15 research outputs found
Gastrointestinal illness among triathletes swimming in non-polluted versus polluted seawater affected by heavy rainfall, Denmark, 2010-2011.
Recent years have seen an increase in the frequency of extreme rainfall and subsequent flooding across the world. Climate change models predict that such flooding will become more common, triggering sewer overflows, potentially with increased risks to human health. In August 2010, a triathlon sports competition was held in Copenhagen, Denmark, shortly after an extreme rainfall. The authors took advantage of this event to investigate disease risks in two comparable cohorts of physically fit, long distance swimmers competing in the sea next to a large urban area. An established model of bacterial concentration in the water was used to examine the level of pollution in a spatio-temporal manner. Symptoms and exposures among athletes were examined with a questionnaire using a retrospective cohort design and the questionnaire investigation was repeated after a triathlon competition held in non-polluted seawater in 2011. Diagnostic information was collected from microbiological laboratories. The results showed that the 3.8 kilometer open water swimming competition coincided with the peak of post-flooding bacterial contamination in 2010, with average concentrations of 1.5x10(4) E. coli per 100 ml water. The attack rate of disease among 838 swimmers in 2010 was 42% compared to 8% among 931 swimmers in the 2011 competition (relative risk (RR) 5.0; 95% CI: 4.0-6.39). In 2010, illness was associated with having unintentionally swallowed contaminated water (RR 2.5; 95% CI: 1.8-3.4); and the risk increased with the number of mouthfuls of water swallowed. Confirmed aetiologies of infection included Campylobacter, Giardia lamblia and diarrhoeagenic E. coli. The study demonstrated a considerable risk of illness from water intake when swimming in contaminated seawater in 2010, and a small but measureable risk from non-polluted water in 2011. This suggests a significant risk of disease in people ingesting small amounts of flood water following extreme rainfall in urban areas
Frigivelse af næringsstoffer pga. menneskeskabt fysisk forstyrrelse og suspension af havbundssedimenter. Et studie med fokus på danske farvande
Menneskelige aktiviteter som råstofindvinding, klapning og fiskeri med bundslæbende redskaber resulterer i suspension af havbundsmateriale med mulighed for frigivelse af næringsstoffer og miljøfarlige stoffer til det marine miljø. Næringsstoffer har stor betydning for miljøtilstanden, særligt i kystnære farvande, og der er igangsat indsatser mhp. at begrænse udledningen af næringsstoffer fra land til det marine miljø. Frigivelsen af næringsstoffer fra aktiviteter i det marine miljø er imidlertid langt mindre undersøgt og ikke veldokumenteret. Aktiviteter som klapning, råstofindvinding og fiskeri resulterer i en suspension af havbundsmateriale, hvilket kan medføre frigivelse af næringsstoffer til vandfasen og potentielt bidrage til den i forvejen forhøjede eutrofieringstilstand i danske farvande.I dette projekt indsamles den tilgængelige nationale og internationale litteratur til belysning af den mulige næringsstoffrigivelse forårsaget af fysisk forstyrrelse og den resulterende suspension af havbundsmateriale. Rapporten skal indgå som en del af Miljøstyrelsens vidensgrundlag til vurdering af miljøeffekter ved aktiviteter i det marine miljø samt anvendes til at identificere de områder, hvor der mangler viden og data til vurdering af de mulige miljøeffekter af aktiviteter på havet. Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen og Miljøstyrelsen har haft rapportudkast til kommentering undervejs i projektgruppens arbejde, men valg af metoder og konklusioner er alene projektgruppens ansvar
Undersøgelse af alternative klapteknikker og håndtering af klapmateriale
Denne rapport består af en række uafhængige kapitler vedrørende klapning og klapningspraksis samt anbefalinger til Best Practice ved større klapninger typisk i forbindelse med anlægsarbejder.Den aktuelle forvaltningspraksis i en række europæiske lande er gennemgået med udgangspunkt i anbefalinger vedrørende praksis for klapning udarbejdet af HELCOM og OSPAR. Anbefalingerne fra HELCOM/OSPAR omfattes i rapporten af følgende emner: a) Hierarki for placering af opgravet marint materiale; b) Krav til ansøgninger om klapning; c) Plan for prøvetagning i forbindelse med klapninger både før og under klapningen; d) Krav til karakterisering af det opgravede materiale i relation til fysiske, biologiske og miljøkemiske parametre; e) Procedurer for udstedelse af klaptilladelse; f) Håndtering af klapningen herunder angivelse af ”Best Practice”; g) Iværksættelse af overvågning/monitering af klapningen; h) Krav til afrapportering til HELCOM og OSPAR. De enkelte landes praksis er vurderet i forhold til HELCOM/OSPARs anbefalinger med særligt fokus på den danske forvaltning, som den er beskrevet i Klapbekendtgørelsen. I tilhørende bilag til rapporten er angivet diverse krav til tilladelser til klapning i danske farvande samt internationale kriterier for tålegrænser for miljøfremmede stoffer.I Danmark er den foretrukne metode til dumpning af opgravet sedimentært materiale klapning. Det opgravede materiale placeres i en splitpram, og frigives ved åbning af klapperne i bunden af splitprammen, deraf navnet. Materialet synker straks efter klapning mod bunden forårsaget af materialets højere densitet. Der findes en række alternative metoder til klapning fra splitpram, som i dag anvendes forskellige steder i verden. Pumpning af det opgravede materiale til bunden evt. i kombination med en diffusor ved overgangen fra pumperør til bund er et alternativ, der vil fjerne spredning af finkornet materiale og frigivelse af næringsstoffer m.m. under transporten fra splitprammen til havbunden. Pumpning vil på den anden side kunne medføre en delvis opbrydning af dele af materialet, som derved lettere vil kunne resuspenderes og have sværere ved at blive konsolideret på havbunden. Et andet alternativ er brug af ”tremie”, hvor der stadig deponeres ved brug af rør, men her udelukkende gennem tyngdekraft. Denne metode stiller dog krav til materialets beskaffenhed for, at det kan transporteres til havbunden kontinuerligt. Andre aktuelle og potentieller fremtidige metoder er gennemgået. Udover valg af klapningsmetode kan spildet eller spredningen af finkornet materiale ved klapningen reduceres ved brug af boblegardiner eller siltgardiner. Andre måder til at reducere effekter er ved at tage hensyn til vejrlig og kun klappe i optimale meteorologiske vinduer eller på pladser, hvor strøm- og bølgeforhold resulterer i minimal spredning af det klappede materiale.Den mest optimale håndtering af opgravet materiale er at nyttiggøre det til f.eks. sandfodring/bypass, når materialet er ikke-forurenet, eller til forskellige formål på land. I henhold til dansk lov og praksis skal opgravet havbundsmateriale håndteres efter et hierarki, hvor materiale hentet fra havbunden skal søges nyttiggjort, før man overvejer, om det skal deponeres/klappes. Mulige håndteringer af materialet er mangeartede og kan rangeres efter deres potentielle miljømæssige fordele og ulemper. Der er imidlertid flere faktorer der spiller ind, når nyttiggørelse skal vurderes. En central parameter for anvendelse er eventuelle miljøkvalitetskrav i dansk lovgivning, der skal tilgodeses for de enkelte håndteringer. Anvendelsesmulighederne er afhængige af sedimenternes typiske kornstørrelser, mængder/volumen af opgravet materiale, opgravningsfrekvenser og rater af det opgravede materiale. Dette peger på et behov for i de enkelte sager at udføre en vurdering af gennemførlighed af anvendelsen/genanvendelsen. Forskellige kategorier og typer af genanvendelse er i grove træk: 1) Anvendelse som byggematerialer; 2) By- og landskabsdannelse, herunder bearbejdning af habitater; 3) Som element i klimasikringsanlæg. Disse kategorier vil ofte overlappe, idet landskabsdannelse kan indgå som et led i byggeprojekter og klimasikring ligeledes kan tænkes ind i by- og landskabsudvikling.For at sikre det faglige indhold i kommende miljøkonsekvensvurderinger af klapninger, herunder transparens i forhold til resultaterne af de gennemførte analyser, kan der i store klapsager implementeres en procedure for udbud og gennemførelse af miljøkonsekvensvurdering som omfatter flere trin:1. En uafhængig instans, som f.eks. kan være den sagsbehandlende myndighed eller en uafhængig rådgiver udarbejder en kravspecifikation for selve miljøkonsekvensvurderingen inkl. kontrolprogrammer for klappraksis og natur- og miljøforhold, som bliver en central del af udbudsmaterialet.2. Der skal af den kontrollerende myndighed stilles krav om vægtning ved bedømmelse af tilbuddene på opgaveudførelse, hvor pris ikke får den dominerende rolle ved valg af tilbud, og at kvalitet i opgaveudførslen vægter højere.3. Der implementeres et kontrolprogram til løbende dokumentation af klapningen vedrørende klapmængder, klapmetoder og placering af det klappede materiale, som skal køre i hele den periode, der klappes og som er specifikt for den enkelte større klapsag.4. Der implementeres et kontrolprogram til løbende monitering og dokumentation af, at kravspecifikationen og antagelserne i miljøkonsekvensvurdering vedrørende natur- og miljøeffekter er overholdt. Kontrolprogrammet skal gennemføres undervejs og efter endt klapning. Indsamlede data i kontrolprogrammet skal følge ensartede standarder for prøvetagning, og data skal gøres offentligt tilgængelige.5. Implementering af adaptiv klapningsstrategi, hvor sedimentspredning løbende evalueres og hvor manglende opfyldelse og/eller ændringer i forudsætninger skal kunne medføre ændring af aktiviteten eller midlertidigt stop for klapningen, til der er fundet en løsning, der sikrer opfyldelse.6. En uafhængige instans skal ved afslutning af klapningsprojektet evaluere om kravspecifikationer og antagelser til miljøkonsekvensvurderingen og evt. vilkår stillet af myndighederne for godkendelse af klapning er opfyldte.Best Practise for valg af klappladser bør have udgangspunkt i at minimere negative miljø -og natureffekter, men kan også inkludere andre hensyn som f.eks. klimahensyn og økonomiske hensyn. Helt overordnet bør hensynet til værdifuld natur vægte højt, hvilket betyder, at klappladser ikke skal placeres i nærheden af værdifuld natur. Identificering af værdifuld natur bør ske ved konkrete undersøgelser, men kan i udgangspunktet identificeres som: Ålegræsbede og makroalger, Natura 2000 habitatområder, følsom bundfauna, karakteristiske bundhabitater og vandplanområder som ikke kan tåle yderligere påvirkning med næringsstoffer. Endvidere bør de toksikologiske og bioakkumulerende virkninger af det udgravede materiale generelt set vurderes. Ved valg af den konkrete klapplads anbefales en strategi, hvor det klappede materiale konsolideres på et så lille areal som muligt og risikoen for sedimentspredning gennem resuspension minimeres. Herved vil den arealspecifikke påvirkning blive stor, men have en ubetydelig eller meget lille betydning for det samlede område. Derudover vil alle afledte effekter som samlet iltforbrug, næringsstoffrigivelse, CO2-frigivelse, frigivelse af miljøfremmede stoffer og risiko for utilsigtet påvirkning af følsomme arealer og arter blive relativt mindre, ligesom muligheder for kontrol øges. Arealet som påvirkes kan minimeres ved at vælge klappladser og klappraksis karakteriseret ved at være horisontalt afskærmede fra den omkringliggende havbund, ligge på stor vanddybde, og have lave strømhastigheder. Områder med stærk strøm eller høj grad af bølge- nedslag – og dermed en betydelig grad af erosion af de øverste sedimentlag - bør undgås idet strømmen vil sprede klapmaterialet, og det påvirkede areal vil blive mange gange større. Klapning bør som udgangspunkt foregå udenfor vækstsæsonen, hvilket også tidligere har været praksis i forbindelse med klapgodkendelser.Det anbefales at lave en tilsvarende analyse som nærværende for udgravning og råstofindvinding