen til dets store po­pularitet ikke skal søges i de politiske og øko­nomiske statslige tiltag, men i de kulturelle og spirituelle. Henvisningen til den førkoloniale afrikanske socialisme gjorde op med koloni­tidens ideologiske pointering af, at alt det tra­ditionelle var inferiørt. Den bidrog til at skabe en identitet, der kunne frigøre sig fra kolonial­ismen, en identitet hvor afrikanere kunne finde sig selv, blive sig selv og være stolte af sig selv. I Grillos analyse kan afrikansk socialisme så­ledes ses som værende en identitetsstrategi, der meget ligner fundamentalismen, nemlig ska­belsen af en egen historisk baseret identitet, frigjort fra den europæiske dominans ved hen­visning til og mytologisering af de før-euro- pæiske særegne forhold.I to indlæg om Tanzania beskriver først Pat Caplan en lille tanzaniansk landsbys reaktion på 20 års udviklingsdekreter fra toppen og konkluderer, at selv om socialismen ikke har indfriet forventningerne i Tanzania, så er det gået mindre skidt her end i så mange andre afrikanske stater. Derefter følger Ray Abra- hams og Sufian Bukururas redegørelse for de private vagtvæm ’sungusungus' udvikling og formelle institutionalisering i et spil mellem det politiske og bureaukratiske system. Dette følges af A. P. Cheaters påvisning af den zimbabw'ianske socialismes sammenbrud i modsætningen mellem en socialistisk ligheds­kultur, en moderne, vestlig ungdomskultur, og den traditionelle, nationalistiske ulighedskul­tur, som efter socialismens opgivelse i 1991 fremmes med henblik på fastholdelse af den politiske elites - og mændenes - magtmono­pol.I de to ‘asiatiske’ artikler gennemgår Jona­than Spencer den udvikling, der i Sri Lanka199førte til det nationalistiske oprør, formidlet af utilfredse højtuddannede unge, som ikke kunne omsætte deres uddannelses- og forventnings­niveau til et offentligt erhvervsniveau, mens Grant Evans vurderer Theravada buddhismens rolle i den socialistiske udvikling i Laos, hvor buddhismen er blevet fastholdt - og koopera­tiverne brudt sammen - fordi dens ‘merrit- making’økonomi og de religiøst formidlede solidaritetsbånd blandt bønderne ikke kunne erstattes af kooperativernes strukturer og man­gel på overskud.Tamara Dragadze beskriver effekten at den sovjetiske fjernelse af både religiøse bygninger og specialister (præster og mullaher) i Georgien og Azerbaijan. Ved livscyklusritualer blev religionen domestificeret, det vil sige bragt til hjemmene og udført af folk selv, da de på grund af den stærke ateistiske propaganda fik mod på selv at udføre det, de religiøse specialister tidligere havde monopol på. Efter perestroika er religionen igen flyttet ud i det offentlige rum med kirke- og moskebygning, men ikke i den gamle symbolform. Nok er de nye bygninger også religiøse symboler, men de er endnu mere symboler for den voksende na­tionalisme.Jack M. Potter skriver om effekten af 30 - 40 års revolutionær socialisme på de kinesiske bønder (i Zengbu), og konstaterer, at mange af de fundamentale strukturer har overlevet revo­lutionen. Lineagesystemet, klasseforskellene, religion og magi trives nu igen.De østeuropæiske afsnit indeholder en un­dersøgelse af etno-nationalisme af Katherine Verdery. Med henvisning til især de rumænske forhold finder hun, at de socialistiske økonomier, der betragtes som redistributions­økonomier, var karakteriseret af mangel på ressourcer, hvad der medførte bureaukratisk konkurrence om ressourcerne, hvad der igen udkrystalliserede etniske modsætninger, idet kampen om ressourcerne skete under henvis­ning til fremme af den stats- eller partibærende gruppes nationale værdier. I Michael Stewarts ungarske eksempel går det dog den anden vej. Her blev der ført en benhård assimilations­politik over for sigøjnerne, som skulle civiliseres til socialistiske arbejdere via det forædlende lønarbejde (økonomien deter­minerer kulturen). Strategien lykkedes ikke, da sigøjneridentiteten var for stærk, og da sigøjnerne som andre ungarer erfarede, at det ikke var hårdt arbejde, men spytslikkeri, snydog svindel, der bragte en frem i den socialisti­ske økonomi.Herefter følger Ladislav Holys forklaring på den tjekkoslovakiske fløjlsrevolutions sær­egenhed. Forklaringen skal findes i den brede kulturelle kontekst og ikke i det snævre felt, som normalt opfattes som det politiske. Revo­lutionen blev startet af studenter, kunstnere og intellektuelle, og deres oprør blev meget hur­tigt fulgt af ‘masserne’. Forklaringen finder Holy dels i tjekkernes opfattelse af deres nation som vestlig og som en kulturnation, dels i den tjekkiske opfattelse af forholdet mellem nation og stat. Det, at staten ikke tjente nationens interesser, gjorde den illegitim i massernes øjne. Den slovakiske del af revolutionen be­handles af Peter Skalnik, der beskriver en landsbys historie gennem hele dette århun­drede og konkluderer, at de nye frihedsidealer forekommer indbyggerne tomme, så længe deres materielle sikkerhed undermineres mere og mere.Frances Pine beskriver polske bonde­kvinder i den seneste del af den socialistiske periode, hvor “intet var tilladt, men alting mu­ligt”. Hun viser, hvorledes den kønslige ar­bejdsdeling i de økonomiske sektorer udfolder sig og afføder en klar afstandtagen til den statslige økonomiske sektor. Den traditionelle bondeøkonomi og dens arbejdsdeling er kun ændret meget lidt af den socialisme, som ikke affødte nogen kollektivisering.Fra England undersøger Susan Wright for­holdet mellem det gamle ‘Labours’ og ‘det nye Venstres’ opfattelse af socialisme og strategier på lokalt niveau ved at følge ‘the rise and fall’ af en industrialisering i Teesside.Som nævnt indledningsvis, var bogens til­blivelse uheldigt ‘timet’. Men da indholdet ikke holdes sammen af andet end at artiklerne omhandler fænomener på lokalt eller nationalt niveau inden for stater, der har været eller har kaldt sig socialistiske, kan denne ‘timing’ må­ske alligevel være ligegyldig. Tilbage står en samling artikler - hver især interessante nok i deres regionale perspektiv - af meget hetero­gen karakter, med en titel, som lige så godt kunne have været en hel anden. Dens hoved­tema: modsætningen mellem magtens sætten sig igennem fra oven og befolkningernes ak­tion og reaktion fra neden, set fra et antropo­logisk feltarbejdes erfaringsverden med dets lokalsamfundssolidaritet, er jo ikke noget ukendt felt inden for antropologien, og ej heller200et problem, som alene relaterer sig til stater, der har kaldt sig socialistiske. Bogen kan da heller ikke påpege noget specielt træk, som kunne gøre en indskrænkning til sådanne stater inter­essant, idet det eneste, som synes at være gået igen i alle eksemplerne, er, at kvinderne har opnået større frihed og selvstændighed. Men det gælder jo ikke kun i de socialistiske stater.Ole HøirisAfdeling for etnografi og socialantropologiMoesgård Aarhus UniversitetULF HANNERZ: Cultural Complexity: Stu­dies in the Social Organization of Meaning. New York: Columbia University Press 1992. 347 sider, pris 40.50 US$. ISBN 0-231- 07622-3 hardback.Som bogens titel antyder, indskriver Hannerz sig i dét forskningsfelt, der efterhånden be­nævnes „kulturel kompleksitet". Behovet foret sådant (endnu meget vagt defineret) felt er op­stået som følge af en udbredt erkendelse af, at det er umuligt at analysere kulturer som luk­kede enheder. Det har den moderne verdens udveksling af information, varer og mennesker umuliggjort.De sidste 10-års selvkritiske tiltag i antropologien og studier af det globale systems dynamik, har ført til en erkendelse af, at „de andre” ikke bare er passive forbrugere af vest­lig kultur, men i høj grad er medskabere af et globalt kulturelt „flow”.I Cultural Complexity beskriver Hannerz den kulturelle side af verdenssystemets center/ periferi-struktur og pointerer „de andres” bi­drag til en ny kulturel diversitet. Den moderne verden er ikke længere forbeholdt centrene, men findes også i udkantsområderne og han understreger nødvendigheden af, at studere bysamfundene med de store befolkningskon­centrationer og den mest intensive kultur­udveksling.Det der kendetegner det moderne samfund er fluktuation og et sandt virvar af processer, hvoraf nogen trækker samfundet fra hinanden og andre får det til at hænge sammen. Hannerz er eksplicit i oppostion til fokusering på stabile strukturer (longue durée). Han prøver her at forene et interaktionistisk ståsted med en inter­esse for makroantropologi, og nævner eksplicitBerger og Luckmann's videnssociologi og Barth som inspiratorer.Det er væsentlige emner, han tager op. Det er byernes, mediernes, kosmopolitternes, de intellektuelles, migranternes, de transnationale professioners og videnskabernes betydning, der tages under behandling. Hovedformålet er at afsøge vilkårene for produktion og distribu­tion af betydning - hvad der begrænser og befordrer det globale kulturelle „flow”. Han finder fire domæner der er centrale organisa­torer af betydning - staten, markedet, de so­ciale bevægelser og livsformen. Hvilken der dominerer varierer med tid og sted. Han problematiserer en udbredt opfattelse af kultur som noget, alle samfundsmedlemmer deler. Samtidig er det et opgør med den hidtidige antropologiske behandling af moderne sam­fund. Den har, ifølge Hannerz, bestået i at stu­dere subkulturer - som isolater - ud fra den antagelse at komplekse samfund bestod af en mosaik af subkulturer.Som erstatning for mosaik-metaforen for det komplekse samfund, lancerer Hannerz et nyt kodeord for den kulturelle diversitet: „kreolisering”. I den moderne verden præsen­teres individer og grupper konstant for nye perspektiver på verden, og danner på den bag­grund nye kulturelle formationer, evt. „inden i hinanden”. Vi får subkulturer og subsub-kultu- rer. Den enkeltes perspektiv er et perspektiv på perspektiver, det vil sige at kendskabet til andre perspektiver på tilværelsen, og ageren i forhold til disse perspektiver, er et konstant vilkår for folk i komplekse samfund.Ifølge Hannerz er der sket et kvalitativt skift fra en verden, hvor de kulturelle forskelle var baserede på autonome samfund, til en ver­den hvor kulturelle forskelle er baserede på relationer og interaktion. Udviklingen betyder altså ikke en global kulturel homogenisering, som mange enten frygter eller håber.Jeg finder hans insisteren på en antropolo­gisk behandling af det moderne samfund og de kritiske opgør relevante, og som introduktion til emnet „kulturel kompleksitet” er det en nyt­tig bog. Der er et stort antal noter, der for en stor dels vedkommende henviser til både forti­dige og nutidige debatter om de emner, der behandles i bogen.På den anden side er bogens meget gene­relle sigte også dens problem. Der er for meget „common sense”, hvilket medfører, at bogens grundighed bliver til omstændelighed. Eksem­201

C. M. Hann: Socialism: Ideals, Ideologies and Local Practice

https://tidsskrift.dk/tidsskriftetantropologi/article/download/117958/165939

C. M. Hann: Socialism: Ideals, Ideologies and Local Practice

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)