Modernitetens klang:Nervelidelser, lydfortolkning og populærmusik i 1800-tallets København

Med udgangspunkt i komponisten og dirigenten H. C. Lumbyes virke og værk undersøges sammenhænge mellem Københavns musikscenes udvikling og de soniske konsekvenser af byens urbanisering og industrialisering i 1800-tallets anden halvdel. Perioden betegnes indenfor den lydhistoriske forskning som en særligt auskultativ æra – en epoke dedikeret til lyd og lytning. Det var samtidig en periode, der udsatte borgernes nerver for en sanselig overbelastning, der døvede oplevelsesevnen og, indenfor musikken, fordrede stadig mere komplekse og kraftfulde kompositioner for at holde koncertpublikummets opmærksomhed fanget. Lumbyes karriere overlappede med både periodens fremskridtstro og forventninger til teknologiens muligheder og den fremvoksende debat om de støjgener, der opstod i forbindelse med byudviklingen. Hans virke kan anskues som en alternativ model for analysen af samspillet mellem urbanisering og populærmusik: komponisten og musikeren som fortolker af modernitetens klang, der tilgængeliggjorde byens nye lyduniverser for flere og samtidig udbredte den fokuserede lytning som koncertpublikummets auditive ideal