Stevnsborg, Henrik

Danish

Copenhagen University Research Information System

Rød, hvid og brun terror

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Rød, hvid og bran terroraf Henrik StevnsborgDe sønderjyske Landsdele var i tiden op til 2. verdenskrig arbejdsmark for tyske efterret¬ningsfolk, og også sovjetrussiske agenter stejfede området. Ud fra en enkelt sag i densønderjyske politiadjudants arkiv belyser lektor Henrik Stevnsborg, Københavns Uni¬versitet, kommunistlederen Béla Kuns aktiviteter i så henseende. Det fortsat kontroversi¬elle spørgsmål om samarbejdet mellem dansk og tysk politi i 1930erne bliver ligeledesberørt.Det var sommeren 1966, og det var 2. g. Vi terpede. En af de bøger, vi skulleop i, var »Gads historie for gymnasier og seminarier«. Fra den husker jeg enenkelt løsreven sætning. Den lød: »På den røde terror fulgte nu en hvid«.Denne knappe sentens henviser til nogle af de blodigste begivenheder i Un¬garns nyere historie.1 Under 1. verdenskrig løsrev Ungarn sig fra Østrig, ogdet østrig-ungarske dobbeltmonarki under huset Habsburg ophørte med ateksistere i 1918. Alligevel betragtede krigens allierede sejrherrer Ungarn somen taber på lige fod med Østrig. De allierede, og ikke mindst Frankrig, ønskedederfor, at Ungarn skulle afgive store landområder til nabostaterne. Det varved dén lejlighed, det nu hedengangne Jugoslavien blev skabt. Men også Tjek¬koslovakiet og Rumænien stillede territoriale krav - og proklamerede, at deom nødvendigt ville se dem opfyldt med våben i hånd.Den udenrigspolitiske krise var med andre ord akut, da kommunisternegreb magten og den 21. marts 1919 udråbte Ungarn til en sovjetrepublik.2 133dage varede dette første kommunistiske eksperiment i Ungarn, hvis politiskepoliti kopierede den sovjetrussiske Tjekas berygtede metoder: gidseltagninger,torturkamre og præventive anholdelser i de årle morgentimer. Hertil kom spe¬cialstyrker som Lenin fiuk, »Lenins Drenge«, et straffe- og rekvisitionskorps,der turede landet rundt for at kidnappe kapitalister og tvinge modvillige bøn¬der til at aflevere fødevarer. Det antages, at omkring 500 mennesker mistedelivet som kontrarevolutionære under den røde terror.3I april 1919 gjorde rumænske og tjekkiske styrker alvor af truslerne og giktil angreb. I august var kampagnen slut, og de sejrende rumænske tropperkunne marchere ind i Budapest. På dét tidspunkt havde Sovjet-Ungarns fakti¬ske hersker, kommissæren for udenrigsanliggender Béla Kun, bragt sig i sik¬kerhed. Béla Kun, der var journalist fra Transsylvanien, flygtede til Østrig,hvor han blev forbigående interneret. Senere kom han til Moskva.4Da kommuniststyret faldt, var vejen banet for de hvide, d.v.s. godsejerne og336 Henrik Stevnsborgembedsmændene. Med admiral Miklos Horthy som øverste chef iværksatte etvirvar af private hære og frikorps en bølge af hvid terror. 100.000 ungarereflygtede; 75.000 blev interneret; antallet af henrettede opgives både i hundrederog i tusinder - og er altså omgærdet med største usikkerhed.5 Til gengæld stårdet fast, at Horthy kronede de anti-kommunistiske udrensninger med at ladesig vælge til rigsforstander 1. marts 1920, samt at admiralen og hans junta heltfrem til 1944 regerede Ungarn som en anden bananrepublik.Kommunistiske terrorgrupperDen 3. maj 1935 skrev Sønderborg politi rapport på baggrund af underhånd-sinformationer fra en ansat ved Geheime Staatspolizei i Flensborg - der igenhavde sine oplysninger fra en kommunistisk meddeler i Danmark6. Rapportenvedrører bl.a. Béla Kun. Den hører til en sag, der bærer journalnummer 969 idet sønderjyske politiadjudantarkiv, og som på flere måder er interessant. Fordet første fordi den giver anledning til at rekapitulere Béla Kuns skæbne, deri mangt og meget var typisk for en topkommunist i årene mellem de to verdens¬krige. Og for det andet fordi den rammer direkte ind i spørgsmålet om danskpolitis samarbejde med tysk politi i 30'erne.Af politirapporten fremgik, at Béla Kun i dagene omkring 1. maj samme århavde været i Flensborg. Han var indrejst fra Danmark og var returneret her¬til. Formålet var at organisere kommunistiske terrorgrupper i en række af delande, der grænsede op til Tyskland, bl.a. Polen og Tjekkoslovakiet - samtDanmark. Béla Kuns underjordiske organisationsarbejde koordineredes medtilsvarende aktiviteter i Tyskland. Derfor lynvisitten i Flensborg.Om terrorgrupperne hedder det i Sønderborg politis rapport, at de »på etgivent tidspunkt (skulle) kunne foretage omfattende sabotagehandlinger overfor bygninger og foretagender af særlig betydning ... hvorefter organisationenvil udnytte den derved skabte panikstemning til at »vælte systemet overende« «. Béla Kun selv omtales indforstået som »den kendte kommunistagita¬tor«. Ankommet til Moskva i 1919 blev han nemlig en af Lenins betroedemedarbejdere. Béla Kun fungerede som militærguvernør på Krim, han arran¬gerede arbejderdemonstrationer i Tyskland i 1921, og han blev ansvarlig forudgivelsen af Lenins værker på fremmede sprog. Hovedindsatsen i Kuns sov¬jetrussiske eksil faldt dog inden for arbejderbevægelsens 3. Internationale, denkommunistiske internationale - den, der almindeligvis kendes som Komintern.Mellemkrigstidens totalitære systemer havde en svaghed for eufemistiskeforkortelser. Komintern betegnede en sammenslutning af de nationale kom¬munistpartier til eet globalt kommunistisk parti.7 På Kominterns verdenskon-Rød, hvid og brun terror 337Politigården i Sønderborg i 1930. Herforegik den danske del afefterforskningen i 1935 mod Béla Kunsinternationale terroristvirksomhed. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Sønderborg.gresser i 1921 og 1928 valgtes Béla Kun til præsidiet for det højeste organ,eksekutivkomiteen, EKKI. I det daglige arbejdede han i Kominterns diversesektioner, herunder i Den vesteuropæiske Sektion, i Den kinesiske Sektion ogi Balkansektionen. Hovedsædet lå i Moskva, og efterhånden udviklede Inter¬nationalen sig til et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Agitation varet middel i den politiske kamp; men Komintern veg ikke tilbage for brugen afhverken »terrorgrupper«, »sabotage« eller »panik« for at nå sine mål: proleta¬riatets diktatur, afskaffelse af klasserne, virkeliggørelse af socialismen og ind¬førelsen af det kommunistiske verdenssamfund. Komintern ville, kort sagt,verdensrevolutionen.Sabotage mod Lillebæltsbroen?I dette lys lod oplysningerne fra det tyske politi om Béla Kun sig ikke udenvidere affærdige. Det danske politi så da også udmærket logikken i, at Kun ogKomintern opererede i Danmark, eftersom »Danmark på grund af sin særlige338 Henrik Stevnsborgbeliggenhed ved indgangen til Østersøen og som grænseland til Tyskland vilvære et af de vigtigste steder at have fodfæste i en sovjetrussisk-tysk kon¬flikt«8 - den konflikt, der jo blev til virkelighed under 2. verdenskrig. Mestalarmerende var dog oplysningen om, at Béla Kun agtede at lade sine sabotø¬rer gå i aktion allerede 11 dage senere, når Lillebæltsbroen skulle indvies den14. maj 1935.På dén baggrund valgte politimesteren i Sønderborg at sende to kriminalbe¬tjente officielt til Flensborg for at indhente supplerende oplysninger. Resultatetaf denne henvendelse blev opsummeret i en politirapport den 9. maj 1935. Her¬af fremgår, at Béla Kun siden 1933 havde været eftersøgt i Det tredie Rige forterrorisme; at Gestapo nærede stærk mistanke om, at han p.t. opholdt sigillegalt i København; samt at han, såvidt man vidste, rejste under mindst fireforskellige dæknavne med et tilsvarende antal falske pas.9Sønderborg politi tog desuden direkte, men meget diskret, kontakt til denansatte ved det hemmelige tyske statspoliti, der oprindelig havde lækket med¬delelsen om Béla Kun og hans samfundsomvæltende aktiviteter. Den pågæl¬dende tyske politimand tegnede da billedet af en kommunistleder, der uafla¬deligt var på farten. Så i Berlin. Så i Munchen. Og så i Flensborg. For¬klædningerne vekslede. Ifølge Sønderborg politis rapport af 12. maj 1935,hvori disse underhåndsoplysninger siden blev indført, rejste Kun »dels somkvinde, dels som en forretningsmand med sekretær, dels også som en svageligperson, der er på sygerejse». Men bag »kvinden«, »forretningsmanden« og»reconvalescenten« skjulte sig en højst martialsk skikkelse med »særlig inter¬esse for våben- og ammunitionsdepoter« og med et følge af »militæruddanne-de medhjælpere«10.De sidstnævnte, der som Béla Kun selv støttedes med sovjetrussiske penge¬midler, skulle selvsagt bistå ved opstillingen af de famøse terrorgrupper. Afsådanne skulle der eksistere syv, og disse skulle »gennemsnitligt hver bestå af12 personer, som naturligvis er særlig udsøgte og betroede folk, der er rede tilat sætte livet ind for deres ideers gennemførelse (fantaster). Organisationeninden for grupperne er efter samme mønster og opbygning som tidligere iZar-tidens Rusland de anarkistisk-nihilistiske terrorgrupper. Medlemmmernebliver uddannet i betjening af sprængstoffer samt fremstilling af sprænglege-mer. Desuden bliver de gjort bekendt med disse tings slagkraft og virkeevnesamt deres anvendelsesmetoder over for personer og institutioner. Desuden iiværksættelse af strejker og standsninger, ophidselse af folkemængder til frem¬bringelse af tumulter af enhver art o.s.v., men altid på en sådan måde, at deselv forsvinder i baggrunden«.11Såvidt 12.maj-rapporten. Som bekendt blev Lillebæltsbroen indviet to dagesenere under stor festivitas. 20.000 tilskuere så Kongen køre forbi i et af DSB'sRød, hvid og brun terror 339funklende nye lyntog. Færgehorn tudede. 25 kampfly drønede i formation overbroen. Og både Fredericia og Middelfart bød til asfaltbal om aftenen.12 Menbombesprængninger var der ingen af. Og der blev ikke gjort forsøg på at»vælte systemet over ende« den 14. maj 1935.Naturligvis kan der have været et element af desinformation i Gestaposoplysninger; man kan have overdrevet Béla Kuns farlighed for at animeredansk politi til at støve ham op. En anden forklaring kunne være, at politi¬ledelsen faktisk tog sine forholdsregler i forbindelse med Lillebæltsbroensindvielse. Fra den særlige sønderjyske udrykningstjeneste, kaldet 100-mands-holdet, blev udkommanderet militært trænede og tungt bevæbnede politibe¬tjente.13 Over for dette magtopbud kan Béla Kun have foretrukket at afblæ¬se aktionen. En tredie forklaring kunne være, at Kun midt i maj 1935 måttehalse til Moskva for at forsvare sig og sin politik. Traditionelt havde Ko-mintern - og Kun - udskreget socialdemokraterne som kommunismenshovedfjende. Det rivaliserende arbejderparti var »socialfascistisk«, som dethed. Men efter nazisternes magtovertagelse og det påfølgende forbud modkommunistpartiet i Tyskland, bredte sig en erkendelse af, at fjenden i stedetskulle søges i diktaturerne. Ergo burde alle gode kræfter, inclusive de social¬demokratiske, forenes i kampen mod de sorte fascister og de brune nazister.Denne »folkefrontsstrategi« var hovedemnet på Kominterns 7. verdenskon¬gres, hvortil de praktiske forberedelser påbegyndtes netop medio maj1935.14Selve kongressen åbnede i Moskva den 25.juli 1935. 513 delegerede fra76 kommunistpartier vedtog her den nye politik og hængte samtidig mod¬standerne af folkefrontslinien ud for »sekterisme« eller »højre-opportunis¬me«. Kongressen undlod, meget sigende, at genvælge Béla Kun til sit præsi¬dium. Som en ledende talsmand for den linie, der etiketterede socialdemo¬krater som socialfascister - og som den, der altid brutalt havde slået nedpå alle forsøg på afvigelser fra denne linie - tilhørte Béla Kun nu det taben¬de parti.Hans sag hos dansk politi afrundes da også brat med et par dødsannoncerfra august 1939. »Ungarns røde hersker« (avisen »Socialdemokraten«) og»Menneskedyret Béla Kun« (det nationalsocialistiske »Fædrelandet«) meldesskudt i et fængsel i Moskva. I lighed med så mange andre ledende kommuni¬ster faldt Béla Kun som offer for Stalins udrensninger. I foråret 1937 fik hanordre om at give møde for Kominterns præsidium, hvor han blev anklaget forungarsk nationalisme og for manglende respekt for Stalins høje person. Sidenså man ham aldrig. I februar 1956 blev han imidlertid rehabiliteret, og i 1964fik enken Irén symbolsk udleveret Béla Kuns mange sovjetrussiske ordener ogmedaljer.340 Henrik StevnsborgKidnapninger og risiko for krigI sagen om Béla Kun blev der som nævnt samarbejdet mellem dansk og tyskpoliti. Men fra dansk side gik man alt andet end blåøjet ind i dette samarbejde.En politirapport fra 15. marts 1935 dokumenterer, at samarbejdspartnerenblev betragtet med yderste skepsis. Det hemmelige statspoliti i Flensborg hav¬de ifølge rapporten foretaget efterforskning på dansk territorium - på egenhånd.15 Den efterfølgende tyske forsikring lød, at dansk suverænitet ikke varblevet krænket; der var blot tale om et par toldere, som havde anstillet sonde¬rende undersøgelser om påståede natlige transaktioner mellem danske og tyskefiskere. Det troede Sønderborg politi ikke på. Under hånden blev det da ogsåfra tysk hold indrømmet, at »tolderne« var Gestapomænd, og at deres egent¬lige bytte var kommunistlederen Béla Kun. Herefter blev der i en udenrigsmini¬steriel note protesteret officielt over for Det tredie Rige.Berlin bestred i sin verbalnote16 ikke, at medarbejdere fra Geheime Staats-polizei i Flensborg undertiden havde opholdt sig i Danmark. Men med enenkelt undtagelse havde deres ærinde altid været private familiebesøg nord forgrænsen. Undtagelsen var kriminalsekretær Bruns, der havde været heroppefor at føle en dansk kommunist på tænderne - nemlig den meddeler, somoprindelig havde henledt opmærksomheden på Béla Kun. At kriminalsekre-tæren i den anledning udelukkende skulle have ført »rent informatoriske sam¬taler« med sin meddeler var ikke en forklaring, der tilfredsstillede det danskepoliti. Snarere ville man antage, at Bruns' hemmelighedsfulde Danmarksbesøgkunne stå i forbindelse med tyske planer om at kidnappe Béla Kun. Somchefen for det danske grænsegendarmeri, oberstløjtnant Paludan-Miiller, i dénforbindelse bramfrit udtrykte sig: »Jo mere jeg tænker over bortførelse fraDanmark til Tyskland, jo klarere ser jeg, hvor pærelet, det er at udføre«.17To aktuelle episoder betød, at sådanne bortførelsesplaner ikke straks kunnehenvises til fantasiens overdrev. 30. april 1935 måtte Tjekkoslovakiet nedlæggeprotest over for Berlin i anledning af, at den tyske politiske flygtning JosephLampesberger var blevet lokket ud af landet og mishandlet og arresteret veden tysk grænsestation. Og i Schweiz blev en journalist ved navn Berthold Jacobden 28. marts 1935 med magt bragt til Tyskland af nazistiske provokatører ogufortøvet anholdt. Først i løbet af sommeren 1935 blev begge de kidnappedepåny sat på fri fod.18At kidnapninger indgik i et stormagtsspil, som indebar risikoen for krig,var dansk politi opmærksom på. Og politiet var opmærksom på, at også vikunne blive inddraget i krigen. I sagen om Béla Kun er således indlagt enpolitirapport, dateret 9. april 1935, af hvilken fremgår, at en dansk politimandet par dage forinden havde været vidne til et foruroligende syn: »RigsværnetRød, hvid og brun terror 341fra Flensborg havde opstillet lette haubitzere i udkanten af skoven og på lan¬devejen Flensborg-Aabenraa; der blev foretaget opmålinger og opstilling afskyts med retning mod Danmark. Det er første gang siden Genforeningen,at det tyske militær har afholdt sådanne øvelser i så umiddelbar nærhed afgrænsen«.19De danske politimyndigheder var ingenlunde blinde for, at den røde terrorøstfra kun var een af truslerne mod demokratiet. Også sydfra truede terror -den brune terror!NOTER1. F.eks. Klaus-Detlev Grothusen (red.). Sudosteuropa-Handbuch 5. Ungarn, 1987. Jörg K.Hoensch: A History of Modem Hungary 1867-1987, 1988. Péter Hanåk (red.): Die GeschichteUngarns. Von den Anfängen bis zur Gegenwart, 1988. Peter F. Sugar, Péter Hanåk og TiborFrank (red.): A History of Hungary, 1990.2. Rudolf Tokés: Béla Kun and the Hungarian Soviet Republic, 1967.3. Tokés, s. 156 ff og 214, n. 5. Jfr. Andrew C. Janos: The Politics of Backwardness in Hungary,1982, s. 197, n. 144.4. Om Béla Kuns liv og levned se f.eks. Robert A.Gorman (red.): Biographical Dictionary ofMarxism, 1986, s. 172-174. Branko Lazitch in collaboration with Milorad M. Drahkovitch (red.):Biographical Dictionary of the Comintern. New, Revised, and Expanded Edition, 1986, s. 239-241.5. Tokés, s. 214. Hoensch, s. 98. Janos, s. 202, n. 1.6. Statspolitiet i Sønderborg, fortrolig rapport 3. maj 1935 ang. politisk virksomhed her i landetudført af tyske emigranter, PADJ 969, Landsarkivet for Sønderjylland.7. Om Kominterns historie se f.eks. William Z. Foster: History of the Three Internationals. TheWorld Socialist and Communist Movement from 1848 to the Present, 1955, især Part III.8. Se note 6.9. Statspolitiet i Aabenraa, rapport 9. maj 1935, PADJ 969, Landsarkivet for Sønderjylland.10. Statspolitiet i Sønderborg, fortrolig rapport 12. maj 1935, PADJ 969, Landsarkivet for Sønderjyl¬land.11. S.st.12. V. Elberling (red.): Avisårbogen 1935, 1936, s. 40-41.13. Henning Koch: Demokrati - slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1945,1994, s. 115, 119-120.14. E. H.Carr: Twilight of the Comintern 1930-1935, 1982, især Part III.15. Statspolitiet i Aabenraa, rapporter 15.marts 1935, 27.marts 1935 og 3.april 1935, PADJ 969,Landsarkivet for Sønderjylland.16. Kopi af verbalnoterne i PADJ 969, Landsarkivet for Sønderjylland.17. Chefen for grænsegendarmeriet til politiadjudanten 6. maj 1935, PADJ 969, Landsarkivet forSønderjylland.18. Elberling, s. 119-120, 133. Jfr. Berlingske Tidende 30.april 1935.19. Rapport til politimesteren i Aabenraa 9. april 1935, PADJ 969, Landsarkivet for Sønderjylland. 

https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/download/81231/116355

Rød, hvid og brun terror

Abstract

Similar works

Full text

Available Versions

Copenhagen University Research Information System

Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)