Remitter finansiering af udvikling i Afrika?

Migranters og flygtninges pengeoverførelser til deres hjemlande, også kaldet remitter, er en vigtig pengemæssig indsprøjtning til trængte afrikanske økonomier og får derfor stigende opmærksomhed i disse år. Hovedparten af remitter går til forbrug og ikke til direkte produktive investeringer. Makroøkonomiske analyser af remitters betydning for vækst og fattigdomsbekæmpelse er mangelfulde, hvilket ikke mindst skyldes dårligt datamateriale. Alligevel er der klare tendenser, der peger mod remitters positive udviklingseffekter, og at disse bidrager til opfyldelse af 2015-målene. Der er imidlertid tale om private midler, der kan betragtes som komplementære til, og ikke som en substitut for, udviklingsbistand. I en afrikansk kontekst er der tale om store beløb. Officielle opgørelser over remitter anslår, at bistand og udenlandske investeringer er af relativt større betydning i Afrika. Medregnes uformelle remitter kan der dog måske lægges helt op til 70% til de officielle opgørelser, hvilket i givet fald betyder, at omfanget af remitter overstiger udenlandske investeringer i Afrika syd for Sahara.1 Remitter har nogle helt særlige karakteristika: De er baseret på personlige relationer og afsendt ud fra forskellige motiver, og de er meget stabile og ikke afhængige af den øvrige økonomiske eller politiske udvikling i udviklingslandet – erfaringer fra konflikt- og postkonfliktlande indikerer tværtimod, at de er modcykliske. Udviklingsbistand vil, med fokus på at forbedre rammebetingelser, kunne bidrage til at øge udviklingseffekten af remitter – gøre dem mere tilgængelige, billigere at overføre og give incitament til at øge andelen af remitter, der går til produktive investeringer

Mobilitet i mindre og mellemstore kommuner

Mobilitetsstrategier, mobilitetsplaner eller Trafik- og mobilitetsplaner er ord, som de seneste år har vundet frem i både danske og udenlandske kommuner. I Danmark har vi oftest hørt om hvordan der arbejdes med begreberne igennem store projekter, som Formel M og i de største kommuner. Men hvordan arbejdes der med mobilitet, når det primære transportmiddel er privatbilen og alternativerne i den kollektiv trafik er på et minimum? Eller hvordan skabes der en bred opbakning i alle forvaltninger om at se nyt og anderledes på transport i kommunen? I flere af de mindre og mellemstore kommuner er der et ønske om at arbejde med mobilitet, men i en kontekst som giver mening for den udvikling og de visioner som de arbejder med, hvilken oftest er forskellig fra mulighederne i de store byer. Samtidig er der stor forskel på hvordan man ser på mobilitet. Overordnet set handler det for alle kommuner om at skabe de bedst mulige betingelser for borgere og erhvervsliv. I de store byer er der stor fokus på grøn mobilitet, hvor visionerne er at flytte så mange som muligt fra bilen over i den kollektive trafik eller på cykel. I de mellemstore og mindre kommuner er mobilitet at skabe de bedste betingelser for at kunne bevæge sig rundt til de daglige gøremål. Mange mindre kommuner lever af at der er god tilgængelighed til vejnettet og tror ikke så meget på at cyklen kan løse deres udfordringer. Dette ofte fordi de fleste af turene er lange pendlerture og fordi det blot er meget lettere at benytte bilen. I store dele af disse kommuner vil det mere dreje sig om hvorledes det er muligt at sammen tænke og koble de forskellige håndtag der findes og der er råd til. En anden vigtig del, som der er arbejdet med, er at skabe samarbejde på tværs. At få alle forvaltninger til at forstå, hvad mobilitet betyder for deres kerneområde. Mobilitetsplaner tager udgangspunkt i borgernes behov. Hvilke mennesker skal de transportere? Kan de transportere sig selv eller er de afhængige af kommunal kørsel. Oplægget vil handle om, hvordan mobilitet forstås alt efter hvilken kommune der ser på det, hvordan opgaven er grebet an og hvad der har initieret opgaven og processen med den, som udgangspunkt for en drøftelse/debat om hvordan vi behandler begrebet mobilitet i forskellige kontekster. I det følgende beskrives 4 forskellige eksempler på kommuners arbejde med mobilitet

Application of processed organic municipal solid waste on agricultural land - a scenario analysis

Source separation, composting and anaerobic digestion, with associated land application, are increasingly being considered as alternative waste management strategies to landfilling and incineration of municipal solid waste (MSW). Environmental life cycle assessments are a useful tool in political decision-making about waste management strategies. However, due to the diversity of processed organic MSW and the situations in which it can be applied, the environmental impacts of land application are very hard to determine by experimental means. In the current study, we used the agroecosystem model Daisy to simulate a range of different scenarios representing different geographical areas, farm and soil types under Danish conditions and legislation. Generally, the application of processed organic MSW resulted in increased emissions compared with the corresponding standard scenarios, but with large differences between scenarios. Emission coefficients for nitrogen leaching to the groundwater ranged from 0.03 to 0.87, while those for nitrogen lost to surface waters through tile drains ranged from 0 to 0.30. Emission coefficients for N2O formation ranged from 0.013 to 0.022 and for ammonia volatilization from 0.016 to 0.11. These estimates are within reasonable range of observed values under similar conditions. Furthermore, a sensitivity analysis showed that the estimates were not very sensitive to the mineralization dynamics of the processed organic MSW. The results show that agroecosystem models can be powerful tools to estimate the environmental impacts of land application of processed MSW under different conditions. Despite this, agroecosystem models have only been used to a very limited degree for this purpose

Progression of experimental chronic Aleutian mink disease virus infection

BACKGROUND: Aleutian mink disease virus (AMDV) is found world-wide and has a major impact on mink health and welfare by decreasing reproduction and fur quality. In the majority of mink, the infection is subclinical and the diagnosis must be confirmed by serology or polymerase chain reaction (PCR). Increased knowledge based on a systematically description of clinical signs, pathology and histopathology might be a tool to reduce the risk of infection from subclinically infected mink to AMDV free herds. The aim of this study was to give a histopathological description of the progression of a chronic experimental infection with a currently circulating Danish strain of AMDV, Saeby/DEN/799.1/05. These results were compared with the pathogenesis of previously published AMDV stains. RESULTS: This experimental AMDV infection resulted in only decreased appetite and soft or discolored feces, primarily within the first 8 weeks after AMDV inoculation. Gross pathology revealed few and inconsistent findings mainly associated with the liver, spleen and kidneys. The majority of the AMDV inoculated wild type mink (n = 41) developed various histopathological changes consistent with AMDV infection in one or more organs: infiltrations of mononuclear cells in liver, kidney and brain, reduced density of lymphocytes and increased numbers of plasma cells in lymph nodes and spleen. Natural infection, as occurred in the sentinel sapphire mink (four of six mink), progressed similar to the experimentally inoculated mink. CONCLUSIONS: Experimental AMDV inoculation mainly resulted in subclinical infection with unspecific clinical signs and gross pathology, and more consistent histopathology appearing at any time after AMDV inoculation during the 24 weeks of observation. Thus, the observed histopathology substantiates AMDV infection and no correlation to time of inoculation was found. This confirms that diagnosing AMDV infection requires serology and/or PCR and the Saeby/DEN/799.1/05 AMDV strain results in histopathology consistent with other AMDV strains